MTB-eventyr på endeløse singletracks ude i Atlanten
Vi skal lige ned her. Det her track er der ikke ret mange, der kender ... Min guide, Sergio, slipper styret med den ene hånd og bruger den i stedet til at pege mod et 40 cm smalt spor af stampet, pakket ler, der, knap synligt, braekker af fra den store grusvej, vi er blevet sat af ved. Jeg følger i halen på hans grovmønstrede bagdaek det bedste, jeg engang har laert. Nedad.
Det første drop overrasker mig; jeg sidder for langt fremme på cyklen, og jeg dykker direkte ned på forhjulet, og baghjulet rejser sig og truer med at overhale mig hen over ryggen. Jeg redder den og finder ind på sporets linje. Men nu har jeg ikke laengere Sergios daek i mit synsfelt. Han er allerede vaek. Singletrack-sporet snor sig som en smidig slange ind og ud mellem de halvnøgne eukalyptusstammer og frodige blomster i klare farver, jeg knap aenser. Små, naturlige drop og hop over sten og trae inviterer hele tiden til leg, men lige nu er det mere overlevelse for mit vedkommende. Og jeg traekker på alle veksler – dropperposten er for laengst helt i bund, affjedringen på min Merida 96 fully er helt åben, og jeg gentager enhver mountainbikers barnelaerdom som en uafbrudt, indre messen: Vaegten i fødderne, slap af i armene, vaegten i fødderne, slap af i armene …
Snart vaenner jeg mig lidt til udfordringerne og begynder at nyde det kraevende spor. Jeg løfter hovedet, det hjaelper på kørslen
Mountainbikefolket har kastet sin kaerlighed på vandreparadiset Madeira. Og med god grund – for vulkanøen i Atlanten byder på nogle af Europas allerbedste MTBspor, og tilmed er kost og logi på øen yderst budgetvenligt.
– og udsynet. Jeg opdager, at vi har forladt skoven og skyerne, der nu ligger over os. Bjergtoppen Pico do Arieiro på godt 1.800 meter rejser sig knejsende bag mig, og foran, ude og under os, ligger Atlanterhavet som et kaempe, endeløst, blåglinsende scenetaeppe.
Vi fortsaetter sving efter sving, og min stigende tryghed bringer mig taettere på Sergio. Jeg slipper bremserne og følger med hele kroppen det smalle spor under mig og forsøger at tvinge cyklen langt ned i svingene – snart til højre, snart til venstre. Foran har Sergio kort vendt sig mod mig. Han råber grinende:
– Og det bedste er, at sådan her fortsaetter det to timer endnu ...
6.000 kr. for en uge i himlen
Mange af os, der kører mountainbike i et af verdens fladeste lande, har et stykke på den velkendte traeningsrute, der er ren ‘flødeskum’ – måske de 900 meter langs vandet, hvor singletrack-svingene kiler sig ind i skovstykket af brede egetraeer, snart den ene vej, snart den anden i et rent lykkeflow, mens bølgernes brusen spiller til, eller den fem minutter lange nedkørsel ned gennem snoede sving, små hop og de sjov-farlige stubbe som belønning efter de korte, men draenende djaevlebakker. Dét er de der små højdepunkter, der så gør resten af turen på flade trampestykker og i anonymt skovterraen tålelig.
På Madeira er der ingen transportstraekninger, der skal overstås, ingen tonserstykker, hvor fornøjelsen kun er at se din traeningsmakker knaekke sammen af syre.
På Madeira behøver de flowy ‘glem alt om tid og sted-singletrackstykker’ aldrig at ende. Her kører du bare time efter time i det sjoveste mountainbiketerraen i Europa – på en ø, der stort set er én stor, naturskabt bikepark med udfordringer til alle, der elsker at køre med grove, brede daek. Sådan er Madeira
– et MTB-mekka plantet midt ude i Atlanten. Laeg dertil lavpraktiske, men vigtige, gevinster som billige flybilletter (Norwegian flyver t/r for 2.000 kr.), gode og budgetvenlige overnatningsmuligheder og veldrevne guidefirmaer, der både sørger for cykler og viser vej. Alt i alt kan du komme en uge i mountainbikehimlen for 6.000 kr. inkl. cykelleje og guide, der også sørger for evt. transport ud til sporene.
Et unikt net af kringlede stier
Madeira er en portugisisk vulkanø ud for Marokkos kyst – 57 km lang og 22 km på den brede side (lidt større end Bornholm) og for 90 procents vedkommende udgjort af bjerglandskab.
Øen deles omtrent på midten i en fugtig og mere utilgaengelig nordside med en naermest subtropisk vegetation og en sydlig, ofte mere solrig og tør del. På en god dagstur kan du nå at plante dine daek i begge verdener – fra den regnskovslignende vegetation på nordsiden til sydøens knastørre, alpelignende klippelandskaber.
Madeira er kendt for sit unikke planteliv, det milde klima året rundt – ca. 20 grader om vinteren og 25 om sommeren – og så et unikt stisystem, som skaerer sig ind overalt i øens bjergrige landskaber. Det forgrenede netvaerk af stier, der stadig forbinder landsbyerne, brugte øens folk i århundreder til transport af varer og kvaeg.
Resultatet af forfaedrenes anstrengelser har i dag gjort Madeira til Europas vandreparadis – og nu altså også et veritabelt MTB-himmerige.
MTB-tur i 15 mio. år gammel skov
– Hele MTB-bølgen her startede for 10-15 år siden. Inden da var vi bare nogle stykker, der kørte ned ad bjergene ad de stier, vi syntes så sjove ud.
Sergio fortaeller, mens vi holder en pause på en lille café lige uden for naturreservatet. Han har bestilt en prego til os. Det er en bøf med skinke og ost mellem to skiver brød af søde kartofler og lidt olie med hvidløg. Sergio fortaeller, hvordan rygtet om øens skjulte ‘MTBskatte’ på få år gik fra de få lokale cykelfreaks til det internationale mountainbikemiljø.
– Der er blevet gjort meget for sporten her.Vi byggede spor og organiserede konkurrencer, og regeringen bakkede op, fordi den så gevinsten for turismen. I 2017 fik vi en afdeling af EnduroWorld Series til øen, og alle MTB-verdens øjne rettedes mod os. Men man kan lige så fint komme til øen og køre ganske almindeligt crosscountry og på den måde få store oplevelser.
Vi er på cyklerne igen, og med ny energi fra den madeiranske sandwichvariant kører vi ind i nationalparken, Parque Natural da Madeira, taet på øens midte.
Parken, der figurerer på UNESCO’sVerdensarvsliste, er en rejse i Madeiras geologiske og biologiske forhistorie og byder bl.a. på øens 15 millioner år gamle laurbaerskov og et planteliv som klippet ud af en børnetegning – i alskens farver og former. Og mountainbikere er velkomne i det storslåede område.
Af og til passerer vi svedige hikere, der med rygsaek, lange skridt og stave i haenderne på afstand ligner skiløse langrendsløbere uden for saesonen. De haever stavene til hilsen, når vi triller forbi. Snart slår vi så ind på en del af en world cup-rute – en MTB-rutsjebane, der nok er svaer, men også mavekrøllende sjov.
Ikke svaerere end danske spor
Sergio foran mig kan helt sikkert når som helst slippe bremserne og forsvinde for mig, men den lange, cykeldansende guide holder sig paedagogisk lige foran mig.
Udført, som sporet er, med chicken runs og genveje, når de tekniske stykker bliver vanskelige, svarer det til et udfordrende XC-spor, som vi finder mange steder i skovene i Danmark.
Et par hundrede meter fremme er Sergio stået af cyklen, og den ranglede guide holder en orangerød blomst frem for mig:
– Den her bliver kaldt Flame of the Forest, fortaeller Sergio. Han ruller det tulipanlignende blomsterhoved rundt mellem fingrene ved stilken og beviser endnu en gang i dag, at han ikke kun mestrer cyklen.
– Blomsten stammer fra et trae, der oprindeligt kom til øen som frø bragt til Madeira af kaptajn Cook, da han på sin opdagelsesrejse mod Stillehavet gik i land på Madeira i Funchal i 1772.
Klokken er 14, og vi har vaeret på cyklerne i snart fire timer.Vi har retning mod hovedbyen, Funchal, på sydkysten, men inden vi når de brede asfaltveje, drejer Sergio skarpt til højre ad en smal betonsti, mens han råber bagud til mig: – Urban style ...!
Med ét kører vi så på den kontante stenbelaegning mellem forstadens primitive huse. Vi kan kigge direkte ind i små stuer, hvor familier spiser sen frokost, og der høres stemmer og skrattende radioer. Efter yderligere en serie af kraftige sving og et par stejle trapper lander vi ved guidefirmaets domicil. Sergio får et kram og en highfive til farvel, inden jeg triller mod hotellet i Funchals centrum. På Madeira snakker vi MTB-kørsel til døren.