Uden mad og drikke dur ...

Det er altså lidt af en kunst at få det med kost og traening til at gå op i en højere enhed. Det må jeg desvaerre stadig sande her efter årtiers flittig indsats på mountainbikespor, boldbaner, i styrkelokaler, ude på løbestierne osv., osv. Utallige gange – mere eller mindre uforskyldt – er jeg gået helt og aldeles sukkerkold. Koldsved, rysteture og total kraftløshed er den kontante regning, når jeg ikke har fået fyldt den ‘rigtige’ energi på tanken – eller har spist for lidt eller for meget eller alt for taet på traeningen ...

Jeg skal sørgeligt nok ikke spole så langt tilbage for at traekke et eksempel frem.Vi er en lille cykelflok på en frisk landevejstur. En lidt presset og forjaget afgang betød, at jeg ikke rigtig fik spist noget, inden vi lagde fra land – og et par enkelte geler i ryglommen var hurtigt fortaeret, i takt med at blaest og barske føringer drev rovdrift på de magre energidepoter. Resultatet: Et eller andet sted derude må jeg slingre ind på en velforsynet tankstation, hvor jeg med rystende haender og sveden piskende ned over ansigtet må stå og junke chokoladebarer, bananer og cola som en skibbruden, der endelig når kysten. Selvfølgelig til stor moro for cykelfaellerne, der – med nogen rimelighed, velsagtens – flittigt påpeger, at jeg jo som en slags pro udi traening burde vide bedre. Så med den erindring in mente vil jeg laese den store guide til optimal kost og traening på side 22 indgående.Tro mig ...