En nord­mand i New York

Sce­neskift. Nor­ske Jo­han Harstad har skre­vet en pra­eg­tig ro­man om ven­ska­ber, kunst og mi­grant­liv.

Weekendavisen - - Bøger - Af KATHRINE TSCHEMERINSKY

Jo­han Harstad: Max, Mi­s­cha & Tet-of­fen­si­ven. Over­sat fra norsk ef­ter »Max, Mi­s­cha & Te­tof­fen­si­ven« af Ne­te Hars­berg og Lea Carl­sen Ejsing. 1070 si­der. 400 kr. C&K.

Der er en sce­ne i nor­ske Jo­han Harstads fjer­de ro­man, hvor Max Han­sen, hi­sto­ri­ens forta­el­ler, be­skri­ver, hvor­dan han og hans mor ple­je­de at le­ge en leg, når de gik i te­a­tret sam­men. »Kun­sten ik­ke at smi­de en ap­pels­in« gik ud på, at moren rak­te ham en ap­pels­in i mi­nut­ter­ne, in­den fo­re­stil­lin­gen be­gynd­te, ledsa­get af et til­bud om en­ten at spi­se ap­pels­i­nen el­ler at ka­ste den ef­ter en af sku­e­spil­ler­ne. Øvel­sen, re­flek­te­rer Max man­ge år se­ne­re, hav­de selv­føl­ge­lig ik­ke til for­mål at gi­ve ham mu­lig­hed for at ud­tryk­ke sin util­freds­hed, men at vi­se ham, hvor skrø­be­lig en te­a­ter­fo­re­stil­ling i vir­ke­lig­he­den er. For, som Max be­ma­er­ker: »Én fly­ven­de ap­pels­in, og il­lu­sio­nen vil­le bri­ste for hund­red­vis af men­ne­sker.« Ap­pels­i­nens la­e­re er blot et af man­ge fan­ta­sti­ske ek­semp­ler på, hvor­dan Jo­han Harstad på na­e­sten in­gen plads bå­de kan skil­dre de små, in­ti­me øje­blik­ke, der for­bin­der men­ne­sker, og sa­et­te sit eget va­erk i kunst­ne­risk re­lief. Al­li­ge­vel har han skre­vet en bog på over 1000 si­der. Men Max, Mi­s­cha & Tet-of­fen­si­ven er ik­ke én si­de for lang. Forta­el­lin­gens dra­ma­ti­ske frak­tur fin­der sted i som­me­ren 1988, hvor da­ge­ne står i Viet­nam­kri­gens tegn for en flok dren­ge. På lof­tet har Max fun­det en kas­se med flag og ko­pi­er af Ma­os Lil­le Rø­de, som stam­mer fra den­gang, fora­el­dre­ne sta­dig var ak­ti­ve med­lem­mer af Ar­bei­der­nes Kom­mu­ni­st­par­ti og ka­em­pe­de mod ame­ri­ka­ner­nes krigs­fø­rel­se i Viet­nam, og han for­står, i hvert fald in­tu­i­tivt, at kri­gen er en nøg­le til at for­stå, hvor­for hans fora­el­dre ik­ke er som al­le de an­dre fora­el­dre i for­stadskvar­te­ret lidt uden for Sta­van­ger. Men i for­bin­del­se med dren­ge­nes genop­fø­rel­se af Tet-of­fen­si­vens af­gø­ren­de slag fal­der Max ud af et vin­due, knu­ser kra­ve­be­net og får ef­ter­føl­gen­de beg­ge ar­me lagt i gips, og det er i den­ne (s)til­stand, han en af­ten over­hø­rer si­ne fora­el­dre dis­ku­te­re fa­mi­li­ens fo­re­stå­en­de flyt­ning til USA, na­er­me­re be­stemt Long Island, hvor fa­ren har få­et til­budt et job som pi­lot for Ame­ri­can Air­li­nes. Ar­gu­men­ter­ne for flyt­nin­gen er prak­ti­ske, men un­der­vejs i ro­ma­nen for­står man og­så, at fa­ren nok har haft et øn­ske om at fjer­ne sig fra skam­men over at ha­ve svig­tet par­ti­kam­me­ra­ter­ne til for­del for et kom­forta­belt mid­delklas­se­liv. Sel­ve ek­silet – for »børn emi­gre­rer ik­ke, de bli­ver tvun­get i ek­sil« – ind­le­des året ef­ter, da Max er 13 år gam­mel, men ro­ma­nen er skre­vet vel vi­den­de, at li­vet for­stås bag­la­ens, og hi­sto­ri­en bli­ver der­for for­talt af Max, da han i 2012 lig­ger søvn­løs på et ho­telva­e­rel­se i Min­neso­ta, hvor han be­fin­der sig på tur­né med en te­a­ter­fo­re­stil­ling, han har in­stru­e­ret.

»Jeg skri­ver på norsk, for­di jeg la­en­ges hjem, og det er ble­vet for sent at ven­de hjem,« be­ma­er­ker den på det tids­punkt 35-åri­ge Max og er­ken­der, må­ske for før­ste gang, at ek­silet er ble­vet en per­ma­nent til­stand. I ste­det for­sø­ger han at sam­le alt det i skrif­ten, der til sam­men har skabt den be­va­e­gel­se, som er hans liv. Jo­han Harstad har en be­un­drings­va­er­dig ev­ne til at for­mid­le de so­ci­a­le og kul­tu­rel­le in­spira­tio­ner, der gen­nem åre­ne for­mer Max’ blik på ver­den og sig selv. Fra det før­ste mø­de med bedste­ven­nen Mor­decai We­in­traub, der i en rø­ren­de call and re­spon­sese­kvens af­slø­rer, at og­så han ken­der samt­li­ge replik­ker fra Viet­nam­fil­men Apo­ca­lyp­se Now, til un­der­vis­nings­ti­mer­ne med den ty­ske krigs­flygt­ning, dra­ma­la­e­re­ren Wo­hl­man, der med sin op­sa­et­ning af Eugè­ne Io­nescos Na­e­se­hor­net for­sø­ger at vac­ci­ne­re si­ne ele­ver mod kol­lek­ti­vets (to­ta­li­ta­e­re) fri­stel­ser. Sta­er­kt be­skre­vet er og­så den en­de­lø­se som­mer på Fi­re Island, hvor Max og Mor­decai ta­ger til fest hos den syv år ae­l­dre Mi­s­cha, som ma­ler va­ske­ma­ski­ner og an­dre hy­per­re­a­li­sti­ske mo­ti­ver, men og­så gen­ga­el­der Max’ be­ta­gel­se og bli­ver hans part­ner ind i vok­sen­li­vet og New Yor­ks kunst­ver­den, som Max for la­engst er ble­vet en del af, da han sid­der på ho­tel­let i Midt­ve­sten og gri­f­ler si­ne erin­drin­ger. Un­der­vejs blev jeg bå­de min­det om Karl Ove Knaus­gårds seks­bindsva­erk om ho­mo scan­di­navi­cus og den ame­ri­kan­ske fil­min­struk­tør Ri­chard Link­la­ters Boyhood, som og­så var et for­søg på at ind­fan­ge øje­blik­ke, der op­ly­ser ti­dens gang. Men Jo­han Harstad, hvis ka­er­lig­hed ty­de­lig­vis ik­ke be­gra­en­ser sig til lit­te­ra­tu­ren, la­der og­så Max om­ta­le al­le de (fik­ti­ve) te­a­ter­fo­re­stil­lin­ger og kunstva­er­ker, som bå­de han selv og Mi­s­cha gen­nem åre­ne pro­du­ce­rer, og den­ne lit­te­ra­e­re dyr­kel­se af kun­stens man­ge ud­tryks­for­mer er sja­el­dent ud­ført bed­re.

»En im­mi­grant er ba­re et men­ne­ske, der først har va­e­ret ét sted, og nu er et an­det,« be­ma­er­ker Max på et tids­punkt, og en af de ting, ro­ma­nen for­mid­ler med stor ind­sigt, er, hvad der sker, idet im­mi­gran­ten be­va­e­ger sig va­ek fra det, han el­ler hun var, og hen mod no­get an­det. Et af dis­se øje­blik­ke ind­fin­der sig, da Max en dag op­da­ger, at han er holdt op med at ta­le, som om han har »grus i mun­den«, og i ste­det har til­lagt sig en fuld­fed ame­ri­kansk ac­cent, mens hans mor, i et for­søg på at sik­re sig, at bå­de hun selv og hen­des »norsk­hed« er in­takt, be­gyn­der at til­be­re­de kom­ler, men un­der­vejs må er­ken­de, at hun har glemt op­skrif­ten.

Men det er ik­ke kun ro­ma­nens ka­rak­te­rer, der un­der­vejs for­an­drer sig; ver­den bli­ver og­så en an­den, og den­ne ek­ster­ne for­skyd­ning la­der Harstad isa­er kom­me til ud­tryk gen­nem hi­sto­ri­en om Max’ on­kel Owen, født Ove, der for­lod Nor­ge i 1968 til for­del for New York, hvor han hå­be­de på at bli­ve no­get in­den for ja­zzen. Men by­en og »de cool kat­te«, han hav­de drømt om, er for­s­vun­det, da han når frem, ti år for sent, og ga­der­ne er i ste­det ind­ta­get af hip­pi­er­ne. Owens lod i li­vet er at lan­de på den for­ker­te si­de af hi­sto­ri­en, hvil­ket han igen får at ma­er­ke, da han mel­der sig som sol­dat og rej­ser til Viet­nam, an­spo­ret af løf­tet om et ame­ri­kansk stats­bor­ger­skab. Fle­re af hans na­er­me­ste, her­i­blandt Max’ far, fin­der nem­lig livsval­get util­gi­ve­ligt, og det er først, da Owen, i kølvan­det på 9/11, til­slut­ter sig et op­ryd­nings­hold, som ude­luk­ken­de be­står af gam­le krigs­ve­te­ra­ner, at han en­de­lig flug­ter med ti­dens ånd.

Om te­a­tret si­ger Max, at »hvis jeg hav­de haft over­skud til at un­der­vi­se, vil­le jeg ha­ve sagt, at det hand­ler om ne­top det: til­ste­de­va­e­rel­se«. Når Jo­han Harstad er lyk­ke­des med at skri­ve en ro­man af ka­em­pe om­fang og am­bi­tion, skyl­des det ne­top for­fat­te­rens ev­ne til at ska­be til­ste­de­va­e­rel­se, og man la­eg­ger Max, Mi­s­cha & Tet-of­fen­si­ven fra sig uden at ha­ve ma­er­ket den mind­ste lyst til at ka­ste med ap­pels­i­ner.

Jo­han Harstads ro­man fav­ner bredt – fra Tet-of­fen­si­ven i Viet­nam til kunst­ver­de­nen i New York.

FO­TO: SCAN­PIX/ IL­LU­STRA­TION FRA BO­GEN

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.