Løbefest i mudderet
Tag et motionsløb, og tilsaet stribevis af vilde forhindringer såsom høje mure, tunge traestammer – og selvfølgelig masser af mudder. Så har du opskriften på tidens hotteste løbstrend, de såkaldte obstacle course races. På få år har de sjove og udfordrende forhindringsløb fået tag i alt fra den hardcore crossfitter og ekstrematleten til den motionerende ‘weekendkriger’.
“Husk nu, det vigtigste er, at I har en fest!” Med de ord bliver vi sendt ud på ruten, som består af 5 kilometer løb gennem kuperet skovterraen og 25 udfordrende forhindringer, der skal overvindes undervejs. Det starter ganske tilforladeligt ud med armgang, balancegang over vippende bomme og løb med jordfyldte spande på skulderen, og jeg når lige at taenke “piece of cake”, før en af forhindringsløbets klassiske udfordringer pludselig ligger foran mig. Ruten går nemlig direkte gennem en lang mudderpassage, og der er naturligvis ingen vej udenom. Jeg traeder først med et lidt tøvende skridt ud i det plørede vand og synker i til over knaeene. Der skal fart på, hvis jeg ikke skal glide endnu laengere ned, så jeg kaster mig fremad gennem mudderet og håber bare, at skoene bliver på fødderne og ikke bliver siddende nede i dybet.
“Hvad er det, der foregår?” hører jeg en forbavset kvinde, der er ude at lufte hunden, spørge bag mig. Forståeligt nok. Selvom forhindringsløb er blevet en udbredt disciplin, så vaekker det alligevel opsigt, når omkring 130 maend og kvinder på denne måde indtager skoven en solbeskinnet søndag formiddag.
Inspiration fra haeren
Løbet i Hareskoven nord for København er en del af OCR Summer Series, en raekke af forhindringsløb i skovene omkring hovedstaden, som finder sted hen over sommeren. Løbet er bare et af de mange OCR-løb, der er skudt op i de senere år, hvoraf de største er kaempe løbeevents, som tiltraekker flere tusind deltagere og tilskuere.
OCR står for obstacle course racing, og løbene er oprindeligt inspireret af de forhindringsbaner, som militaeret gennem mange år har brugt til at få rekrutter i kampform. Det var da også en tidligere officer, der fik idéen til det, der går for at vaere verdens første egentlige OCR-løb. BillyWilson arrangerede i 1987 det første Tough Guy på et landsted ved Wolverhampton i England, hvor deltagerne over 13 km blev mødt af diverse vilde prøvelser, der omfattede vandgrave, kloakrør, pigtråd, mudderhuller, løb gennem braendende halmballer og tovbroer i 5 meters højde. Tough Guy blev en årlig tradition og stod laenge som et unikt løb for en lille gruppe ekstreme løbere med hang til selvpineri, men omkring 2010 begyndte lignende løb at brede sig i USA og England med enorm succes.
Norden kom også hurtigt på banen. I Malmø lød startskuddet til den første udgave af Toughest i 2012, og det blev det første store forhindringsløb på svensk grund. Hele 1.200 deltagere stillede op, men det skulle vise sig kun at vaere begyndelsen. Lige siden er løbet bare vokset, og i år var der alene i Malmø 10.000 deltagere fordelt over to dage og rundt regnet 40.000 tilskuere til begivenheden.Toughest har desuden udvidet med løb i flere andre svenske byer, et i Danmark, et i
Norge og to i Finland.Adam Feldt, der er en af medstifterne af Toughest, mener, at forhindringsløbene opstod på det helt rigtige tidspunkt.
– Der havde vaeret mange år med fokus på maraton og triatlon, og nu savnede mange nogle nye måder at udfordre sig selv på. Jeg tror, det ligger dybt i os mennesker, at vi godt kan lide at blive beskidte, kravle i mudderet og prøve vores graenser af. Samtidig er en vigtig årsag til succesen, at det er noget, man kan gøre sammen med kolleger, venner og familie som et hold, hvor man hjaelper hinanden igennem, siger Adam Feldt.
De første OCR-løb blev ofte markedsført som ekstreme manddomsprøver for dem, der ikke kunne få det vildt nok. Og selvom der stadig er masser af badass-attitude og mottoer som “Embrace the pain” omkring løbene, så skal man ikke lade sig afskraekke. I dag tiltraekker OCR-løb et bredt udsnit af motionister på alle niveauer. Og hvor maendene tidligere klart var i overtal,
Jeg kaster mig fremad gennem mudderet og håber bare, at skoene bliver på fødderne.
så har kvinderne i stigende grad taget sporten til sig. I dag er fordelingen hos både Toughest og Nordic Race i Danmark kun 60-40 i maendenes favør.
–Vi har helt bestemt formået at tiltraekke nye løbere, som ikke ville drømme om at deltage i et traditionelt motionsløb. I begyndelsen var det isaer de mere ekstreme idraetsudøvere og folk fra crossfitmiljøet, der deltog i forhindringsløb. Dem har vi stadig, men i de senere år har vi også fået fat i den helt almindelige, gennemsnitlige motionist, så i dag er deltagerfeltet utrolig bredt.Vores familieløb for både børn og voksne, som afholdes dagen efter hovedløbene, er også blevet en kaempe succes, fortaeller Adam Feldt.
Elite og folkefest
En af arrangørernes udfordringer er nu at skulle tilfredsstille både eliten og bredden, for sideløbende med, at den almindelige motionist er kommet med på vognen, så er der en voksende gruppe af meget seriøse løbere, der dyrker OCR på eliteplan og fx bruger løb som Toughest og Nordic Race til at kvalificere sig til verdensmesterskaberne.Arrangørerne bag de to løb laegger dog vaegt på, at det skal vaere sjovt og udfordrende, uanset om du løber for at vinde, eller om du løber dit første forhindringsløb.
– Vi står i dag med et professionelt setup, hvor der er dommere på alle forhindringerne under eliteheatet, og elitedeltagerne har deres eget område før og efter eventen. Men Nordic Race er samtidig også en større folkefest end nogensinde før. Eliten gør, at vi tiltraekker mere publikum, og det kommer alle de fremmødte til gode, forklarer Marcus Clausager, der er marketingmanager hos den største danske arrangør af OCR-løb, Nordic Race.
Eliteløberne skal klare alle forhindringerne for at gennemføre og må ikke modtage hjaelp undervejs. Amatørerne er derimod mere end velkomne til at hjaelpe hinanden igennem, og er der en forhindring, man ikke kan klare, får man typisk en straf, fx i form af en ekstra distance, man skal løbe. Man bliver altså ikke smidt ud af løbet, bare fordi der er en forhindring, man må opgive.
Tiden er ligegyldig
“Det er bare én i hver hånd, og så op på toppen af bakken og tilbage igen,” forklarer en dommer hurtigt og peger over på stakken af tykke traestammer, som skal baeres i jernkaeder. Jeg griber fat i to kaeder og løfter stammerne, som viser sig at vaere overraskende tunge, måske fordi jeg på det her tidspunkt i løbet allerede har gået armgang, kastet en 15 kg tung bold over et højt hegn og løbet rundt med sandsaekke i favnen – blandt meget andet.
Det koster en straf på 15 burpees, hvis jeg opgiver forhindringen, men staedigheden vinder, så jeg begynder med taktfaste skridt at bevaege mig op ad bakken med en traestamme i hver hånd. Undervejs bliver jeg mødt af ildrøde ansigter og skaerende grimasser fra de deltagere, der er på vej nedad igen, så jeg er tydeligvis ikke den eneste, der synes, det her er benhårdt. Det
føles, som om armene bliver laengere og benene tungere for hvert skridt, mens jernkaederne bider i håndfladerne, indtil jeg endelig kan smide traestammerne fra mig og løbe videre ind i skoven. Sidste forhindring er hammerkast, og med mine efterhånden ret dirrende arme kraever det tre forsøg, før jeg rammer traepladen og får lov til at spurte de sidste meter ned mod mål.
Jeg løber gennem den oppustelige målportal og får finisher-medaljen om halsen i det lille målområde, hvor stemningen er høj, og oplevelserne undervejs på ruten bliver vendt og drejet.Tidstavlen viser 55 minutter, og som OCR-nybegynder har jeg ingen idé om, om det er godt eller skidt. Men det er også ligegyldigt. Det har vaeret den fest, vi blev lovet fra starten – den klart mest udfordrende, uforudsigelige og sjoveste løbetur, jeg har haft meget laenge. Og med sikkerhed en løbetur, som vil kunne maerkes i hele kroppen i morgen.
Det føles, som om armene bliver laengere og benene tungere for hvert skridt.