MTB I AFRIKA
— Mountainbikeracet joberg2C er et unikt møde med Sydafrikas store, uforlignelige natur og med en stemning, der er en musikfestival vaerdig.
Etapeløbet Joberg2c er et møde med Sydafrikas alsidige natur og en helt unik stemning, der mest af alt får løbet til at minde om en kørende MTBfestival. Danske Christopher Glimberg Rønne var en af 800 ryttere, der i år kørte de ni etaper gennem nogle af verdens smukkeste mountainbikelandskaber.
En pind har sat sig fast i kassetten. Jeg er stået af cyklen og har tid til at kigge – ud og ned. Et stort skridt til venstre for det smalle spor er der et frit fald på flere hundrede meter ned i det sydafrikanske floddelta. Så langt mine øjne når, ligger den frodige regnskov bredt ud som en grønspaettet, bølget dug over det uberørte landskab. Umkomaas-flodens vilde vandmasser glimter som klare aedelsten i solen og braser gennem den taette vegetation som et dyr på flugt. Det ligner et land, hvor mennesket aldrig har vaeret.
– Are you okay, my friend? Flere af de andre ryttere overhaler mig, mens jeg står og nørkler med den lille gren, der har boret sig ind mellem tandhjulene. Ja, jeg er o.k. Faktisk har jeg aldrig haft en defekt og samtidig vaeret så o.k. som nu. De andre kører videre ned gennem dalen ad det smalle singletrack-spor, der kiler sig ned som et rødbrunt grusbånd i den grønne bund af planteliv. Over mig følger en silkeabe mine bevaegelser fra sin plads i toppen af traeet. Den holder sin sorte hånd under hagen, mens den kigger på mig uden at blinke. Jeg er det fremmede dyr i dens habitat. Mine fingre får omsider fat i det lille stykke trae. Jeg kaster det ind i krattet og hopper på cyklen igen. Singletrack-sporet gør det umuligt at overhale, så jeg falder ind i rytmen i snoren af ryttere og kigger hurtigt op, ud og ned i dalen, der er kåret til det smukkeste MTBlandskab i verden. Jeg forstår hvorfor.
Vi er på ottende og naestsidste dag af mountainbikeløbet Joberg2c i Sydafrika. Dagens etape er en hård nyser på 97 km og 1.900 højdemeter. Det er godt en uge siden, vi begyndte i Johannesburg, og i morgen når vi Scottburgh og Det Indiske Ocean. På det tidspunkt vil vi have kørt 900 km gennem plantager, reservater og vild natur, gennem savanne, jungle og sukkerrørsmarker – 800 ryttere fra de fleste egne af verden, heriblandt 11 danskere, på fuldaffjedrede mountainbikes.
Løbet, der i år har 10-års jubilaeum, har på sin relativt korte levetid opnået status som andet og mere end bare et cykelløb, hvor det handler om at komme hurtigst fra startbyen til endestationen. Det kan naermere beskrives som en safari gennem Sydafrikas frodige skatkammer – eller en kørende MTB-festival.
3. etape: Vidunderlig hverdag
“Vrraourrr”. Det dybe løvebrøl får den tynde teltdug til at vibrere over naeserne på os. På underlaget ved siden af mig har fotografen nu sat sig op.Vi siger med én stemme “Fuck!!!” og stirrer vantro på hinanden. Snart følger skrig fra aber og flodheste, og lydene bliver højere. Det føles, som om vi er havnet lige midt i indledningsscenen fra ‘Løvernes konge’. Snart bryder en menneskestemme dyreinfernoet: “Godmorgen. Så er det tid til endnu en fantastisk dag i Joberg2c”. Klokken er 5.30, og endnu en racedag begynder på teltpladsen.
Vi er på tredjedagen af løbet, og bortset fra det aparte vaekkeur har jeg vaennet mig til rytmen: Stå op kl. 5.30, spise morgenmad, tage tøj på, gøre cykel klar, afgang kl. 7.00, køre sig helt i hundene på etapen til ca. 11.30. Spise, gå i bad, massage, afslapning, aftensmad og underholdning. I seng kl. 20.30. Kroppen tilpasser sig den daglige trummerum af kost, søvn og timelange ridt i sadlen. Det venlige klima – solen skinner, og temperaturen er typisk mellem 10 og 25 grader – og et serviceniveau i topklasse gør det nemt at vaenne sig til de nye rutiner. Og jeg nyder det enkle liv på rammen og i lejren. Der er ingen arbejdsmails, der lige skal besvares, ingen Netflix-serier, Facebook eller skole-hjem-samtaler med ungerne. Det handler om at sørge for, at kroppen kan køre så staerkt som muligt, og så saette sig op på cyklen og gøre netop dét – sammen med 799 andre glade nørder i et evigt omskifteligt sydafrikansk landskab. En drøm af en hverdag.
4. etape: Gruppen i gruppen
Min puls er 168, lige på maelkesyretaersklen og egentlig noget for høj. Men dér er Mark fra Sydafrika og de to belgiske ryttere, der aldrig er bange for at traekke. Og dér kører den høje franskmand, Cedric, og ham schweizeren, der ligner en gorilla på cyklen. Blandt de her drenge har jeg ligget de seneste to etaper, og kan jeg holde tempoet, ved jeg, at jeg også i dag på fjerde etape kommer hjem blandt de 20 hurtigste. Så meget for at nyde naturen og give fanden i resultaterne. Jeg laegger mig ind bag de to belgiere og taenker på ordene
Det venlige klima og et serviceniveau i topklasse gør det nemt at vaenne sig til de nye rutiner.
fra min traeningskammerat derhjemme: “Hvis det gør ondt på dig, gør det også ondt på de andre”. De belgiske maskiner ser overhovedet ikke ud til at have ondt nogen steder. De kører som et eksprestog med hjemve. Jeg kan ikke holde deres hjul og falder langt ned i gruppen på ca. 10 ryttere.
Fra min nye plads kniber det stadig med at følge med. Centimeter for centimeter mister jeg kontakt med baghjulet hos rytteren foran, indtil mit tråd pludselig føles lettere, og jeg igen er med midt i gruppen. Det er Mark, den lokale fyr, der også kører Merida, som med en frelsende hånd på min ryg har sendt mig op i sikkerhed midt i gruppen.
Efter de første to etaper er alle rytterne blevet inddelt i grupper fra A til E, der bliver sendt afsted forskudt. Hver gruppe er igen inddelt i mindre grupper a mellem 10 og 30 ryttere. Løbet køres og opleves i høj grad i de her små grupper. Her kan der opstå solidaritet og samarbejde, der kan sikre gruppen og den enkelte den letteste vej fra start til mål. Min gruppe med Cedric, gorillaen, Mark, de belgiske maskiner og fem-seks andre ryttere fungerer perfekt. Her har man lov til at have en dårlig dag i ly for dagens staerkere ryttere, og her er der anerkendende tommelfingre, når du er staerk nok til at traekke.
8. etape: Hjaelpen er altid naer
– Here you go, mate. Den sammenrullede cykelslange lander som en sort gummisnegl i gruset foran mig og min amputerede cykel. Jeg er for tredje gang i dag punkteret og står i det høje graes ved siden af sporet. Mit opråb til det susende felt af ryttere er blevet hørt, og den flyvende slange kan holde mig kørende til målstregen – håber jeg. Men hvor er mine daekjern? Jeg må have tabt dem ved mit sidste pitstop. En anden rytter, en mørk fyr på en aeldre, slidt 26-tommerscykel med outdated udstyr, er stoppet op. Uden et ord går han i gang med at rive daekket af min cykel. Han smider den nye slange ind i daekket, der stadig flyder i latex, og presser patronens kolde luft ned gennem ventilhalsen, indtil daekket falder på plads langs faelgkanten med en metallisk ‘pliiing!’-lyd. Han raekker cyklen frem mod mig, stadig tavs. Jeg klapper ham på skulderen og siger: “Jeg skylder dig en stor øl”. Han smiler, og jeg springer på cyklen igen.
Senere samme dag, efter aftensmaden, finder jeg min redningsmand. Hans navn er Jack. Han sidder sammen med sine venner, en ryttergruppe fra den fattige Soweto-bydel naer Johannesburg, der har fået fripladser til løbet. Jeg kommer med den lovede øl, og den aften deler han og jeg øl og historier fra to verdener på alle måder langt fra hinanden. Samtalen om raceproblemer, løn for at studere og glaeden ved at opleve sit eget land minder os begge om, hvorfor vi også er her: for at møde nyt landskab – i naturen og i de fremmede mennesker, vi deler spor, tallerkener og daekjern med.
Jeg har aldrig oplevet en større grad af hjaelpsomhed og faellesskab ved et cykelløb end under de ni dage i Sydafrika – fra smalltalkende fremmede i madkøen, der spørger om din dag og tilbyder dig en plads foran i
De kører som et eksprestog med hjemve. Jeg kan ikke holde deres hjul og falder langt ned i gruppen.
køen, over highfives fra heppende skolebørn på ruten til konkurrerende ryttere, der kaster deres sidste slange ud i rabatten til dig. Du kan sagtens køre Joberg2c for at vinde det. Der er både pengepraemier og daglig vinderceremoni – og jo, jeg tjekkede også resultatlisterne hver aften. Men konkurrence er ikke løbets kvalitet. Stemningen er dét, der, sammen med landskabet, får ryttere fra hele verden til at vende tilbage til Joberg2c år efter år. Og stemningen begynder hos arrangørerne og de hundredvis af frivillige, der får løbet til at lykkes.
Joberg2c bliver til i samarbejde med lokale kommuneskoler, der til gengaeld for et livgivende honorar er vaerter for løbet, hvor end det kommer frem. Hver lejr er på den måde organiseret af en lokal skole, der har brugt måneder på at organisere campen. Og på dagen, hvor Joberg2c-karavanen kommer til byen, står børnene klar til at vaske din cykel (efter at de har givet dig en kold sodavand), faedrene ligger i startblokken ved de kaempe grilltønder, og mødreholdet har alt klar til det store katalog af varme, lune og kolde laekkerier til langbordene.
Hver aften fortaeller repraesentanter fra vaertsskolen, hvad det betyder for skolen at samarbejde med Joberg2c.Vi hører om nyetablerede biblioteker, tilbygninger til naturfag og nye online undervisningsprogrammer, der uden Joberg2c ville vaere forblevet en drøm ude i landsbyerne.
Dagen derpå: Lad mig blive i løbet lidt endnu
Naesten 40 timer, ca. 35 geler og en dåse med buksefedt tog det mig at nå Det Indiske Ocean og Scottburgh på mountainbike. Nu, første aften efter Joberg2c, sidder jeg på terrassen på en lille restaurant i kystbyen, tre cykellaengder fra det hidsige hav. Jeg har drukket god vin af klare flasker, og den lokale fisk var frisk og veltillavet. Men jeg har det som drengen, der er hjemvendt fra sommerens fodboldlejr til parcelhuskvarterets larmende stilhed.Alle vennerne er vaek på sommerferie, køleskabet summer, som det altid har gjort, far slår graes, og mor spørger: “Vil du ikke med en tur ud til mormor?” Festen er slut, hverdagen er tilbage.
Jeg rejser mig på ømme, hvidvinspåvirkede ben og går i baren for at betale. Ind på restauranten traeder i samme øjeblik en fyr med en Joberg2c-T-shirt. Jeg genkender ham som en del af den belgiske ryttergruppe, der tog nedkørslerne, som om de havde én dag tilbage. Jeg nikker afvaergende til tjeneren og vender om i retning mod min kommende belgiske ven. Han vinker venligt og indforstået. Jo, han ved også, hvem jeg er. Skulle jeg ikke lige holde hverdagslivet hen et glas tid og i stedet gå igennem løbets højdepunkter på dårligt engelsk, inden jeg flyver hjem i morgen?