Den flin­ke selv­mord­s­kan­di­dat

Au­dur Ava Ól­af­sdót­tirs an­ti­helt rej­ser ud i den grum­me ver­den og over­man­der livs­le­den med hja­elp fra en bo­re­ma­ski­ne.

Weekendavisen - - Bøger - Af BIRTE WEISS

Au­dur Ava Ól­af­sdót­tir: Ar. Over­sat fra island­sk ef­ter »Ôr« af Erik Skyum-Ni­el­sen. 252 si­der. 300 kr. Batzer & Co.

ema­et i Ar er vel­kendt. Mi­dal­dren­de mand i midt­vejskri­se spør­ger til li­vets me­ning og fin­der ik­ke svar. Han pra­e­sen­te­res så­dan: Jo­nas Ebe­ne­ser, isla­en­ding, fra­skilt, he­te­ro­seksu­el, uden magt, uden seksu­al­liv, fiks på fin­gre­ne og ta­to­ve­ret på ma­ven med en hvid åkan­de, der skal ca­mou­f­le­re di­ver­se ar. Ko­nen drop­pe­de ham, for­di han var for for­ud­si­ge­lig, og dat­te­ren vi­ser sig at va­e­re af frem­med avl. Den halv­de­men­te mor på ple­je­hjem­met kal­der ham lil­le Suk­ker­k­nald, men er i si­ne ly­se øje­blik­ke kun op­ta­get af ma­te­ma­tik og va­eb­ne­de kon­flik­ter rundt om i ver­den. Der­for spør­ger han sta­dig of­te­re sig selv: Er der over­ho­ve­det no­gen, der vil sav­ne mig, hvis jeg ik­ke er her? Hvor­for ik­ke gø­re en en­de på det he­le, så ver­den slip­per for at ha­ve be­sva­er med mig – og jeg med den? Hans gen­bo, Sva­nur, ud­tryk­ker liv­stviv­len lidt an­der­le­des:

T»Kom­mer man sig no­gen sin­de oven på at va­e­re ble­vet født? Hvis no­gen hav­de spurgt en om ens me­ning, vil­le man må­ske ha­ve ta­get den be­slut­ning ik­ke at bli­ve født.«

Jo­nas er en flin­ker fyr, og selv­mor­det må der­for ik­ke bli­ve en be­last­ning for de ef­ter­lad­te. Det nem­me­ste vil­le va­e­re at ha­en­ge sig i en lam­pe­krog, men det vil­le na­ep­pe va­e­re hyg­ge­ligt for dat­te­ren at fin­de ham på den må­de. Han skyl­der hen­de vel og­så at ryd­de pa­ent op i lej­lig­he­den, sor­te­re si­ne pa­pi­rer og slet­te unød­ven­di­ge per­son­li­ge spor. Al­ter­na­ti­vet kan va­e­re at sky­de sig med det jagt­ge­va­er, han har lånt af gen­bo­en, men hvor går man diskret hen i den slags ae­rin­der uden for jagtsa­e­so­nen? På den må­de skub­ber han he­le ti­den fuld­byr­del­sen af sin livs­le­de for­an sig, ind­til han plud­se­lig be­slut­ter at rej­se til et unavn­gi­vet, krigs­haer­get land. Her kan en ueks­plo­de­ret bom­be el­ler land­mi­ne gø­re ar­bej­det for ham.

Den rej­sen­de ska­ber mista­enksom­hed, da han uden an­den ba­ga­ge end en stak gam­le dag­bø­ger, en bo­re­ma­ski­ne og lidt an­det hånd­va­er­ker­grej an­kom­mer til lan­det, hvor hu­se, men­ne­sker og til­lid er ble­vet søn­der­re­vet. På ho­tel­let hvi­skes der om, at han må va­e­re ude i mis­lie­bigt ae­rin­de. Hvem ved, må­ske som spion el­ler tyv på jagt ef­ter de ar­ka­e­o­lo­gi­ske va­er­di­er, der gem­mer sig i ru­in­dyn­ger­ne. Fan­ta­si­en ra­ek­ker ik­ke til, at man­den fra det pri­vil­e­ge­re­de, fre­de­li­ge nord blot er på ud­kig ef­ter en upå­fal­den­de må­de at dø på.

Jo­nas føl­ger no­gen­lun­de sam­me kur­ve som ho­ved­per­so­nen i sven­ske Fredrik Ba­ck­mans En mand der hed­der Ove, som gang på gang bli­ver di­stra­he­ret i si­ne selv­mord­s­pla­ner. Beg­ge fin­der un­der­vejs ud af, at li­vet og­så har si­ne plus­si­der, og at det er sva­ert at forskan­se sig i en af­vi­sen­de at­ti­tu­de, når an­dre har brug for en hja­el­pen­de hånd. Det har Gud og hver­mand i den ar­re­de by, og in­den Jo­nas har set sig om, er han i gang som han­dy­man på ho­tel­let, hvor han bor, på re­stau­ran­ten, hvor han spi­ser, og i et kvin­de­kol­lek­tiv, han la­e­rer at ken­de.

FASERNE i hans – i be­gyn­del­sen ufri­vil­li­ge – til­ba­ge­ven­den til li­vet og na­tur­li­ge in­stink­ter er be­skre­vet i et ned­da­em­pet sprog med ut­ra­di­tio­nel­le bil­le­der. Om en kvin­de på ho­tel­let si­ger han: »Hun ven­der sig om og hil­ser på mig. Det er sva­ert for mig at for­kla­re, men plud­se­lig gri­bes jeg af trang til at rø­re kvin­den, til at stry­ge hen­de ned over ryg­gen, det fø­les som no­get midt imel­lem at stry­ge en kat og en nytøm­ret pa­nelva­eg. Umid­del­bart ef­ter føl­ger en an­den fø­lel­se, som at la­en­ges ef­ter vindstil­le el­ler et for­år som ik­ke kom­mer – ik­ke på det tids­punkt og på den må­de man reg­ne­de med.«

Ar, som er indstil­let til Nor­disk Rå­ds Lit­te­ra­tur­pris, er Au­dur Ava Ólaf­dót­tirs fem­te ro­man, hvoraf to – Stik­lin­gen (2009) og Sva­ner bli­ver ik­ke skilt (2016) – er over­sat til dansk. Hun har og­så skre­vet dig­te, sku­e­spil, san­ge og ana­ly­se­ren­de tek­ster i for­bin­del­se med sit job som le­der af Islands Uni­ver­si­tets Kunst­mu­se­um. Uan­set hvad hun be­ska­ef­ti­ger sig med, be­va­e­ger hun sig med en sti­li­stisk ube­sva­e­ret­hed, der har gjort hen­de til en po­pu­la­er skri­bent bå­de hjem­me og ude. I Ar ska­ber hun en an­ti­helt, som rej­ser ud i den grum­me ver­den og fik­ser sin livs­le­de med hja­elp fra en bo­re­ma­ski­ne. Det er en fi­nur­lig forta­el­ling med ek­si­sten­ti­el ra­ek­ke­vid­de for­mid­let med stil­le hu­mor.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.