Fra de­bat­si­der­ne af i går

Lol­li­kes Alad­din er ro­det og fuld af uskar­pe pro­vo­ka­tio­ner. Der bli­ver pluk­ket lav­t­ha­en­gen­de frug­ter i den vi­dun­der­li­ge hu­le.

Weekendavisen - - Kultur - Af LINEA MA­JA ERNST LAYOUT: MAI-BRITT BERNT JENSEN KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT, LOUISE LUNDBERG CLAESEN

Alad­din. In­str.: Chri­sti­an Lol­li­ke. Sceno­gra­fi og kostu­mer: Fran­ciska Za­h­le. Det Kon­ge­li­ge Te­a­ter. Ind­til 3. novem­ber.

Chri­sti­an Lol­li­kes for­tolk­ning af Alad­din er gen­nem­ført tra­els, hvil­ket trods alt er sjove­re end halv­hjer­tet tra­els. Det er en fo­re­stil­ling om magt­li­der­lig­hed, un­der­tryk­te kvin­der, ka­er­lig­hed, cen­sur, mis­for­stå­et to­le­ran­ce, ori­en­ta­lis­me og alt mu­ligt an­det – ener­gisk rørt sam­men til et uja­evnt sam­men­suri­um. Fo­re­stil­lin­gen er en ge­nud­sen­del­se. Ik­ke blot af Adam Oe­h­lens­chlä­gers Alad­din, el­ler Den Forun­der­li­ge Lam­pe, men af de se­ne­ste års de­bat om kunst­ne­risk yt­rings­fri­hed og ra­cis­me: Må man ma­le sig brun i ho­ve­d­et som hvid sku­e­spil­ler; går man ra­ci­ster­nes ae­rin­de, hvis man som kunst­ner te­ma­ti­se­rer kvin­de­un­der­tryk­kel­se i mus­lim­ske mil­jø­er; hvad vil det si­ge at va­e­re blind for si­ne pri­vil­e­gi­er? De spørgs­mål, Lol­li­kes Alad­din stil­ler, fø­les som et opkog af en al­le­re­de tra­et og fast­låst de­bat.

Alad­din har få­et et me­ta­lag, hvor forta­el­le­ren (en ula­ste­lig Si­ci­lia Gad­borg Hø­egh) char­me­ren­de og glat le­der pu­bli­kum ind i fo­re­stil­lin­gen. Plud­se­lig kan en sce­ne gå i stå, ly­set bli­ver ta­endt, og sku­e­spil­ler­ne gi­ver sig til at dis­ku­te­re, om de nu kan til­la­de sig dit og dat. Det er et fikst greb, der kun­ne ha­ve gjort styk­ket end­nu fri­ske­re, hvis ik­ke replik­ker­ne i me­ta­la­get var li­ge så for­mu­la­ri­ske og la­e­ser­brevs­pa­te­ti­ske som dem i det gen­dig­te­de styk­ke (der er ik­ke me­get Oe­h­lens­chlä­ger til­ba­ge). Me­ta­tri­ck­se­ne ra­ek­ker helt ud til pu­bli­kum, da sku­e­spil­ler­ne be­der mus­li­mer­ne i rum­met om at ra­ek­ke hån­den op, hvis der da er no­gen. En ma­nøv­re, der be­kra­ef­ter ens anel­se om, at det er et krid­hvidt ker­ne­pu­bli­kum, der mø­der op for at bli­ve ru­ti­ne­ma­es­sigt pro­vo­ke­ret.

Den fat­ti­ge skra­ed­der­dreng Alad­din (spil­let med lidt en­ty­dig, ga­de­d­ren­ged­oven char­me af Al­vin Olid Bur­søe) fin­der en magisk lam­pe, og snart bli­ver han gift med sul­ta­nens dat­ter Gul­na­ra (Özlem Sag­lan­mak, der ka­em­per her­oisk med klod­se­de replik­ker og dit­to in­struk­tion). Der er ten­den­ser til ka­ri­ke­ret over­spil over he­le linj­en. Et over­ra­sken­de lys­glimt er Si­mon Ben­neb­jerg i en lil­le­bit­te rol­le som ve­si­rens søn: Hans hu­mo­ri­sti­ske sans fø­les frisk og ori­gi­nal i en fo­re­stil­ling fuld af tra­et larm og pro­vo­ka­tion.

Styk­ket er bedst, når det over­gi­ver sig til fan­ta­si­en, de skøn­ne, ord­lø­se bil­le­der, Sku­e­spils­hu­sets sto­re sce­ne tig­ger om at la­eg­ge rum til (så er der og­så plads til pu­bli­kums med­digt­ning). Gi­gan­ti­ske for­ha­eng i dun­kel pe­trole­ums­blå bøl­ger over sce­nen, det er så en­kelt, per­fekt ele­gant, og da de fal­der, er det som søj­ler af blå røg, der va­el­ter ned over sce­nen.

Sce­ne­gul­vet løf­ter sig i im­po­ne­ren­de for­ma­tio­ner, byg­ger mu­re og grot­ter, dan­ner plud­se­lig en sce­ne, hvor sku­e­spil­ler­ne dan­ser mu­sik­vi­de­o­la­ek­kert i smør­gu­le Adidas-sa­et. Sceno­gra­fi­en er for­tryl­len­de, jeg vil na­e­sten an­be­fa­le, at man med­brin­ger et par hø­re­te­le­fo­ner og sin ynd­lings­mu­sik og kun ser styk­ket.

CHRI­STI­AN Lol­li­ke er mag­ne­tisk til­truk­ket af pro­vo­ka­tio­ner og ev­ner ik­ke helt at sor­te­re kri­tisk i eg­ne på­fund. Det gør fo­re­stil­lin­gen ro­det. For man­ge hand­lings­t­rå­de bli­ver fol­det ud ale­ne for at le­de frem til en pro­vo­ke­ren­de po­in­te. Som da Gul­na­re får magt over lam­pens ånd og ha­ev­ner sig på de ma­end, der har her­sket over hen­de, ved at kla­e­de dem nøg­ne og der­ef­ter gi­ve dem en bur­ka på, der er for kort til at da­ek­ke køns­de­le­ne. Så kan de stå der og hop­pe halvsjovt som en visu­el pun­chli­ne. Lidt sta­ti­stik: Jeg har ind­til vi­de­re set nøg­ne tis­se­ma­end på sce­nen i fi­re fo­re­stil­lin­ger i år. Tre af dem var in­stru­e­ret af Lol­li­ke (68; Bla­ck Ma­don­na; Alad­din). Jeg er ik­ke sner­pet, jeg spe­ku­le­rer ba­re på, om det er det, den kunst­ne­ri­ske yt­rings­fri­hed skal bru­ges til: en fort­lø­ben­de sta­fet af pik­ke på sce­nen? Lol­li­ke er vildt pro­duk­tiv. Jeg vil­le hel­le­re se fa­er­re fo­re­stil­lin­ger, som til gen­ga­eld var me­re gen­nem­ta­enk­te, skar­pe, me­re in­tel­lek­tu­elt strin­gen­te. En kunst som fø­les som et sen­de­bud fra frem­ti­den, frem for fra de­bat­si­der­ne af i går.

FO­TO: EMILIA THERESE

Styk­ket er bedst, når det over­gi­ver sig til fan­ta­si­en, de skøn­ne, ord­lø­se bil­le­der.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.