Respekt!

Weekendavisen - - Bøger - Af ANNE KNUD­SEN LAYOUT: AN­DREAS PERETTI KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT, ANNI DAMGAARD

Rik­ke Hyld­gaard: Gre­vin­de Ale­xan­dra. Mit lyk­ke­li­ge land. 280 si­der, ill. 300 kr. Po­li­ti­kens For­lag.

ae­sten al­le dan­ske­re over 30 vil kun­ne hu­ske den dag i novem­ber 1995, da Ale­xan­dra Man­ley fra Hong­kong for før­ste gang hen­vend­te sig di­rek­te til den dan­ske of­fent­lig­hed. Den­gang så al­le men­ne­sker nyhe­der på fjern­sy­net, og det var et ve­ri­ta­belt chok at hø­re prins Jo­a­chims for­lo­ve­de ta­le til os un­der en dryp­pen­de telt­dug i haven ved Scha­ck­en­borg Slot: Hun tal­te dansk! Godt dansk. Dét hav­de vi al­drig fo­re­stil­let os, ik­ke i vo­res vil­de­ste fan­ta­si.

Prin­ses­se Ale­xan­dra, som hun snart blev, hav­de med den­ne ge­stus sik­ret sig en ene­stå­en­de po­pu­la­ri­tet i den dan­ske of­fent­lig­hed; vi blev na­er­mest lyk­ke­li­ge. Det var rø­ren­de, at den un­ge kvin­de vir­ke­lig hav­de be­slut­tet at bli­ve dansk. Se­ne­re er det ble­vet nor­men, at uden­land­ske ae­g­te­fa­el­ler til det dan­ske kon­ge­hus har la­ert sig glim­ren­de dansk, før de ta­ger or­det, men den­gang var det en sen­sa­tion. Po­pu­la­ri­te­ten har holdt sig li­ge si­den, skønt

Nprin­sen og prin­ses­sen blev skilt ef­ter ti års ae­g­te­skab og gre­vin­den se­ne­re gift til an­den si­de og skilt igen; dét ae­g­te­skab hø­rer vi ik­ke et ord om i bo­gen.

Klogt nok er det nem­lig ik­ke en lev­neds­skil­dring, vi her har få­et, men et per­son­ligt es­say om dansk­hed, det dan­ske sprog og dan­sker­nes lyk­ke. Hvor­dan går det til, at Dan­mark lig­ger så højt i al­le in­ter­na­tio­na­le må­lin­ger af na­tio­nal lyk­ke­lig­hed? Har det no­get på sig og i be­kra­ef­ten­de fald hvor­for? Kan man over­ho­ve­det må­le den slags? Hvad er det at va­e­re dansk? Hvor­dan op­når man det? Gre­vin­de Ale­xan­dra op­tra­e­der som jeg-forta­el­ler i bo­gen, skønt det ik­ke skju­les, at det er jour­na­li­sten Rik­ke Hyld­gaard, der har for­fat­tet den. Beskri­vel­ser­ne af, hvor­dan jeg-forta­el­le­ren er ble­vet dan­sker, tje­ner som op­ly­sen­de ind­gan­ge og sta­er­kt un­der­hol­den­de ek­semp­ler.

Som nu ta­len på Scha­ck­en­borg, der i gre­vin­dens erin­dring spa­end­te me­get dår­li­ge­re af, end vi for­an fjern­syns­ska­er­me­ne op­le­ve­de det; si­den skul­le hen­des dan­ske bli­ve me­get, me­get bed­re. Men det var hårdt ar­bej­de, og no­get af det mest per­son­li­ge i bo­gen er ud­peg­nin­gen af de myste­ri­er, spro­get frem­by­der for den be­slut­som­me, uden­land­ske elev. Hvor­for bor man på et slot og ik­ke i det? Hvor­for ud­ta­les de to d’er i ud­dy­be på hver sin må­de? Og hvor­for er der to g’er i dag­ligstue, når in­gen af dem kan hø­res? Helt ka­rak­te­ri­stisk er det, at ho­ved­per­so­nen op­sø­ger en sprog­for­sker på Syd­dansk Uni­ver­si­tet for at hø­re, hvor­for spro­get er så­dan, og hvad det even­tu­elt kan be­ty­de for dan­sker­nes lyk­ke.

Ho­ved­par­ten af bo­gen ud­gø­res nem­lig af en me­get sag­lig jagt på et or­dent­ligt em­pi­risk grund­lag for det dér med lyk­ken. Bli­ver man lyk­ke­lig af dansk de­sign? Dér får vi nog­le over­ra­sken­de ind­sig­ter i ef­ter­krig­sti­dens klas­si­ske dan­ske mø­bel­de­sign; de folk mang­le­de in­du­stri­el­le ma­te­ri­a­ler, så de måt­te bru­ge trae, som de hav­de, og bø­je det i ste­det for at sa­ve det ud for at spa­re og ud­nyt­te res­sour­cer­ne bedst mu­ligt; de gjor­de sig uma­ge.

Det er ty­de­ligt, at gre­vin­de Ale­xan­dra hol­der af folk, der gør sig uma­ge. Fle­re af de per­so­ner, hun op­sø­ger, har skabt no­get ud af na­e­sten in­tet; no­get be­ske­dent som få­reav­ler­ne på Skarø, el­ler no­get ef­ter­hån­den ka­em­pe­stort som økom­e­je­ri­et i Thi­se og den helt us­and­syn­li­ge Ran­ders Regnskov. Langt ho­ved­par­ten af un­der­sø­gel­ser­ne ved­rø­rer fo­re­ta­gen­der, der lig­ger langt fra Kø­ben­havn, og man får un­der­vejs den tan­ke, at vi må­ske lyt­ter til en kom­men­de politiker? I hvert fald pe­ger bo­gens em­pi­ri sy­ste­ma­tisk i ret­ning af selv­hja­elp, sam­ar­bej­de og op­findsom­hed af den art, der tri­ves, hvor man ar­bej­der med ha­en­der­ne.

Og i na­tu­ren! Un­der­vejs ci­te­res ud­valg­te de­le af de in­ter­na­tio­na­le un­der­sø­gel­ser af lyk­ke, og ad­gang til ha­vet og an­den na­tur fi­gu­re­rer som va­el­dig re­le­vant. Tre kom­ma to mil­li­o­ner dan­ske­re har min­dre end fem ki­lo­me­ter til ha­vet fra de­res bo­lig el­ler som­mer­hus; dét bli­ver man lyk­ke­lig af.

Et høj­de­punkt er den vin­ter­mor­gen i Ska­gen, da den kuldska­e­re kvin­de fra det tro­pi­ske Hong­kong fak­tisk lø­ber ud i van­det sam­men med de nøg­ne men­ne­sker i vin­ter­ba­de­klub­ben Is­bry­der­ne; det er fo­to­do­ku­men­te­ret. Men trods den øje­blik­ke­li­ge lyk­ke­fø­lel­se bli­ver det nok ik­ke en va­ne.

Kom­bi­na­tio­nen af sko­vbør­ne­ha­vens fri­hed, tryg­he­den ved et ukor­rupt sam­funds­liv og uma­gen i det prak­ti­ske lø­ber som den rø­de tråd gen­nem al­le for­sø­ge­ne på at be­stem­me, hvori den dan­ske lyk­ke be­står. Det er må­ske ik­ke så over­ra­sken­de, men smukt og fint­fø­len­de set af et men­ne­ske, der vit­ter­lig er ble­vet dan­sker med vil­je.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.