Hvor kra­en­ken­de er De­res kostu­me?

Weekendavisen - - Kultur - LAYOUT: PER­NIL­LE KLEINERT KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT, KA­REN MAR­GRET­HE NI­EL­SEN

Hvad lyt­ter Ce­ci­lie Cronwald til, når hun ik­ke skri­ver?

Dan­ske Banks de­tro­ni­se­re­de di­rek­tør sy­nes av­let i en gru­e­ke­del af dol­lar­sed­ler, fi­lip­pin­ske au pair­tå­rer og hjem­lø­se­blod. In­gen tror på, at han rig­tigt er et men­ne­ske og da slet ik­ke fra Nor­ge, er­go er det helt le­gi­timt at gø­re grin med ham via en ud­kla­ed­ning. Jak­kesa­et, sølv­sta­enk i hå­ret, guld­far­vet hånd (fra hånd­tryk­ket, for­stås) og en sja­el sort som den esti­ske fi­li­als bund­linje er kostu­mets vig­tig­ste re­k­vi­sit­ter. Sup­pler med Ari­el-va­ske­pul­ver, og husk at un­der­stre­ge over for fe­stens an­dre del­ta­ge­re, at de kun må stil­le Dem ét spørgs­mål per per­son. om ny­slå­et mor brug­te jeg utal­li­ge ti­mer på at skub­be en bar­ne­vogn op og ned ad sti­er­ne på As­si­stens Kir­ke­gård i Kø­ben­havn. Det var rart og ro­ligt, men for det me­ste og­så sja­eleknu­sen­de ke­de­ligt, og det var med gla­e­de og let­tel­se, at jeg fandt en men­tal flugt­lem: po­dcasts.

Først hør­te jeg det, al­le hø­rer – This Ame­ri­can Li­fe, Ra­di­o­lab, Se­ri­al – men da de mest op­lag­te bag­ka­ta­lo­ger var tømt, måt­te jeg la­en­ge­re ud i hjør­ne­r­ne af lyd­land­ska­bet. Her fandt jeg Hi-Phi Na­tion, en be­ske­den og den­gang nystar­tet po­dcast, hvor en ame­ri­kansk lek­tor i fi­lo­so­fi »for­vand­ler hi­sto­ri­er til ide­er«, som han selv for­mu­le­rer det. I hvert af­snit ka­ster lek­to­ren, som hed­der Bar­ry Lam og til dag­lig er an­sat på Vas­sar Col­le­ge i New York, sig over et nyt fi­lo­so­fisk spørgs­mål, of­te et af de helt sto­re. Hvad er ret­fa­er­dig­hed, hvad er moral, hvad er be­vidst­hed? Te­ma­er­ne er kal­o­ri­e­ta­et­te, men Lam ta­ger al­tid ud­gangs­punkt i hånd­gri­be­li­ge og vel­dre­je­de hi­sto­ri­er. I det al­ler­før­ste af­snit, Wis­hes of the De­ad, pra­e­sen­te­rer han hi­sto­ri­en om en ame­ri­kansk cho­ko­la­de­mag­nat fra star­ten af 1900-tal­let, som i sit te­sta­men­te sik­re­de sig, at hans for­mu­es frem­ti­di­ge af­kast skul­le gå til et bør­ne­hjem for fora­el­d­re­lø­se dren­ge. Et år­hund­re­de se­ne­re er for­mu­en vok­set til me­re end 12 mil­li­ar­der kro­ner, men pen­ge­ne må sta­dig kun bru­ges ef­ter den af­dø­de cho­ko­la­de­kon­ges for­skrif­ter – på det­te ene bør­ne­hjem, som har sva­ert ved at fin­de børn at op­ta­ge – selv­om de sand­syn­lig­vis

Svil­le gø­re me­re gavn man­ge an­dre ste­der. Lam bru­ger hi­sto­ri­en til at un­der­sø­ge, hvad vi egent­lig skyl­der de dø­de, og i lang tid tror man som lyt­ter, at ar­gu­men­ter­ne vil le­de til et prag­ma­tisk op­gør med ide­en om, at vi er nødt til at op­fyl­de vo­res for­mul­de­de for­fa­ed­res øn­sker. Uden at af­slø­re for me­get (kan man la­ve en spoi­ler på et fi­lo­so­fisk ra­e­son­ne­ment?) en­der man et helt an­det sted, med en dis­kus­sion om, hvad der gør et men­ne­ske­liv me­nings­fyldt.

Det bed­ste ved Hi-Phi Na­tion Umid­del­bart slip­per de fa­er­re­ste godt af sted med at ma­le sig sor­te i ho­ve­d­et. Men hvad nu, hvis man er sort i for­vej­en og mang­ler et hur­tigt og bil­ligt kostu­me med høj gen­ken­del­ses­fak­tor? Så er det ba­re med at ta­ge en far­ve­rig Cos­by Show-swe­a­ter på og smi­le bredt, mens man til­by­der folk pil­ler. Hvad er va­er­re end at kla­e­de sig ud som na­zist? At kla­e­de sig ud som na­zist og til­fø­je en ho­ved­be­kla­ed­ning, der re­du­ce­rer den stol­te me­xi­can­ske kul­tur til en kulørt pa­ro­di, hvor­med man in­di­rek­te le­gi­ti­me­rer Trumps ra­ci­sti­ske im­mi­gra­tions­po­li­tik. er ne­top Lams sans for den ele­gant gen­nem­ta­enk­te tan­ke­ra­ek­ke. Hans ar­gu­men­ter er kla­re og strin­gen­te, og der er no­get smukt over den må­de, de be­va­e­ger sig på.

Of­te når han uven­te­de kon­klu­sio­ner, men det bli­ver al­drig so­fi­ste­ri. I det fo­re­lø­big sid­ste af­snit af pro­gram­met, som blev sendt i juli, af­vi­ser han over­be­vi­sen­de ide­en om, at de so­ci­a­le me­di­ers ek­ko­kam­re har ført til, at po­li­ti­ske mod­stan­de­re tror på for­skel­li­ge ver­sio­ner af vir­ke­lig­he­den. Når de er ae­r­li­ge, har stort set al­le, uan­set po­li­tisk over­be­vis­ning, et no­gen­lun­de ret­vi­sen­de bil­le­de af ver­den, ar­gu­men­te­rer han og dis­ku­te­rer de de­pri­me­ren­de føl­ger af dét.

Hi-Phi Na­tion er po­p­fi­lo­so­fi, men selv­om pro­gram­met er hen­vendt til ik­ke-fi­lo­sof­fer, til­ta­les lyt­ter­ne som li­ge­ma­end, og i ste­det for at be­la­e­re om De Sto­re Fi­lo­so­fi­ske Spørgs­mål la­der han forta­el­lin­ger­ne ba­e­re. Den frie vil­je stu­de­res gen­nem en krigs­ve­te­rans kamp med al­ko­ho­lis­me (og se­ne­re det ame­ri­kan­ske rets­sy­stem); vi­den­ska­bens va­e­sen ud­for­skes i forta­el­lin­gen om, hvor­dan se­ri­ø­se for­ske­re end­te med at på­vi­se ek­si­sten­sen af »ek­stra­sen­so­risk per­cep­tion«, og­så kendt som tan­kela­es­ning.

In­di­mel­lem er forta­el­lin­ger­ne me­re in­ti­me. I ét af­snit un­der­sø­ger han de fi­lo­so­fi­ske im­pli­ka­tio­ner af den uund­gå­e­li­ge midt­livskri­se gen­nem tre men­ne­skers livs­for­løb, og i sid­ste af­snit af pro­gram­mets før­ste sa­e­son stu­de­rer han mødres ka­er­lig­hed til de­res børn. Det er ik­ke kun suk­ker­sødt, når en spa­ed­barns­mor forta­el­ler om fø­lel­sen af at va­e­re an­svar­lig for et an­det men­ne­skes liv. »Selv­om jeg er dybt lyk­ke­lig, ta­ger jeg mig selv i at sør­ge over mit gam­le liv. Det er na­e­sten som en sorg over at ha­ve mi­stet no­gen, og jeg tror, den no­gen er mig selv,« si­ger hun.

Det kan vir­ke som en ba­nal er­ken­del­se, men det er ne­top en af de ting, Hi-Phi Na­tion gør godt: for­e­ner de al­ler­stør­ste ide­er med det mind­ste og mest hver­dags­ag­ti­ge.

Ce­ci­lie Cronwald Hvis De er vir­ke­lig pjat­tet med yt­rings­fri­hed.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.