Når skyld ae­der men­ne­sker

Er den egent­li­ge sorg, at de dø­de ik­ke sav­ner os? spør­ger nor­ske Ce­ci­lie En­ger i sin nye ro­man.

Weekendavisen - - Bøger - Af BIRTE WEISS LAYOUT: BENTE BRUUN KORREKTUR: LOU­I­SE LUNDBERG CLAESEN

Ce­ci­lie En­ger: Ån­de­d­rag. Over­sat fra norsk ef­ter »Pust for meg« af Ka­mil­la Jør­gen­sen. 232 si­der. 289 kr. Jen­sen & Dal­gaard.

et er ska­eb­ne­tun­ge spørgs­mål, der er om­drej­nings­punk­tet i nor­ske Ce­ci­lie En­gers før­ste ro­man ef­ter gen­nem­brud­det for fem år si­den med Mors ga­ver. Det var et ka­er­ligt po­rtra­et af hen­des gam­le mor på vej ind i Alzhei­me­rens tå­ge, na­er­va­e­ren­de og sti­li­stisk sik­kert. Bo­gen vi­ste ube­stri­de­ligt ta­lent for at skil­dre na­e­re fa­mi­li­e­re­la­tio­ner og gav hen­de bå­de en stor la­e­ser­ska­re og Bok­hand­ler­pri­sen, der sva­rer til De Gyld­ne Laur­ba­er.

Ån­de­d­rag har et an­der­le­des dra­ma­tisk ud­gangs­punkt. En bil er i is­glat fø­re på vej fra Oslo til forta­el­le­ren Car­las barn­doms­by i provin­sen. Hun er en ae­l­dre, højt kva­li­fi­ce­ret ana­e­stesila­e­ge, hun ken­der vej­en og kø­rer for­nuf­tigt. Al­li­ge­vel skri­der bi­len ud på en sko­vvej, pas­sa­ge­ren på for­sa­e­det bli­ver dra­ebt, og Car­la over­le­ver med en ska­det hånd. Hun

Dslap bil­ligt, hed­der det sig. El­ler gjor­de hun? Det er be­sva­rel­sen af det spørgs­mål, der er ro­ma­nens ae­rin­de. Juri­disk er hun skyld­fri, bi­len var i tip­top stand, hun hav­de ik­ke druk­ket og gav mund til mund-hja­elp, indtil red­nings­mand­ska­bet nå­e­de frem. Fag­ligt vid­ste hun, at det var nyt­tes­løst, men hun var i chok og mag­te­de i den tå­ge­de til­stand ik­ke me­re ra­bi­a­te ind­greb. Chan­cen for at red­de li­vet på Syn­ne, en ung kvin­de­lig sku­e­spil­in­struk­tør, hun hav­de gi­vet et lift, var un­der al­le om­sta­en­dig­he­der mini­mal. Bo­gen hand­ler om skyld­fø­lel­se. I må­ne­der­ne ef­ter ulyk­ken står den på lur overalt og tvin­ger trods om­gi­vel­ser­nes om­sorg Car­la til at ta­ge or­lov fra ho­spi­ta­let. Det går ik­ke, at en ana­e­stesila­e­ge får ry­ste­tu­re un­der en ope­ra­tion. Det ene­ste, hun mag­ter, er te­le­fon­kon­takt med si­ne to børn og dag­li­ge be­søg hos den gam­le mor på ple­je­hjem­met. Hun sø­ger til barn­dom­mens trø­ster i håb om, at hun er den ret­te til at lø­se op for den knu­de, som ulyk­ken har slå­et på li­vet. Hun vil be­fris for den tvivl, som bli­ver ved med at kva­er­ne da­ge og na­et­ter til en pi­ne­fuld grå mas­se. For ek­sem­pel er det sva­ert at le­ve med tan­ken om, at hen­des ir­ri­ta­tion over den frem­me­de, selv­prom­ove­ren­de kvin­de har va­e­ret med til at frem­kal­de ulyk­ken. Det fø­les for­kert, at en ung kvin­de slut­te­de sit liv sam­men med én, der ik­ke brød sig om hen­de. Al­ler­helst vil­le den 60-åri­ge Car­la kry­be op i sen­gen til sin mor på ple­je­hjem­met og la­de sig vug­ge i søvn af de ar­me, som i gam­le da­ge så kyn­digt hav­de hånd­te­ret fa­mi­li­ens få­re­flok. Hun har brug for at la­e­ne sig op ad mor-dat­ter-for­hol­det, nu da ver­den er styr­tet sam­men. Men morens kra­ef­ter er ved at eb­be ud. Til­stan­den be­skri­ves som et hård­kogt aeg, hvor den gu­le blom­me er fjer­net, og alt det til­ba­ge­va­e­ren­de er stift, ud­hu­let og blod­løst. Den gam­les man­tra på vej mod dø­den er »fred og ro« og »det ord­ner sig nok«. Det er der in­gen trøst i.

Ce­ci­lie En­gers ro­man er fuld af go­de ob­ser­va­tio­ner af om­ver­de­nens ga­engse usik­ker­hed over for et men­ne­ske, der som Cla­ra er ved at gå i styk­ker af al­ta­e­den­de skyld­fø­lel­se. Er det mest hen­syns­fuldt at tie el­ler na­ev­ne ulyk­ken uden at gå i de­tal­jer? El­ler er be­ho­vet tva­er­ti­mod at gen­frem­kal­de ra­eds­len se­kund for se­kund, ån­de­d­rag for ån­de­d­rag, indtil den dø­en­des hva­e­se­ly­de blev sva­ge­re og la­e­ber­ne blå? Og hvor­når skal man hol­de op med at spør­ge, hvor­dan det går med at fin­de til­ba­ge til hver­da­gen? Selv i den la­e­ge­ver­den, som Car­la til­hø­rer, ska­ber si­tu­a­tio­nen for­le­gen­hed.

Ån­de­d­rag er bedst i skil­drin­gen af de tan­ker, hun gør sig om den dra­eb­tes far: »Med ret­te vil­le han ha­ve ment, at jeg ik­ke hav­de no­gen anel­se om, hvad vir­ke­lig la­engsel var. At hans var kon­stant og smer­te­fuld, af og til iblan­det et håb om at det vil­le kom­me til at gø­re min­dre ondt med ti­den. Sam­ti­dig med at han ik­ke øn­ske­de at smer­ten skul­le gå va­ek, for­di han var ban­ge for, at det kun­ne be­ty­de, at Syn­ne for­svandt for ham (...) De dø­de sav­ne­de os ik­ke. Må­ske var det den egent­li­ge sorg?« For­fat­te­rens liv­tag med skyld, tvivl og me­nings­løs­hed er ble­vet til en gen­nem­sym­pa­tisk bog, men den mang­ler forta­el­le­ma­es­sigt dri­ve og kry­ber ik­ke for al­vor un­der hu­den på la­e­se­ren. Den nød­ven­di­ge in­ten­se iden­ti­fi­ka­tion ind­fin­der sig ik­ke.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.