Ti­dens stem­me

Ori­gi­nal sam­men­kob­ling af ka­er­lig­heds­hi­sto­rie og sam­funds­be­skri­vel­se i Han­ne Ri­chardt Becks hidtil bed­ste bog.

Weekendavisen - - Bøger - Af BIRTE WEISS LAYOUT: AN­DREAS PERETTI KORREKTUR: ANNI DAMGAARD

Han­ne Ri­chardt Beck: For en­den af per­ron­en. 460 si­der. 299,95 kr. Gyl­den­dal.

or folk, der me­ner, at den ha­stigt skif­ten­de tidsånd spil­ler en for be­ske­den rol­le i sam­tids­lit­te­ra­tu­ren, vil For en­den af per­ron­en va­e­re en la­ek­ker­bi­sken. Her er ti­den i di­rek­te og over­ført for­stand en sam­ta­le­part­ner i egen ret med ad­gang til at pro­vo­ke­re, pir­ke og skub­be til ro­ma­nens evigt sø­gen­de ho­ved­per­son. Ti­dens stem­me kor­ri­ge­rer hans hukom­mel­se, be­tviv­ler hans mo­ti­ver. Hans hver­dag er endt som et lø­ben­de ska­ends­mål med de års­tal, der kom til at for­me hans men­ta­li­tet og liv. Umid­del­bart vir­ker det lidt ma­ni­e­ret, men un­der­stre­ger for­fat­te­rens øn­ske om at gø­re sam­funds­ud­vik­lin­gen til an­det og me­re end bag­ta­ep­pe for en spe­get ka­er­lig­heds­hi­sto­rie mel­lem gam­le sko­le­kam­me­ra­ter. Det lyk­kes så godt, at de bed­ste af bo­gens mil­jø­be­skri­vel­ser får bå­de kant og au­ten­ti­ci­tet. Det skyl­des blandt an­det, at Han­ne Ri­chardt Beck har et føl­somt øre for spro­get som tids-og mil­jø­mar­kør, in­klu­si­ve det mo­derig­ti­ge bulls­hit som folk i er­hvervs- og kul­tur­liv rab­ler af sig. Et par ek­semp­ler ly­der: »Sig ja til idé­myl­der og nej til idé­mord« og »Kri­tisk og kre­a­tiv ta­enk­ning kan ik­ke fo­re­gå på sam­me tid«. Og­så nul­ler­nes ge­ne­rel­le sprog­fri­se­ring får sin be­komst: »Man be­gynd­te at hånd­te­re ver­den. I ste­det for at for­hol­de sig til den. Kla­re den, gri­be den an el­ler ord­ne den. Li­ge­som man adres­se­re­de for­skel­li­ge pro­ble­mer. El­ler ret­te­re: ud­for­drin­ger.«

Bo­gens ud­gangs­punkt er 1982, hvor 22 15-åri­ge mø­der op til før­ste sko­le­dag på den ka­tol­ske sko­le på Øster­bro. De ser hin­an­den an. En en­kelt, ar­bej­der­pi­gen El­len, er kom­met af re­li­gi­øse grun­de, de fle­ste an­dre er hav­net der me­re el­ler min­dre til­fa­el­digt. Klas­sens kom­men­de dron­ning, aka­de­mi­ker­bar­net Ag­nes, er der, for­di hun på sin tid­li­ge­re sko­le blev be­skyldt for at va­e­re

Fkli­ke­dan­ner. Uri­me­ligt, sy­nes hun. Det kan vel ik­ke va­e­re hen­des skyld, at al­le kap­pes om at bli­ve hen­des bedste­ven. En tred­je pi­ge er den vagtsom­me Gu­nil­la, der hur­tigt vej­rer, at hen­des mar­kedsva­er­di på sko­len vil sti­ge, hvis hun bli­ver dron­nin­gens hof­da­me. Drengene hø­rer man min­dre om bort­set fra den tid­ligt re­flek­te­ren­de Pe­ter, der som søn i en char­lot­ten­lund­sk di­rek­tør­fa­mi­lie ik­ke kan af­fin­de sig med, at til­va­e­rel­sens ak­se skul­le va­e­re en em­bal­lage­fa­brik. »Fars livsva­erk«, ba­re ud­tryk­ket gi­ver ham bra­ek­for­nem­mel­ser. Han­ne Ri­chardt Becks forta­el­ling snor sig ud og ind ad de fi­res over­gang til vok­sen­li­vet og se­ne­re ska­eb­ne. Pe­ter er fo­rel­sket i Ag­nes, som en kort over­gang ac­cep­te­rer ham som se­x­part­ner, men det bli­ver El­len, han gif­ter sig med. Han gi­ver hen­de ae­g­te­ska­bet som en ga­ve og tror så­ma­end og­så, at han el­sker hen­de, den flin­ke pi­ge, der tå­ler hans util­pas­set­hed og et styk­ke ad vej­en de­ler hans po­li­ti­ske vre­de. Som dat­ter af en ak­ti­vist un­der hav­ne­ar­bej­der­strej­ken 1982/83 ved hun, hvad det vil si­ge at va­e­re på kant med sam­fun­det. Hun ved og­så, at en el­ler an­den form for til­pas­ning til den her­sken­de or­den kan va­e­re for­nuf­tig, selv­om Poul Schlüter, Ro­nald Re­a­gan og Mar­ga­ret That­cher har sat sig på mag­ten.

An­der­le­des med Pe­ter. Han vil med ildspr­u­den­de sa­ti­re­teg­nin­ger ae­g­ge den slum­ren­de dan­ske be­folk­ning til op­rør mod ka­pi­ta­lis­mens rå­d­den­skab, so­ci­al­de­mo­kra­ter­nes føl­g­ag­tig­hed og amok-li­be­ra­lis­mens ky­nis­me. I en pe­ri­o­de lyk­kes det ham at fin­de en form, der gi­ver suc­ces som avis­teg­ner og il­lu­stra­tor, men vre­den kan ik­ke i det lan­ge løb hol­des in­den for en salg­bar ram­me. Me­re af hand­lin­gen skal ik­ke gen­gi­ves her, kun at pi­ger­ne fra sko­le­ti­den fle­re gan­ge kryd­ser hans vej. Bå­de Ag­nes og Gu­nil­la er ved bo­gens slut­ning fra­skil­te og sår­bart be­vid­ste om ri­si­ko­en for i 50-års al­de­ren at bli­ve over­ha­let af yn­gre ta­len­ter på det kre­a­ti­ve ar­bejds­mar­ked. Selv­til­li­den er ble­vet en yd­re skal.

Selv­om ide­en med ti­den som ak­tiv di­a­log­part­ner in­di­mel­lem knir­ker i ha­engs­ler­ne, slip­per Han­ne Ri­chardt Beck godt fra for­sø­get på at la­de per­so­ner­ne af­spej­le tidsån­den, her­un­der en hjem­løs vre­de og fø­lel­sen af at va­e­re ble­vet snydt. I bo­gens be­gyn­del­se står Pe­ter på Nør­report Sta­tion og over­ve­jer at ka­ste sig ud for­an et tog. I slut­nin­gen sid­der han fla­e­ben­de og død­d­ruk­ken på El­lens trap­pe­sten og tryg­ler om at bli­ve luk­ket ind. Hun re­a­ge­rer som Sol­veig i Pe­er Gynt og de­mon­stre­rer der­med, at For en­den af per­ron­en er en ro­man om tål­som ka­er­lig­hed i en narcis­si­stisk tid.

For en­den af per­ron­en. FOTO: SCANPIX

1980er­ne, tidsån­den og en selv­mord­s­tru­et mand mø­des i

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.