Guld og sil­ke fra små­bit­te fin­gre

Fre­de­riks­borg Slot vi­ser ind­til 31. ok­to­ber en sja­el­den sam­ling ki­ne­si­ske bro­de­ri­er, smukt ud­stil­let og dår­ligt for­kla­ret. Men hel­dig­vis er slot­tet al­tid et be­søg va­erd. M E U U S E M AL AC ’S P GO NG RI NC E F OT O: © P

Weekendavisen - - Kultur - Af ANNE KNUD­SEN

et er en søn­dag i sep­tem­ber, og Fre­de­riks­borg Slot myl­drer af turi­ster: Der er ty­ske­re, ame­ri­ka­ne­re, isla­en­din­ge, hol­la­en­de­re, ita­li­e­ne­re, folk fra Mel­le­mø­sten og på­fal­den­de man­ge ki­ne­se­re. Turi­ster­ne er til fods; der lig­ger en ka­em­pe­stor par­ke­rings­plads til turist­bus­ser in­de på sø­ens bred, men jeg gen­ken­der tre ae­l­dre ty­ske­re fra S-to­get her­op. Her er na­e­sten in­gen dan­ske­re, men det­te er et sted, ud­la­en­din­ge ger­ne rej­ser langt for at se.

Da jeg i 1960er­ne gik i gym­na­si­et i Hil­le­rød, før­te lan­de­vej­en di­rek­te gen­nem slot­tets yd­re gård. Po­r­ten var så smal, at der ef­ter­hån­den blev in­stal­le­ret et sim­pelt tra­fik­lys. I dag er vej­en ført udenom, og slot­tet lig­ger fred­fyldt ude på sin ø. Ved det sto­re spring­vand ta­ger turi­ster­ne sel­fies og hvi­ner, når vin­den ka­ster van­det ud over dem. Slotsan­la­eg­get er ka­em­pe­stort – Nor­dens stør­ste an­la­eg fra Re­na­es­san­cen – og selv be­ty­de­li­ge flok­ke af turi­ster fyl­der kun gan­ske lidt.

Jeg er kom­met for at se en sa­er­ud­stil­ling af sja­eld­ne ki­ne­si­ske bro­de­ri­er; de er ud­lånt fra Fyrst Gongs Pa­lads­mu­se­um i Bei­jing, og det er før­ste gang, de vi­ses i Eu­ro­pa. I to sto­re, mør­ke va­e­rel­ser ha­en­ger de hen­ri­ven­de sa­ger smukt be­lyst på va­eg­ge­ne. I en smal, ele­gant mon­tre midt hen ad gul­vet ha­en­ger en mas­se sil­ke­bro­de­re­de pun­ge, så man kan se dem fra al­le si­der. Det er den slags, man kan ha­ve ha­en­gen­de i ba­el­tet, og jeg ser til min for­bløf­fel­se, at en af dem ord til an­det lig­ner en, jeg har der­hjem­me. I de ori­ent­be­gej­stre­de 1970ere kun­ne man kø­be dem midt i Kø­ben­havn.

Her frem­by­der pun­ge­ne et utal af for­skel­li­ge bro­de­ri­er i al­le mu­li­ge far­ver, men på fuld­kom­men ens­ar­te­de ska­be­lo­ner. Man vil­le ger­ne vi­de, hvor­dan det kan gå til, at de al­le sam­men er helt ens i stør­rel­se og fa­con. Er de fra en sa­er­lig egn, en sa­er­lig pe­ri­o­de? Be­ty­der di­men­sio­ner­ne no­get be­stemt, funk­tio­nelt el­ler sym­bolsk? Er pap­ska­be­lo­nen fa­briks­frem­stil­let? Er det he­le fra et pro­jekt af en art? El­ler hvad?

Men dét kan man alt sam­men glem­me. Her bli­ver in­tet for­kla­ret. De små skil­te med op­lys­nin­ger er an­ta­ge­lig for­fat­tet i Ki­na og si­den over­sat til dansk: Jeg får den tan­ke, at de må­ske først har va­e­ret om­sat til fransk. En

Dting, der ty­de­lig­vis er en løs kra­ve, bli­ver kaldt »sto­la«, og et par bar­ne­for­kla­e­der bli­ver ud­na­evnt til »ma­ve­ba­el­ter«, sam­ti­dig med at man for­kla­rer, at der er en snor rundt om nak­ken og en rundt om li­vet til at bin­de fo­re­ta­gen­det med. Det kan man og­så se på bil­le­det ved si­den af. Mel­lem de in­dram­me­de kra­ver og bar­ne­for­kla­e­der på va­eg­ge­ne ha­en­ger nem­lig let­te, ele­gan­te akva­rel­ler, der vi­ser nog­le af tin­ge­ne i an­ven­del­se, og det er da al­tid no­get. I et hjør­ne står et bro­de­re­bord, hvor sil­ke­stof er spa­endt ud som på en van­dret va­ev, og de fi­ne, fi­ne trå­de af sil­ke og guld ha­en­ger i bund­ter over en tva­er­stang, klar til brug. Man kan ik­ke rig­tig kom­me rundt om bro­de­re­bor­det, og det er helt umu­ligt at se ind un­der det, så man kan stu­de­re un­der­si­den af bro­de­ri­et. Som al­le, der har la­ert hån­d­ar­bej­de, vil vi­de, er bag­si­den el­lers det tek­nisk set mest in­ter­es­san­te ved et bro­de­ri.

Oven over det­te ar­bejds­bord ha­en­ger den ene­ste la­en­ge­re tekst til for­kla­ring af, hvad vi ser. El­ler hvor­dan man nu skal ud­tryk­ke det. For det er ba­re en ste­reo­typ be­sva­er­gel­se, som ud­rå­ber bro­de­ri­er­ne til at va­e­re fol­ke­li­ge og gi­ve et ind­blik i fol­kets fø­lel­ses­liv; mødre og sø­stre og hu­stru­er har vist de­res ka­er­lig­hed på den­ne må­de. Står der. Og det er da sik­kert så sandt, så sandt. Men og­så så ube­stemt, at det kun­ne hand­le om hvad som helst el­ler in­gen­ting.

Det mest in­for­ma­ti­ve er slet ik­ke en tekst, men en se­rie bro­de­ri­er, der ha­en­ger på to ra­ek­ker, me­get, me­get fint be­lyst. De ud­gør for­skel­li­ge sta­di­er i den fan­ta­sti­ske form for flad­sy­ning, der hed­der Su-bro­de­ri, men og­så kal­des nå­le­ma­le­ri el­ler trå­d­ma­le­ri. Her ser man, hvor­dan bil­le­der­ne op­byg­ges lag på lag af en­kelt­t­rå­det sil­ke i svagt, svagt va­ri­e­ren­de nu­an­cer, så il­lu­sio­nen til slut er kom­plet. Det er for­ry­gen­de flot, na­er­mest skra­em­men­de i sin vir­tuo­si­tet, og det er gan­ske vi­dun­der­ligt at se pro­ces­sen fol­det ud.

PÅ den mod­sat­te va­eg ser man en an­den tek­nik, som man kan af­ko­de med det blot­te øje: ned­la­eg­gel­se af guld­t­råd. En tynd guld­t­råd la­eg­ges på stof­fet og fa­est­nes med bit­tes­må sil­ke­sting hen over trå­den. Det gi­ver en ka­rak­te­ri­stisk over­fla­de, om­trent som mil­li­me­ter­s­må pail­let­ter, når der lig­ger du­sin­vis af dis­se guld­t­rå­de si­de om si­de i et mo­tiv. Men der står ik­ke no­get om det.

På en bag­va­eg ha­en­ger et stort bil­led­ta­ep­pe på rød sil­ke; det fo­re­stil­ler en pro­ces­sion af en art, et »fol­ke­op­tog«, står der i bed­ste ma­oi­sti­ske to­ne­art. Fi­gu­rer­ne er 30 cen­ti­me­ter hø­je, og for­kla­rin­ger­ne ind­s­kra­en­ker sig til, at de har »of­fer­ga­ver« i ha­en­der­ne. Til hvem og hvor­for må man ga­et­te sig til. Det er mest kvin­der på min al­der, der stand­ser op ved bro­de­ri­er­ne. Den ene flok yn­gre men­ne­sker ef­ter den an­den van­drer gen­nem de to sa­le uden at ka­ste me­re end et kort­fat­tet blik på de ud­stil­le­de her­lig­he­der. Og det gør de ret i, for hvis man in­gen for­ud­sa­et­nin­ger har med hjem­me­fra, lig­ner det ba­re en salgs­ud­stil­ling af py­n­te­li­ge små­ting.

Hvis man sø­ger på »Chin­e­se em­broi­de­ry« på net­tet, kan man ik­ke ba­re va­el­ge og vra­ge mel­lem nye og gam­le sil­ke­bro­de­ri­er til salg, man kan og­så på fem mi­nut­ter få fle­re for­kla­rin­ger om tek­nik­ker og mo­ti­ver, end der er på he­le sa­er­ud­stil­lin­gen. Den slags fru­stre­rer mig slemt.

Hel­dig­vis er Fre­de­riks­borg Slot stort, og i sep­tem­ber ud­stil­le­de man sin sam­ling af dan­ske adelskvin­ders pragt­fuldt bro­de­re­de sil­ke­du­ge rundt­om­kring på bor­de­ne i slot­tet, så man kun­ne se for­skel­len til de ki­ne­si­ske ting. Hvis man alt­så selv fandt på det.

Der var og­så en ud­stil­ling i an­led­ning af 100-året for Islands selv­sta­en­dig­hed og en i an­led­ning af Hans Kon­ge­li­ge Højhed Kron­prin­sens 50-års­dag; dén kan ses ind­til 31. de­cem­ber. Og sa­le­ne står der med de­res im­posan­te møb­ler, Ri­gets po­rtra­et­ter ha­en­ger der, og Slotskir­ken er der al­tid i al sin pragt.

Den spar­som­me op­lys­ning si­ger: øre­da­ek­ke.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.