ØKORACE

Mil­jø er det sto­re buzzword her i 2020, og det ga­el­der og­så i løbs­ver­de­nen. Vi snø­re­de lø­be­sko­e­ne og delt­og i pre­mi­e­ren på EcoTrail Wi­ck­low, der bød på 45 øko­lo­gi­ske ki­lo­me­ter og 1.700 ba­e­re­dyg­ti­ge høj­de­me­ter i den ir­ske vild­mark.

Aktiv Træning (Denmark) - - INDHOLD -

— tag med på 45 ki­lo­me­ters ba­e­re­dyg­tigt mo­tions­løb i den sto­re, grøn­ne ir­ske vild­mark i det ver­den­s­oms­pa­en­den­de EcoTrail­løbs­kon­cept.

Tom! Jeg su­ger ek­stra hårdt i rø­ret til vand­fla­sken i min lø­be­vest, men der kom­mer ik­ke me­re ud. Jeg har dum­met mig. Det er kun 10 mi­nut­ter si­den, jeg tøm­te den an­den fla­ske, og der er sta­dig 4 ki­lo­me­ter til det na­e­ste de­pot – og 4 ubarm­hjer­ti­ge ki­lo­me­ter, vel at ma­er­ke. For­an mig snor den ste­ne­de sti sig op ad bjergsi­den. På hver si­de står sto­re, smuk­ke breg­ner, men ef­ter 26 ki­lo­me­ters løb i de ir­ske bjer­ge er jeg ik­ke la­en­ge­re i stand til at ny­de na­tu­ren. Mit ho­ved fø­les let, og svim­mel­he­den kom­mer sni­gen­de. Jeg kan kun ta­en­ke på vand.

En­de­lig fla­der ru­ten ud. Stien bli­ver til en grus­vej, og mel­lem de grøn­ne bak­ker i det fjer­ne kan jeg ane et hvidt telt, hvor de­po­tet lig­ger. “Ik­ke drik­ke for me­get! Ik­ke drik­ke for me­get!” ta­en­ker jeg, men da jeg når frem til vand­ha­ner­ne i de­po­tet, er det li­ge pra­e­cis det, jeg gør. Fol­de­kop­pen fly­ver i pen­dul­fart mel­lem ha­nen og min mund, ind­til jeg ik­ke kan drik­ke me­re. Og så sker det for­ud­si­ge­li­ge. Blo­det i min krop su­ser mod ma­ven for at var­me van­det op. Først bli­ver jeg svim­mel, så be­gyn­der jeg at fryse, og mens an­dre lø­be­re står i T-shirt, tra­ek­ker jeg i min med­brag­te vind­jak­ke og ser op mod det hø­je­ste bjerg på ru­ten, hvor jeg nu skal op. Vel­kom­men til EcoTrail iWi­ck­low, Ir­land. Der er sta­dig 16 ki­lo­me­ter, 500 høj­de­me­ter og tre bjer­ge til­ba­ge på ru­ten, og mål­stre­gen har al­drig føl­tes la­en­ge­re va­ek.

Øko­lo­gisk trail­løb

Hvis du ik­ke har hørt om EcoTrail før, er her en hur­tig op­sum­me­ring. EcoTrail er en løbs­se­rie, som blev grund­lagt i Frank­rig for 13 år si­den af lø­be­ren Je­an-Char­les Per­rin. Han sav­ne­de et ba­e­re­dyg­tigt trail­løb, der ef­ter­lod så lil­le et af­tryk på mil­jø­et og na­tu­ren som mu­ligt. Der­for fandt han på et trail­løb med start og slut i en stor­by, så det var nemt at kom­me til med of­fent­lig trans­port. Der skul­le va­e­re af­falds­sor­te­ring i må­l­om­rå­det og i de­po­ter­ne, og del­ta­ger­ne skul­le selv med­brin­ge fol­de­kop­per, så der ik­ke kom til at fly­de med kop­per og gel­pak­ker i na­tu­ren. Og når lø­bet var over­stå­et, skul­le man ik­ke kun­ne se, at der hav­de va­e­ret en ene­ste lø­ber. Lø­bet blev en stor suc­ces og be­gynd­te at bre­de sig. I dag fin­des der EcoTrail-løb i det me­ste af Eu­ro­pa – blan­det an­det i Nor­ge og Sve­ri­ge og på Island.

Det se­ne­ste skud på den ba­e­re­dyg­ti­ge trail­stam­me fin­der man Ir­land. Ak­tiv Tra­e­ning er in­vi­te­ret med til pre­mi­e­ren, og der­for står jeg en kølig lør­dag mor­gen i den lil­le by Bray – en ti­mes kør­sel syd for Dublin – og små­trip­per i mit lø­be­tøj. Det er ty­de­ligt at se, at folk går op i mil­jø­et her. Mens vi her­hjem­me har skil­te med Stands­ning for­budt el­ler Ens­ret­tet langs vej­en, bli­ver man i Ir­land ja­evn­ligt mødt med skil­te, som ad­va­rer folk mod at smi­de af­fald i na­tu­ren. Det bur­de va­e­re en selv­føl­ge, at man ik­ke ka­ster tom­me då­ser fra sig el­ler tøm­mer sin trai­ler i en grøf­te­kant, men det er desva­er­re ik­ke al­le, som for­står det. Her­ov­re fal­der ham­me­ren dog hårdt, og hvis du bli­ver ta­get i at smi­de af­fald fra dig, får du en bø­de på op til 11.000 kr.

Fra by til land

Til EcoTrail er der al­tid fi­re ru­ter at va­el­ge imel­lem. I den ir­ske ud­ga­ve er de på 18, 28, 45 og 80 ki­lo­me­ter, og da jeg de sid­ste ni må­ne­der har lø­bet 15 ma­ra­ton­løb, ta­en­ker jeg, at ru­ten på 45 ki­lo­me­ter ly­der over­kom­me­lig. Mens mi­ne løb ty­pisk er fo­re­gå­et på as­falt, har ru­ten på 45 ki­lo­me­ter dog og­så 1.700 høj­de­me­ter på me­nu­en, og det får man en fors­mag på li­ge fra start.

Da klok­ken bli­ver 10.30, ly­der start­skud­det, og min grup­pe med 250 ma­end og kvin­der iført trailsko og va­e­ske­rygs­a­ek­ke sa­et­ter i løb.

Den før­ste ki­lo­me­ter føl­ger vi strand­pro­me­na­den. Så dre­jer vej­en og be­gyn­der at gå op ad da­gens før­ste bak­ke, den 241 me­ter hø­je Bray He­ad. Stien snørk­ler sig stejlt mel­lem kro­ge­de tra­e­er, og vi må løf­te fød­der­ne ek­stra højt for at tra­e­de over de lan­ge rød­der, der bre­der sig som bla­eks­p­rut­tear­me på tva­ers af stien. De fle­ste va­el­ger at gå det­te styk­ke – bå­de for at spa­re på kra­ef­ter­ne, og for­di det na­e­sten er for stejlt til at lø­be opad.

Da vi kom­mer ud af sko­ven – li­ge un­der top­pen af bjer­get – bli­ver vi mødt af en fan­ta­stisk ud­sigt ud over by­en og den smuk­ke bugt. Jeg har sved på pan­den.Vi er kun 2,5

ki­lo­me­ter in­de i ru­ten, men vi er al­le­re­de ste­get 200 høj­de­me­ter. Hel­dig­vis fla­der det ud, og de na­e­ste ki­lo­me­ter går ad en grus­sti, hvor man kan ny­de ud­sig­ten over ha­vet, mens lå­re­ne la­der op til de na­e­ste stig­nin­ger.

Der er al­le­re­de god af­stand mel­lem lø­ber­ne.Vi snor os af­sted som per­ler på en snor over sto­re, gra­es­kla­ed­te bak­ker. Det er ut­ro­lig smukt, og bort­set fra hvi­de får og grå sten­ga­er­der er alt an­det nu­an­cer af grønt.

Un­der­la­get skif­ter mel­lem grus, gra­nitska­erv, gra­es og jord, og man skal he­le ti­den kon­cen­tre­re sig om, hvor man sa­et­ter fød­der­ne, så man ik­ke vrik­ker om el­ler snub­ler. En stor del af vej­en lø­ber vi gen­nem pri­va­te lan­d­om­rå­der, som vi i da­gens an­led­ning har få­et lov til at kryd­se. Langs fle­re af grun­de­ne er der op­ført mu­re så hø­je, at man skul­le tro, det er Ju­ras­sic Park, der lig­ger på den an­den si­de. I vir­ke­lig­he­den er det mest ri­ge er­hvervs­folk og be­rømt­he­der, der kø­ber de sto­re lan­da­re­a­ler for at va­e­re i fred.

Tra­et­he­den sa­et­ter ind

Ef­ter 21 ki­lo­me­ter run­der vi 1.000 høj­de­me­ter. Mi­ne la­eg­ge er tra­et­te og stram­me af de stej­le sti­er, så da jeg pas­se­rer en eng­la­en­der, som går, føl­ges jeg lidt med ham.

– Jeg skul­le ha­ve for­be­redt mig bed­re og ha­ve tra­e­net mi­ne lår no­get me­re, pu­ster han med et ud­slukt ud­tryk i an­sig­tet.

– Og la­vet me­re co­re­tra­e­ning. Jeg skul­le i det he­le ta­get ha­ve tra­e­net me­re.

Jeg ra­ek­ker ham nog­le vingum­mi­er og øn­sker ham god tur, selv­om jeg godt ved, at han nok ik­ke får det. Der er sta­dig 24 ki­lo­me­ter og alt for man­ge høj­de­me­ter til­ba­ge.

Jeg kom­mer for­bi fle­re og fle­re lø­be­re, der har lagt for hårdt ud, og som nu sid­der med kram­pe. Det er ik­ke det sjove­ste at skul­le op ad en stejl skrå­ning med kram­pe i lå­re­ne, men der er ik­ke så me­get, jeg kan gø­re for at hja­el­pe dem. Al­le del­ta­ge­re har få­et be­sked på at gem­me et be­stemt num­mer til ar­ran­gø­rer­ne på de­res te­le­fon, så de kan rin­ge, hvis der bli­ver brug for hja­elp. Ru­ten er mar­ke­ret med små flag og gul mi­ne­strim­mel, der er bun­det om gre­ne, så det er stort set kun i de­po­ter­ne og ved de få kon­trol­po­ster, hvor man skal scan­ne sin chip, at man mø­der fri­vil­li­ge hja­el­pe­re.

Ef­ter at ha­ve zigzag­get op ad en stejl sko­vsti fla­der spo­ret en­de­lig ud. Jeg har ef­ter­hån­den lø­bet 26 ki­lo­me­ter, så jeg har la­ert at ny­de de fla­de styk­ker, hvor det er mu­ligt at få pul­sen ned og sam­le ener­gi.

På hver si­de af stien tår­ner 30-40 me­ter hø­je gran­tra­e­er sig op mod him­len. De står så ta­et, at der kun slip­per en­kel­te sol­strå­ler ned til os, hvil­ket gi­ver en sa­er­lig tus­mør­ke­stem­ning her midt på da­gen. Mens jeg lø­ber af­sted på den blø­de sti, kig­ger jeg på et tids­punkt til ven­stre

Bort­set fra hvi­de får og grå sten­ga­er­der er na­er­mest alt an­det grønt ...

og får na­e­sten et chok. In­de i den dunk­le skov er et stort om­rå­de da­ek­ket med et tykt lag spin­delva­ev. Det er hvidt og gl­in­sen­de, og midt i det he­le står en rød te­le­fon­boks. Jeg får na­e­sten lyst til at gni­de mig i øj­ne­ne, men den er god nok.

Lidt der­fra – in­de mel­lem tra­e­er­ne – står en flok men­ne­sker med pro­jek­tø­rer, ka­me­ra­er og in­struk­tør­sto­le. Det vi­ser sig, at jeg er hav­net midt i en film­op­ta­gel­se, hvil­ket ik­ke er unor­malt på dis­se kan­ter. Wi­ck­low bli­ver kaldt for Eu­ro­pas Hollywood, hvil­ket må­ske er en smu­le over­dre­vet, men det er sandt, at om­rå­det med de fan­ta­sti­ske bjer­ge, sko­ve, flo­der, sø­er og stran­de til­tra­ek­ker man­ge film­pro­duk­tio­ner.

Vikin­ger­ne kom­mer

Det var blandt an­det på gra­es­set i de na­er­lig­gen­de da­le, at Mel Gib­son svin­ge­de sit sva­erd i fil­men Bra­ve­heart. Og et par ki­lo­me­ter her­fra lig­ger den sto­re, sor­te Gu­in­ness La­ke, hvor TV­se­ri­en Vikings blev op­ta­get. Sku­e­spil­ler­ne op­før­te sig hel­dig­vis no­get bed­re end de rig­ti­ge vikin­ger, som i stor stil ha­er­ge­de Ir­land i 900­tal­let, hvil­ket fle­re af de ir­ske lø­be­re min­der mig om, når de hø­rer, hvor jeg er fra.

– Yeah, sor­ry about that, får jeg sagt me­re end et par gan­ge, men alt er hel­dig­vis til­gi­vet.

– Argh, det er li­ge me­get, si­ger en lo­kal lø­ber, jeg mø­der un­der­vejs.

– Det var al­li­ge­vel godt, at der kom nog­le nye men­ne­sker, som de lo­ka­le kun­ne blan­de de­res ge­ner med! Ha, ha, ha ...

Fak­tisk blev Dublin grund­lagt af vikin­ger, der brug­te by­en som ba­se for an­greb ind i lan­det, og i dag kan man­ge ord i det en­gel­ske sprog fø­res til­ba­ge til vikin­ger­ne.Win­dow er vin­due, egg er aeg, si­ster er sø­ster, og så­dan kan man bli­ve ved.

Mas­ser af vand

Ef­ter vikin­ge­snak­ken si­ger jeg nu ik­ke så me­get, for det er på det­te tids­punkt, at jeg lø­ber tør for vand. Der er kun tre de­po­ter i lø­bet af de 45 ki­lo­me­ter, så det ga­el­der om at drik­ke med om­tan­ke. Det er ba­re nem­me­re sagt end gjort, for man kom­mer vir­ke­lig til at sve­de af de man­ge høj­de­me­ter, så ef­ter fi­re ki­lo­me­ter med tom­me vand­fla­sker vir­ker de­po­tet som det re­ne pa­ra­dis.

In­de i det hvi­de telt er der bak­ker med ba­na­ner, ka­ge, ae­b­ler og kiks. Der står gu­le af­falds­span­de til det bi­o­lo­gi­ske af­fald, og uden­for ven­ter 10 vand­ha­ner på at sluk­ke din tørst. Og det er så det, jeg gør – og me­re til. Jeg fyl­der mi­ne fla­sker og druk­ner min ma­ve, ind­til jeg får kval­me og be­gyn­der at fryse. Flot.

Li­ge for­an mig ven­ter lø­bets hø­je­ste bjerg, det 501 me­ter hø­je Gre­at Su­gar Lo­af, så de na­e­ste fem ki­lo­me­ter bli­ver en blan­ding af løb og gang, mens jeg gla­e­der mig til, at min va­e­ske­tyn­ge­de krop igen kom­mer i ba­lan­ce.

100 me­ter fra top­pen dre­jer ru­ten ind på en smal sti med ta­et lyng på hver si­de. For nog­le år si­den bra­end­te en stor del af ve­ge­ta­tio­nen på en bjergsi­de iWi­ck­low, og brand­va­e­se­net måt­te ha­ve as­si­stan­ce af he­li­kop­te­re for at få den sluk­ket.

Da de var fa­er­di­ge, og der kun var den af­sved­ne jord til­ba­ge, kun­ne man fra he­li­kop­ter­ne se nog­le sto­re, hvi­de sten, som dan­ne­de or­det EIRE – en ud­bredt for­kor­tel­se for Ire­land.

Bu­ske­ne hav­de sim­pelt­hen skjult et levn fra an­den ver­denskrig, hvor Ir­land holdt sig neut­ralt. In­di­mel­lem fløj de ty­ske bom­be­fly dog for­kert, og i ste­det for at bom­be løs i Eng­land smed de så­le­des de­res død­brin­gen­de last over Ir­land.

Det var ind­byg­ger­ne na­tur­lig­vis ik­ke tryg­ge ved, så ved at skri­ve Ir­land med ka­em­pe bog­sta­ver

Me­dalj­en er la­vet af trae, og der er øko­lo­gisk øl fra et lo­kalt mi­kro­bryg­ge­ri.

for­met af sten på jor­den hå­be­de de alt­så på at få de ty­ske fly til at ven­de om.

Lø­ber­ne fly­ver af­sted

Jeg ta­en­ker på hi­sto­ri­en, mens jeg lø­ber rundt om bjer­get på den smal­le sti. Så dre­jer ru­ten ned mod da­len, og plud­se­lig er der ik­ke over­skud til at ta­en­ke på an­det end at hol­de ba­lan­cen.

Jeg lø­ber i no­get, der min­der om et stejlt, udtør­ret vand­løb, hvor un­der­la­get be­står af lø­se gra­nit­sten på stør­rel­se med knyt­na­e­ver. Jeg aen­ser ik­ke na­tu­ren om­kring mig. Jeg kan kun ta­en­ke på at kig­ge ned, kig­ge frem, la­e­se spo­ret og som en an­den skak­spil­ler plan­la­eg­ge de na­e­ste to-tre ste­der, jeg skal sa­et­te fød­der­ne. In­di­mel­lem fly­ver der en lø­ber for­bi mig. Det ser nemt ud, og mens de la­e­ner sig frem og sprin­ger nedad, gør jeg alt det, man ik­ke skal, og ka­em­per mod tyng­de­kraf­ten. Jeg har hver­ken tek­nik­ken el­ler mo­det til at føl­ge med. Des­u­den gør mi­ne lår ondt, og jeg er ban­ge for, at mi­ne tra­et­te an­k­ler plud­se­lig svig­ter, så jeg holder pa­ent ind til si­den, når jeg kan hø­re en af de an­dre lø­be­re kom­me tord­nen­de.

Jeg har ef­ter­hån­den lø­bet 43 ki­lo­me­ter, og en­de­lig na­er­mer jeg mig mål. Jeg er tra­et i krop­pen ef­ter de man­ge bak­ker og ud­mat­tet i ho­ve­d­et, for­di jeg har kon­cen­tre­ret mig så me­get om un­der­la­get. Det glem­mer jeg dog, da jeg kom­mer rundt om det sid­ste bjerg og igen bli­ver mødt af den smuk­ke ud­sigt over bug­ten. Det er seks ti­mer si­den, jeg var her sidst – på vej i den mod­sat­te ret­ning – og jeg har la­ert me­get om trail si­den sidst. Ov­re på den an­den si­de af bug­ten kan jeg li­ge ane ho­ved­sta­den Dublin og bjer­get, hvor U2-for­san­ge­ren Bo­no har sin ka­em­pe vil­la. Så for­vin­der ru­ten ind i sko­ven.

Be­skyt na­tu­ren, be­var trailspor­ten

20 mi­nut­ter se­ne­re lø­ber jeg på strand­pro­me­na­den langs van­det og – langt om la­en­ge – un­der mål­por­ta­len. Lø­bets ba­e­re­dyg­ti­ge linje fort­sa­et­ter helt til slut med en me­dal­je la­vet af trae og en kold, øko­lo­gisk øl fra et lo­kalt mi­kro­bryg­ge­ri, som jeg bru­ger til at skå­le med nog­le af de lø­be­re, jeg har mødt ude på ru­ten.

Det va­rer sta­dig et par ti­mer før de sid­ste del­ta­ge­re er i mål, men når det sker, be­gyn­der ar­ran­gø­rer­ne at pil­le ru­ten ned, og bag­ef­ter kan in­gen se, at vi har va­e­ret her.

Det er vig­tigt, for som Je­an-Char­les Per­rin, der op­fandt EcoTrail-se­ri­en, si­ger til mig, da jeg mø­der ham i må­l­om­rå­det, hvor vi får en snak:

– Det ga­el­der om at be­va­re og be­skyt­te na­tu­ren. Hvis vi smadrer na­tu­ren, smadrer vi trail. Så en­kelt er det.

Fle­re ste­der på 80 ki­lo­me­ter­ru­ten er der lagt plan­ker ud, så na­tu­ren bli­ver be­skyt­tet, og lø­ber­ne ik­ke syn­ker ned i den blø­de muld.

Ir­land by­der på fan­ta­stisk na­tur, og uan­set om du va­el­ger at lø­be 18, 28, 45 el­ler 80 ki­lo­me­ter, får du en pak­ke med mas­ser af hav, skov og bjer­ge at se på un­der­vejs.

Spo­re­ne til EcoTrail Wi­ck­low skif­ter mel­lem alt fra grus til gra­nit, gra­es, jord og sko­v­bund, så man skal he­le ti­den kon­cen­tre­re sig om, hvor man sa­et­ter fød­der­ne.

EcoTrails ba­e­re­dyg­ti­ge kon­cept er isa­er syn­ligt i de­po­ter­ne, hvor lø­ber­ne skal sor­te­re de­res af­fald alt. Du skal og­så selv med­brin­ge en kop.

Det går na­e­sten he­le ti­den op el­ler ned til EcoTrail Wi­ck­low. 80 ki­lo­me­ter-ru­ten har 2.700 høj­de­me­ter, mens ru­ten på 45 ki­lo­me­ter by­der på 1.700 høj­de­me­ter. I bag­grun­den ses La­ke Gu­in­ness, der er sort som den be­røm­te øl. Det er i om­rå­det her, at man­ge af sce­ner­ne til tv-se­ri­en Vikings blev op­ta­get.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.