Ud­kants-Kø­ben­havn

ILLUSTRATION: GITTE SKOV

Weekendavisen - - Kultur - LAYOUT: BENTE BRUUN Af JO­HAN­NE MYGIND KORREKTUR: LOU­I­SE LUNDBERG CLAESEN

DET er søn­dag. Hu­set er for en sja­el­den gangs skyld na­e­sten tomt. Det er kun mig og den yng­ste søn, som er hjem­me.

»Skal vi gå ned til hav­nen?« spør­ger jeg og ra­ek­ker hån­den ud mod Ru­ben. »Ned og få en so­da­vand?«

Ru­ben fin­der sit lø­be­hjul frem med det sam­me.

Vi går al­tid ned til hav­nen, når vi skal gå tur. Vi fandt den, da vi flyt­te­de til Syd­hav­nen for over ti år si­den. En gråvej­rs­dag vo­ve­de vi os over på den an­den si­de af jer­n­ba­nespo­ret og op­da­ge­de en lil­le­bit­te havn med en blan­ding af fi­sker­kut­te­re, hus­bå­de og ma­er­ke­li­ge hjem­me­byg­ge­de hu­se. »Fi­sker-Chri­sti­a­nia« døb­te jeg ste­det. Jeg vid­ste slet ik­ke, at den slags fand­tes i Kø­ben­havn la­en­ge­re.

Ved hav­nen er der al­tid no­get at se på. I dag er to ma­end i gang med at hug­ge en gam­mel mast om til bra­en­de. Ru­ben står la­en­ge og be­trag­ter dem, mens mo­tor­sa­ven går igen­nem tra­e­et.

»Er det ik­ke nem­me­re at gø­re det med en fuks­svans?« rå­ber en mand.

»Hvad er en fuks­svans, mor?« spør­ger Ru­ben.

»Jeg tror nok, at det er en slags sav,« sva­rer jeg.

På as­fal­ten lig­ger en stor bun­ke sam­men­fil­tre­de fi­ske­net. Vo­res havn er den sid­ste havn i he­le Kø­ben­havn, hvor der sta­dig be­dri­ves er­hvervs­fi­ske­ri. Man kan vist­nok kø­be ma­k­rel­ler og røds­pa­et­ter di­rek­te fra kut­te­ren, men jeg har al­drig fun­det ud af hvor­dan. Det ta­ger lang tid at in­fil­tre­re Syd­hav­nens hem­me­li­ge netva­erk.

Ret be­set er Syd­hav­nen et af Kø­ben­havns yn­gre kvar­te­rer, men ån­den er gam­mel. Fi­sker­ne har va­e­ret her si­den An­den Ver­denskrig, og fle­re af Ru­bens klas­se­kam­me­ra­ter har fora­el­dre og bedste­fora­el­dre, som og­så er vok­set op her­u­de. Si­den den før­ste rø­de kar­ré blev byg­get i 1913, har Syd­hav­nen va­e­ret et ar­bej­der­kvar­ter. I dag er det sta­dig­va­ek et af de kvar­te­rer i Kø­ben­havn, hvor be­bo­er­ne tje­ner mindst, og gen­nem­snits­le­ve­al­de­ren er kor­test. Kun i de sid­ste par år er nog­le af va­erts­hu­se­ne ble­vet la­vet om til caféer. Vi har og­så få­et en bog­hand­ler og en ba­ger, som sa­el­ger øko­lo­gisk brød. Syd­hav­nen for­an­drer sig, men hidtil er det gå­et lang­som­me­re end an­dre ste­der i by­en. »Kom nu, mor,« si­ger Ru­ben og hi­ver i mig, for vi skal ha­ve en sod­vand på Sejl­klub­ben Mel­lem­for­tet, som har en ud­sigt over hav­nen, som na­e­sten slår Bel­le­vu­es.

»Det er mo­bi­le pay el­ler kon­tant,« si­ger Mel­lem­for­tets ser­vi­tri­ce med det af­ble­ge­de hår, da jeg af­gi­ver vo­res be­stil­ling.

»Pis,« si­ger jeg og ser be­kla­gen­de på Ru­ben, for jeg har in­gen af de­le­ne. Hel­dig­vis er der en af stam­ga­ester­ne, som tra­e­der til. »Kna­eg­ten skal da ha­ve sin so­da­vand,« si­ger man­den og be­ta­ler og­så for min kaf­fe. Det bli­ver 25 kr. i alt. Jeg ken­der in­gen an­dre ste­der i Kø­ben­havn, hvor man kan få en kop kaf­fe og en so­da­vand for 25 kr. Jeg ken­der hel­ler ik­ke an­dre ste­der, hvor so­da­van­den er tur­kis­far­vet.

»Man­ge tak,« smi­ler jeg.

»Vi må sgu da hja­el­pe hin­an­den,« slår han fast med den­ne sa­er­li­ge syd­havns-so­li­da­ri­tet, som i ge­ne­ra­tio­ner har op­ret­holdt li­vet i en by­del, hvor kun få har for me­get, men man­ge for lidt. På Syd­hav­nens egen Fa­ce­book-grup­pe har hja­elp­som­he­den få­et et nyt di­gi­talt an­sigt. Her ud­veks­ler vi bør­ne­tøj, mad­va­rer og tje­ne­stey­del­ser i en uen­de­lig­hed. Linda fra Bor­b­jergs­vej har lagt min kjo­le op for fem pla­der Rit­ter­sport, og i sid­ste uge hen­te­de jeg en pose ae­b­ler hos en kvin­de på Spon­ti­nis­vej. Til gen­ga­eld fik Sti­ne fra Borg­me­ster Chri­sti­an­sens Ga­de lov til at lå­ne min søns cy­kel i de uger, hvor vi var på fe­rie. »Hvil­ken båd vil du ha­ve?« spør­ger Ru­ben, da vi bag­ef­ter går ud på fi­ske­hav­nens bå­de­bro. Jeg pe­ger som sa­ed­van­lig på den sto­re bru­ne båd. Man­ge af bå­de­ne er helårs­bo­lig for dem, som ik­ke har råd til at kø­be an­det. I nog­le af hus­bå­de­ne bor der bør­ne­fa­mi­li­er på 65 kva­drat­me­ter. Den bru­ne bå­ds for­stavn er fuld af pot­te­plan­ter. Jeg har og­så en hem­me­lig drøm om at bo på en båd og kom­me af med min alt for hø­je hus­le­je.

»Jeg vil hel­le­re ha­ve den der,« si­ger Ru­ben og pe­ger på en spe­ed­båd.

HAV­NEN er tru­et. Un­der Kø­ben­havns Kom­mu­nes bud­get­for­hand­lin­ger blev den be­røm­te stran­deng på Ama­ger Fa­el­led skå­net, men så skal der til gen­ga­eld byg­ges 550 nye bo­li­ger i vo­res lil­le havn. Hu­se­ne skal lig­ge på det fre­de­de om­rå­de, hvor fi­sker­ne tør­rer de­res garn. De kom­mer sand­syn­lig­vis til at lig­ne de an­dre hu­se, som i de se­ne­re år er skudt op langs van­det i bå­de Syd- og Nord­havn. Sto­re lej­lig­he­der med åb­ne rum­for­løb og al­ta­ner i glas. De fle­ste lig­ger på mel­lem fi­re og seks mil­li­o­ner. Her bli­ver na­ep­pe plads til før­tids­pen­sio­ni­ster, en­li­ge mødre el­ler ve­gan­ske kunst­ne­re.

»Det kan ik­ke pas­se, at kun de ri­ge skal ha­ve ad­gang til van­det,« skrev en in­dig­ne­ret syd­hav­ner på Fa­ce­book. He­le by­de­len knur­rer i dis­se da­ge. Det er ik­ke kun på Lol­land, at man be­trag­ter sig som ud­kant. Og­så i Syd­hav­nen fø­ler man sig glemt og uden stem­me i en ud­vik­ling, som man vil­le øn­ske sig an­der­le­des. Jeg har tit ta­enkt på det, når vi dis­ku­te­rer råd­ne ba­na­ner og ska­evv­red­ne Dan­marks­kort. At den de­mo­gra­fi­ske ud­vik­ling og­så går ud over Kø­ben­havn. I hvert fald de fat­tig­ste kø­ben­hav­ne­re, som ik­ke har få­et me­get ud af, at by­ens vok­sen­de mid­delklas­se skru­er bo­lig- og kaf­fe­pri­ser­ne i vej­ret og he­le ti­den kra­e­ver me­re plads. »Skal vi gå ud på Rot­teø­en?« spør­ger Ru­ben.

Hver som­mer ba­der vi på den lil­le ø for en­den af ba­de­bro­en. Vi gi­der ik­ke ta­ge over i kom­mu­nens of­fi­ci­el­le hav­ne­bad i det nye Syd­havn. På Rot­teø­en er der ik­ke no­gen liv­red­dere. Til gen­ga­eld er der en gam­mel ha­en­ge­kø­je og et hjem­mela­vet bord, hvor man kan spi­se sin pizza.

»Her er en ha­ve, mor,« si­ger Ru­ben og tra­ek­ker mig over til en lil­le ha­ve, som no­gen har an­lagt mel­lem kam­pe­ste­ne­ne. I vel­ord­ne­de høj­be­de gror der bå­de kryd­derur­ter, cour­get­ter og sto­re to­mat­plan­ter, som bø­jer sig, for­di de er tun­ge af frugt. Vi pluk­ker et par af to­ma­ter­ne. He­le den var­me sen­som­mer eks­plo­de­rer i mun­den på os.

MÅ­SKE er det hyk­le­risk at fø­le melan­ko­li over de nye pla­ner for hav­nen. Vi er selv til­flyt­te­re i Syd­hav­nen og der­med en del af det nye Kø­ben­havn. Vo­res hus er kun ti år gam­melt. »Aka­de­mi­ker-ghet­to­en,« bli­ver be­byg­gel­sen kaldt af de an­dre syd­hav­ne­re, som ik­ke helt har glemt, at de ple­je­de at pluk­ke brom­ba­er og bra­en­de sank­t­hans­bål, hvor vo­res hu­se nu lig­ger. Selv­føl­ge­lig skal Kø­ben­havn for­an­dre sig, ta­en­ker jeg. Den by, som Kim Lar­sen sang om, og hvor jeg selv vok­se­de op, ek­si­ste­rer ik­ke me­re. Al­li­ge­vel gør ud­vik­lin­gen mig så trist. I det nye kvar­ter på den an­den si­de af hav­nen er der hver­ken par­ker, bold­ba­ner el­ler le­ge­plad­ser. Man har til­sy­ne­la­den­de helt glemt In­ger Chri­sten­sens smuk­ke op­for­dring om at byg­ge en by og et sam­fund, der er »blød som en krop«.

Jeg ta­ger Ru­ben i hån­den og ny­der for­nem­mel­sen af hans var­me hånd­fla­de mod min egen. Uden at ta­en­ke over det be­gyn­der jeg at nyn­ne den gam­le Chri­sti­a­nia-sang

»I kan ik­ke slå os ihjel«. Den er blandt an­det ind­spil­let af for­san­ge­ren i Sa­va­ge Ro­se, An­ni­set­te, som sam­men med An­ker Jør­gen­sen er Syd­hav­nens ene­ste be­rømt­he­der. »Det er Char­lies mor­mor, som har la­vet den sang,« forta­el­ler jeg. I sid­ste uge luk­ke­de sel­ve­ste An­ni­set­te op, da vi var ov­re for at be­sø­ge Ru­bens nye sko­le­kam­me­rat. Jeg var to­talt star-struck­ed.

»Er det?« si­ger Ru­ben og fin­der straks på sin egen ver­sion.

»Vi kan godt slå dig ihjel, vi kan godt slå dig ihjel,« skrå­ler han, så det kan hø­res over he­le hav­nen.

Jeg kan ik­ke la­de va­e­re med at tys­se på ham. Vi skal ik­ke med­vir­ke til, at no­gen mi­ster mo­det. På luk­ke­de grup­per på Fa­ce­book ar­ran­ge­rer de li­ge nu un­der­skrift­sind­sam­lin­ger og de­mon­stra­tio­ner. »Børn har ret til krat,« skri­ver en kvin­de. »Syd­hav­nen gi­ver al­drig op,« kon­klu­de­rer en mand. Li­ge in­den vi går hjem, ser vi en fi­skeørn let­te over van­det. Så­dan en har jeg hel­ler al­drig set an­dre ste­der i Kø­ben­havn.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.