Fa­de­ren.

Es­say. »Vi vok­se­de op i skyg­gen af hans ka­er­lig­hed med fø­lel­sen af, at vi var fi­a­sko­er, der kun ven­te­de på at ske.« Jo­hn Fre­e­man forta­el­ler om en barn­dom …

Weekendavisen - - Bøger - Af JO­HN FRE­E­MAN KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT

Han tjen­te ud­skud­de­ne og lod vre­den ram­me søn­ner­ne. Jo­hn Fre­e­man om en op­va­ekst på vran­gen.

Hvis min far lug­te­de af no­get i min barn­dom, var det af ny­slå­et gra­es og savs­muld. Om af­te­nen kun­ne jeg som re­gel fin­de ham med op­rul­le­de skjor­tea­er­mer ude i ga­ra­gen ved et bord fuldt af skru­er og fed­te­de møtrik­ker i fa­erd med at re­pa­re­re en ma­ski­ne. En pla­e­ne­klip­per, et sprink­ler­ho­ved, et styk­ke rør. Hvis no­get gik i styk­ker, re­pa­re­re­de han det, og hvis det ik­ke var gå­et i styk­ker, sør­ge­de han for, at det gjor­de det ved at pil­le for me­get ved det. Min far var ik­ke sa­er­lig prak­tisk an­lagt, men til­hør­te en ge­ne­ra­tion, der ik­ke sto­le­de på ting, man ik­ke selv hav­de styr på. Når den slags ting ik­ke mak­ke­de ret, ban­de­de han fa­elt, og jeg holdt mig langt va­ek. Al­le­re­de den­gang i be­gyn­del­sen af te­e­na­ge­å­re­ne vid­ste jeg godt, at hans op­ta­get­hed af va­er­k­tøj og ma­ski­ne­ri var en over­springs­hand­ling. Om da­gen le­de­de min far en vel­gø­ren­de fa­mi­li­e­rå­d­giv­ning, der yde­de tje­ne­ster, som sta­ten ik­ke på­tog sig. Han an­sat­te so­ci­al­rå­d­gi­ve­re til at vej­le­de folk, som hav­de krav på bi­stand, fandt chauf­fø­rer, der kør­te må­l­ti­der ud til iso­le­re­de pen­sio­ni­ster, be­ska­ef­ti­ge­de tå­l­mo­di­ge og dyg­ti­ge te­ra­pe­u­ter, der be­man­de­de en di­rek­te te­le­fon­linje for at hja­el­pe selv­mord­s­tru­e­de, alt sam­men fra et kon­tor i Sa­cra­men­to. Det var et smukt ar­bej­de, og jeg vid­ste, at han var stolt af det, men jeg hav­de sam­ti­dig på for­nem­mel­sen – når jeg var sam­men med ham – at det sva­re­de lidt til at la­en­se en båd med hul i bun­den. En dag kom han hjem med blod­plet­ter på tø­jet – en kli­ent hav­de skå­ret sig i hånd­led­dene og var død i ind­gan­gen til kon­to­ret. Sta­ten fi­nan­si­e­re­de ik­ke den­ne form for so­ci­alt ar­bej­de, så min fars job be­stod og­så i at skaf­fe checks på fem- og sekscif­re­de be­løb fra men­ne­sker, der hav­de stemt for en fjer­nel­se af sta­tens sik­ker­heds­net, som før i ti­den hav­de fi­nan­si­e­ret so­ci­a­le ydel­ser til sam­fun­dets fat­tig­ste. En gang imel­lem blev mi­ne to brød­re og jeg ind­for­skre­vet til at ar­bej­de i gar­dero­ben, når der blev holdt fun­dra­i­sing-mid­da­ge. Vi tog blå bla­zer med blan­ke mes­sing­k­nap­per på og blev be­talt med sam­men­fol­de­de dol­lar­sed­ler for at pas­se på ca­li­for­ni­ske vel­ha­ve­res tøj og ta­sker, når de skul­le til mid­da­ge, som de i den go­de sags tje­ne­ste be­tal­te 250 dol­lars for at del­ta­ge i – en brøk­del af en brøk­del af, hvad de for­modent­lig hav­de få­et i skat­te­let­tel­ser. En af dis­se af­te­ner for­bav­se­de det mig, at et par ti­mers drik­ke­pen­ge fyld­te mi­ne lom­mer hur­ti­ge­re end en hel må­neds ar­bej­de som avis­bud. Jeg for­stod sam­ti­dig, at min far sik­kert gjor­de sig nøj­ag­tig de sam­me tan­ker, når han stod in­de i sa­len og en smu­le bi­stert tog imod ga­ester­ne. Det var de­res øko­no­mi­ske ho­ved­bunds­ska­el, der fi­nan­si­e­re­de hans ini­ti­a­ti­ver.

AFHAENGIGHEDEN af ri­ge men­ne­sker gjor­de min far ra­sen­de. For ham var det ind­ly­sen­de, at hvis man hav­de pen­ge nok, gav man nog­le af dem va­ek; hvis man hav­de man­ge pen­ge, gav man end­nu fle­re va­ek. Men vi le­ve­de i en tid, der nu er kul­mi­ne­ret, for så vidt an­går at de­fi­ne­re fat­tig­dom som et valg, men­tal syg­dom som en svag­hed, og stats­lig ind­blan­ding som en form for idi­o­ti. En af­ten midt i en pe­ri­o­de med et utal af an­søg­nin­ger blev min far så fru­stre­ret, at han var li­ge ved at va­el­te spi­se­bor­det. »Hvad nu, hvis jeg skri­ver til dem, at vi hja­el­per bra­end­te børn,« råb­te han til min mor, der som sa­ed­van­lig for­søg­te at få ham til at hid­se sig ned. »Tror du, det vil­le va­e­re nok? Vi hja­el­per bra­end­te børn.«

Min far var li­ge ved ik­ke at bli­ve det men­ne­ske, han blev. Den om­vend­te klas­se­ka­em­per hav­de sagt nej til et liv i rig­dom og valgt at tje­ne an­dre men­ne­sker i ste­det for. Un­der op­va­ek­sten var han en klas­se­k­lovn og mors dreng, der spil­le­de ame­ri­kansk fod­bold og kør­te rundt i en spl­in­ter­ny Chevy V-8. Fa­mi­li­en bo­e­de i »the fa­bulous ’40s«, et vil­lakvar­ter i Sa­cra­men­to, der blev gjort be­rømt af fil­men La­dy Bird. Gu­ver­nør Re­a­gan var en af na­bo­er­ne; min far­far, der vok­se­de op i San Fran­ci­sco ef­ter jord­s­ka­el­vet og den sto­re brand, hav­de en stil­ling i Re­a­gans re­ge­ring. Min far drak og fe­ste­de og var li­ge ved ik­ke at kom­me ind på en vi­de­re­gå­en­de ud­dan­nel­se. Kun med nød og na­ep­pe fik han en plads på Ber­ke­ley, hvor hans far selv hav­de be­talt for at gå un­der De­pres­sio­nen, og da han hav­de få­et en ek­sa­men, var han så for­vir­ret, at han en over­gang tog ar­bej­de som fa­engsels­be­tjent, in­den han kom ind på et pra­e­ste­se­mi­na­ri­um. Som han så drop­pe­de ud af ef­ter at ha­ve la­est Nietzs­che. Jeg ved ik­ke, hvor­når han be­gynd­te på det so­ci­a­le ar­bej­de, men det gjor­de han, og da han var midt i tre­di­ver­ne, er­kend­te han, at det skul­le va­e­re hans livs­ger­ning.

Som so­ci­al­rå­d­gi­ve­re ar­bej­de­de beg­ge mi­ne fora­el­dre med en slags nar­ra­tiv te­ra­pi – folk for­tal­te dem de­res hi­sto­ri­er, for at de kun­ne fin­de ud af, hvem de var, og hvor­for de hav­de pro­ble­mer. Mi­ne fora­el­dre for­tal­te og­så of­te os de­res hi­sto­ri­er – isa­er min far. Men sa­ert nok var det som re­gel min mor, ik­ke ham selv, der for­tal­te hi­sto­ri­en om hans op­rin­del­se. Hvis min far mi­ste­de be­her­skel­sen om af­te­nen, li­ste­de hun ind på mit va­e­rel­se og for­kla­re­de, hvor­for han ik­ke øn­ske­de, at vi skul­le ha­ve det sam­me liv, som han hav­de haft – et liv på zigzag­kurs med en fra­va­e­ren­de far. Det og ar­bej­det var for­kla­rin­gen på, at han var så stres­set.

Jeg tviv­le­de al­drig på hen­de og gør det hel­ler ik­ke nu. Jeg ved, at min far el­ske­de os, og at det er hel­digt for mig, at han er en del af mit liv, og at jeg tror på det af et fuldt hjer­te. Hans indstil­ling til at va­e­re far var at »over­svøm­me zo­nen«, for nu at lå­ne et ud­tryk af en gam­mel re­dak­tør på New York Ti­mes, Howard Rai­nes, hvis fi­lo­so­fi for sto­re nyheds­hi­sto­ri­er var: Hvor­for nø­jes med en, hvis man kan skri­ve seks. Samt­li­ge ak­ti­vi­te­ter, jeg delt­og i un­der min op­va­ekst, blev un­der­søgt, over­vå­get og te­stet for na­e­rings­va­er­di. Hvis jeg så ud til at ha­ve for me­get fri­tid, fandt min far en la­e­se­li­ste fra en af sko­ler­ne ov­re øst­på, hans be­teg­nel­se for den ame­ri­kan­ske øst­kyst. El­ler jeg blev sendt af sted for at gø­re mig fortjent til et du­e­lig­heds­ma­er­ke hos spej­der­ne ved at på­ta­ge mig en op­ga­ve, der var så us­a­ed­van­lig, at selv spej­der­fø­re­ren blev for­bløf­fet. »Hvad, er der et ma­er­ke for ar­ki­tek­tur?« Da jeg var 13 og sta­er­kt på­vir­ket af min fars gy­ser­hi­sto­ri­er om kar­ri­e­re­lø­se og ud­sva­e­ven­de in­di­vi­der

– vil du vir­ke­lig kø­re rundt i en Su­baru og se Sa­cra­men­to Kings’ kam­pe re­sten af li­vet? – hav­de jeg va­e­ret i er­hvervsprak­tik i for­skel­li­ge fag – som la­e­ge, ar­ki­tekt og end­da ad­vo­kat – men ik­ke følt mig dra­get af no­get af det. Ret be­set be­hand­le­de min far os, som om vi fik hjem­me­un­der­vis­ning, selv om vi gik i sko­le ti ti­mer om da­gen. Det var en luksus at få så stor op­ma­er­k­som­hed, men og­så en byr­de, ef­ter­som det lig­ger i un­ge dren­ges va­e­sen at va­e­re usta­di­ge, dov­ne og ustand­s­e­lig skif­te in­ter­es­ser som slan­ge­ham og fin­de nye ting. Så­dan var vi og­så, og det gjor­de min far tos­set. Han var så for­hip­pet på, at vi skul­le kla­re os godt som voks­ne, at han be­hand­le­de os som voks­ne og for­kla­re­de, hvad der nemt

kun­ne gå galt, når man var vok­sen – vil I en­de i fa­engsel, for­di I drik­ker for me­get til en fest og så til­fa­el­dig­vis kø­rer et an­det men­ne­ske ned på vej­en

hjem om af­te­nen? – og han ud­del­te kon­do­mer til os helt fra tiår­sal­de­ren. Jeg gem­te mi­ne, til de råd­ne­de; min sto­re­bror brug­te si­ne på et se­ne­re tids­punkt, mens min lil­le­bror an­vend­te si­ne som vand­bal­lo­ner og ka­ste­de dem ef­ter for­bi­pas­se­ren­de bi­ler.

Min far hav­de en sa­er og over­rum­p­len­de hu­mor den­gang, men den om­fat­te­de ik­ke be­gre­bet fi­a­sko. Vi vok­se­de op i skyg­gen af hans ka­er­lig­hed med fø­lel­sen af, at vi var fi­a­sko­er, der kun ven­te­de på at ske. Det skyld­tes ik­ke en mis­for­stå­el­se, for han brug­te of­te ne­top den ta­le­må­de. Da jeg en af­ten lyt­te­de med på den an­den si­de af va­eg­gen, hør­te jeg ham, da han for­søg­te at hja­el­pe min sto­re­bror med en hjem­me­op­ga­ve i ma­te­ma­tik. Jeg hør­te min far rå­be gang på gang, hver gang An­dy kom med det for­ker­te svar. »For­kert! Du er en fi­a­sko! Du er en fi­a­sko! Du kan li­ge så godt op­gi­ve med det sam­me!« Straks ef­ter storme­de han ud af va­e­rel­set og sma­ek­ke­de dø­ren ef­ter sig, så he­le hu­set ryste­de. MIN fars vre­de i de år var ufor­ud­si­ge­lig og om­skif­te­lig som et stormvejr, sim­pelt­hen fryg­tind­g­y­den­de. En sam­ta­le kun­ne of­te eska­le­re fra spørgs­mål, der var som lu­ne op­vin­de, og så plud­se­lig slå om til vind­stød af or­kanstyr­ke, og det ske­te så hur­tigt, at man mi­ste­de fat­nin­gen. Min far var ik­ke sa­er­lig høj, men ta­et byg­get og fa­eno­me­nalt sta­erk, og det kun­ne vi ik­ke und­gå at fin­de ud af. En­gang greb han min sto­re­bror og mig i at slås ude i for­ha­ven, og en brøk­del af et se­kund, ef­ter at jeg så hans ene sko ud af øjen­kro­gen, fløj vi gen­nem luf­ten. Han hav­de ka­stet os beg­ge to ind i et bu­skads, så let som var vi halv­tom­me rej­se­ta­sker. Det blev va­er­re, og det var ik­ke spor rart, og jeg til­brag­te en stor del af mi­ne tid­li­ge te­e­na­ge­år i en til­stand af kon­stant frygt.

Den­ne vre­de gik va­erst ud over min sto­re­bror; min lil­le­bror valg­te at spil­le of­fer­rol­len; min re­ak­tion var at bli­ve me­get, me­get selv­sta­en­dig. Jeg hav­de en mas­se ak­ti­vi­te­ter ef­ter sko­le og kom sja­el­dent hjem før ef­ter klok­ken syv om af­te­nen. Jeg blev en la­e­ser, så mi­ne tan­ker var bog­sta­ve­lig talt an­dre ste­der. Jeg dyr­ke­de seks sports­gre­ne, og min krop blev et for­svar­s­vå­ben. Jeg ind­lod mig ik­ke på slags­mål, men folk skul­le ta­en­ke sig godt om, før de be­gynd­te at ge­ne­re mig. Det gjaldt og­så min far. Re­sul­ta­tet var en slags dob­belt­hed, som der gen­nem åre­ne er gå­et hul på. Jeg ser så at si­ge alt ske for­an mig, et split­se­kund før det fak­tisk sker, og over­la­der det til den per­son, der sid­der over for mig, at ta­ge sig af det.

Af den­ne grund fø­ler jeg mig ef­ter­hån­den hjem­me i sel­skab med op­fa­ren­de per­so­ner. Sam­men med men­ne­sker, der kra­e­ver me­get, som ska­ber en stem­ning, og som ta­ger be­slut­nin­ger og fast­la­eg­ger be­tin­gel­ser­ne. Det er det, jeg ken­der. Jeg be­hø­ver ik­ke en­gang at an­ven­de mi­ne sa­er­li­ge ev­ner; det sker ba­re. Al­le i mi­ne om­gi­vel­ser ud­sen­der den sam­me slags fo­re­gri­ben­de tan­ke­eks­pe­ri­men­ter, som jeg send­te ud i luf­ten hjem­me i Sa­cra­men­to, når jeg for­nem­me­de for­an­drin­ger i luf­ten, og når der nu om da­ge fin­der et ud­brud

»Hvad nu, hvis jeg skri­ver til dem, at vi hja­el­per bra­end­te børn,« råb­te han til min mor, der som sa­ed­van­lig for­søg­te at få ham til at hid­se sig ned. »Tror du, det vil­le va­e­re nok? Vi hja­el­per bra­end­te børn.« Jeg si­ger det­te som for­fat­ter og der­for med ka­er­lig­hed og kend­skab til mit eget van­vid. Vi er som­me­ti­der fryg­te­li­ge men­ne­sker. Narcis­si­sti­ske, strid­ba­re, enspo­re­de og un­der­li­ge.

Han ud­del­te kon­do­mer til os helt fra tiår­sal­de­ren. Jeg gem­te mi­ne, til de råd­ne­de; min sto­re­bror brug­te si­ne på et se­ne­re tids­punkt, mens min lil­le­bror an­vend­te si­ne som vand­bal­lo­ner og ka­ste­de dem ef­ter for­bi­pas­se­ren­de bi­ler.

En sam­ta­le kun­ne of­te eska­le­re fra spørgs­mål, der var som lu­ne op­vin­de, og så plud­se­lig slå om til vind­stød af or­kanstyr­ke, og det ske­te så hur­tigt, at man mi­ste­de fat­nin­gen.

sted, har jeg al­le­re­de halvvejs fo­re­gre­bet det. Min far brug­te med an­dre ord man­ge af mi­ne te­e­na­ge­år i den tro, at han la­er­te mig, hvor­dan man ik­ke skal le­ve, el­ler vi­ste mig, hvad jeg mu­lig­vis kun­ne bli­ve god til, men i vir­ke­lig­he­den for­me­de han mig på en så­dan må­de, at jeg blev den per­fek­te, lyd­hø­re re­dak­tør. Et men­ne­ske, der kan for­hol­de sig til vidt for­skel­li­ge for­mer for in­ten­si­tet og van­vid.

Jeg si­ger det­te som for­fat­ter og der­for med ka­er­lig­hed og kend­skab til mit eget van­vid. Vi er som­me­ti­der fryg­te­li­ge men­ne­sker. Narcis­si­sti­ske, strid­ba­re, enspo­re­de og un­der­li­ge. De til­ta­gen­de for­mer for ma­ni, der er knyt­tet til isa­er ejen­dom­me­li­ge små de­tal­jer, er en­de­lø­se. Men for­fat­te­re er men­ne­sker, der har kon­trol over de­res ar­bej­de og ik­ke an­det. De­res over­le­vel­se be­ror i man­ge til­fa­el­de på ne­top det­te in­tet an­det. De go­de an­mel­del­ser, stil­lin­ger som un­der­vi­ser, salgstal, som de har rin­ge el­ler slet in­gen kon­trol over. Det er en op­skrift på in­tens angst. Selv om man ser bort fra al den an­den angst knyt­tet til ar­bej­det, usik­ker­he­den på om det hol­der, om det over­ho­ve­det er godt nok, skal man sta­dig ha­ve mad på bor­det, man skal ha­ve pen­ge til sund­hed (i USA), tag over ho­ve­d­et og sko­ler til bør­ne­ne, hvis der er børn. At skaf­fe al­le dis­se go­der på en for­fat­ter­løn er så godt som umu­ligt. Det er lat­ter­ligt. Selv for­fat­te­re som Za­die Smith og Jhum­pa La­hi­ri un­der­vi­ser i USA, og hvad mon det be­ty­der? Det bli­ver ik­ke min­dre stres­sen­de af, at sti­pen­di­er og pri­ser i høj grad af­ha­en­ger af ens om­døm­me.

Jeg indså tid­ligt, når jeg så min far ar­bej­de el­ler sad ved si­den af min mor, når hun skrev no­ta­ter om pa­tien­ter, der var ved at dø af Par­kin­sons og aids, at jeg ik­ke hav­de an­la­eg for at ta­ge mig af mi­ne med­men­ne­sker på den må­de. I mi­ne år som te­e­na­ger kør­te min mor helt op til 250 ki­lo­me­ter om da­gen til fjer­nt­lig­gen­de hu­se for at vej­le­de men­ne­sker, der var i be­greb med at mi­ste na­e­re på­rø­ren­de. Det var et kra­e­ven­de, vig­tigt, op­s­li­den­de ar­bej­de, og det var ik­ke nok at tro på det for at gø­re det – man skul­le og­så ha­ve et tå­l­mo­digt tem­pe­ra­ment og no­get me­re – jeg si­ger det tø­ven­de – et na­e­sten hel­ligt sin­delag for at gen­nem­fø­re det.

Jeg øn­ske­de, at jeg hav­de det. Jeg holdt me­get af min mor og be­un­dre­de hen­de end­nu me­re, end jeg be­un­dre­de min far, for­di hun kun­ne le­ve med al­le de gru­ful­de hi­sto­ri­er, og for­di hun gjor­de li­vet bed­re for an­dre men­ne­sker. Da jeg blev for­fat­ter, faldt det mig ik­ke ind at op­dig­te hi­sto­ri­er; hun var et le­ven­de ek­sem­pel på, at det ik­ke var nød­ven­digt. Hi­sto­ri­er­ne var overalt om­kring os, de åd men­ne­skers krop­pe op. Min far var en tyran en gang imel­lem, men det var min mor, der la­er­te mig no­get på den rig­tig hår­de må­de. Ba­re jeg hør­te et par af hen­des hi­sto­ri­er, indså jeg, at der var rent ka­os der­u­de, og at det ven­te­de på os al­le sam­men i en el­ler an­den form. Det ind­hen­te­de os al­le før el­ler si­den. Min far pres­se­de hårdt på, som­me­ti­der for hårdt, i den tro at han kun­ne be­skyt­te os mod den­ne sand­hed om ka­os, og ved at gø­re det gjor­de han mig til et men­ne­ske, der for­sø­ger at hja­el­pe men­ne­sker, der er ra­sen­de nok til at ska­be form i ka­os.

DET er ik­ke så la­en­ge si­den, jeg for­stod den­ne sam­men­ha­eng. Jeg var i Sa­cra­men­to for at be­sø­ge min far. Han bor der sta­dig, nu med sin an­den ko­ne, i det gam­le kvar­ter, hvor han var vok­set op, og kør­te i en bil, han vil­le ha­ve la­vet sjov med, da jeg var dreng, og gjor­de en mas­se ar­bej­de i sin smuk­ke ha­ve, når han ik­ke på­tog sig fri­vil­ligt ar­bej­de el­ler gik lan­ge tu­re. En af de for mig des­o­ri­en­te­ren­de for­an­drin­ger i hans liv, ef­ter at han hav­de gif­tet sig igen, er al­le aen­drin­ger­ne i hans hjem. Det hjem, jeg vok­se­de op i, var fan­ta­stisk, men og­så et kon­stant rod. Det hus og den ha­ve, min far nu bor i, kun­ne ha­ve va­e­ret et mu­se­um.

Da jeg an­kom sent en af­ten un­der et be­søg i Sa­cra­men­to, blev jeg så for­vir­ret, at jeg tviv­le­de på, om jeg var kom­met frem til den rig­ti­ge adres­se. Som jeg sad der i en vens bil med mo­to­ren i tom­gang, kom jeg til at ta­en­ke på we­e­ken­der­ne i Sa­cra­men­to sidst i 1980er­ne og i be­gyn­del­sen af 1990er­ne, hvor jeg gjor­de alt for at und­gå det hus, jeg bo­e­de i den­gang, men var af­ha­en­gig af i we­e­ken­der­ne.

Selv når jeg spil­le­de på ude­ba­ne el­ler delt­og i idra­et­s­tur­ne­rin­ger, var jeg hen­vist til at op­hol­de mig i hu­set i 36 ti­mer el­ler me­re, og da det lå i Cen­tral Val­ley, kun­ne man plan­te, slå, trim­me, be­ska­e­re og i det he­le ta­get skam­fe­re sin ha­ve ti el­ler 11 må­ne­der om året. Hver we­e­kend gik min far i gang ude i vo­res ha­ve med et na­er­mest ko­misk ra­se­ri. En som­mer fjer­ne­de han blad for blad en ved­bend fra vo­res pal­me­trae. En an­den som­mer ud­gra­ve­de han en for­sa­en­ket ha­ve og plan­te­de euka­lyp­tu­stra­e­er, så den ka­ele­ka­nin, vi ik­ke la­en­ge­re var så in­ter­es­se­re­de i, hav­de et køligt sted at gra­es­se. Hver uge gra­ve­de den sig to me­ter ned un­der stå­l­t­rå­ds­heg­net for at kom­me ud i fri­he­den. Al­le de op­ga­ver, vi fuld­før­te ude i ha­ven, blev gri­n­ag­tigt hur­tigt gjort om igen af na­tu­ren. Ra­e­ve åd de dru­er, vi plan­te­de. Va­skeb­jør­ne bed al­le blom­ster­k­nop­per­ne af. Gra­es­pla­e­nen blev brun i den ba­gen­de sol, li­ge så hur­tigt som man van­de­de den, og selv om vi for­søg­te at om­gå loven ved at bru­ge lang­somt ro­te­ren­de sprink­le­re i bag­ha­ven, var det ri­si­ka­belt. En søn­dag mor­gen blev jeg va­ek­ket af min fars brøl ne­de i køk­ke­net – sprink­le­ran­la­eg­get var va­el­tet og hav­de na­e­sten kap­pet en af hans vej­r­bid­te kva­e­ler­fin­gre af. Jeg vil­le øn­ske, at min mor sta­dig var i li­ve, så hun kun­ne gi­ve mig sin ver­sion af den­ne pe­ri­o­de i vo­res liv sam­men. Det var hen­de, der trak min fars pe­ge­fin­ger ud af dø­de­ns ka­e­ber, og jeg tror fak­tisk og­så, hun sag­de til ham, at han måt­te hol­de op med at slå på os. På et el­ler an­det tids­punkt i den­ne pe­ri­o­de holdt han nem­lig op – og det ske­te sta­dig of­te­re, at hun ru­ske­de mig vå­gen søn­dag mor­gen med an­sig­tet for­dre­jet af uka­rak­te­ri­stisk vre­de og råb­te, at jeg skul­le gå i ha­ven og hja­el­pe ham, han er halv­treds år gam­mel, før vi ved af det, får han et hjer­te­an­fald.

Jeg lun­te­de ud i bag­ha­ven og fandt ham med ryg­gen mod hu­set. Han lu­ge­de mel­lem solsik­ker­ne el­ler spred­te spagnum un­der ro­do­den­dro­ner­ne. Som­me­ti­der gav han mig no­get at gø­re, men da ti­den, hvor jeg skul­le be­gyn­de på uni­ver­si­te­tet, na­er­me­de sig, send­te han mig va­ek el­ler tvang mig til at tvin­ge ham til at la­de mig hja­el­pe. Som­me­ti­der kør­te vi på plan­tesko­len for at kø­be gød­ning til aza­lea­en el­ler en an­den ny blomst, han kun­ne plan­te op ad et hegn. Ved sol­ned­gang var han for­bra­endt af so­len og hav­de saltre­ster på hu­den, men var me­get, me­get stil­le. Ef­ter mid­da­gen bad han mi­ne brød­re og mig om at smø­re ham ind i sal­ve på ryg­gen, mens vi så af­ten­nyhe­der el­ler en ba­se­bal­lkamp. Det var de bed­ste stun­der. Han la­er­te os om­sorg, for­di han selv hav­de brug for den.

Jo­hn Fre­e­man er for­fat­ter og re­dak­tør for Fre­e­man’s.

Over­sat af Claus Bech

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.