Et nyt 68-op­rør er ik­ke på vej

Berlingske Tidende - - OPINION - Lauritz Kor­fix Schultz Lauritz Kor­fix Schultz er cand.mag. i dansk og hi­sto­rie, gym­na­si­ela­e­rer.

Rif­b­jerg, Reich og Skou­sen på trap­pen. Vol­de­lig­he­der­ne i blandt an­det Pa­ris, Rio og Ber­lin. De­mon­stra­tio­ner mod Viet­nam-kri­gen. Om­kal­fa­trin­gen af pro­fes­sor­va­el­det på uni­ver­si­te­ter­ne. Selv om jeg er født fem da­ge in­den Mu­ren faldt, er jeg ble­vet tu­det øre­ne ful­de af, hvad 68-op­rø­ret be­stod af, og hvil­ke po­si­ti­ve kon­se­kven­ser det hav­de for Dan­mark.

68-op­rø­ret er al­tid ble­vet sprog­lig­gjort po­si­tivt, som no­get vig­tigt og pro­g­res­sivt for det dan­ske sam­fund. Selv fra bor­ger­ligt hold er op­rø­ret brugt i kam­pen om, hvem der var dags­or­densa­et­ten­de i 1960er­ne og 70er­ne. Alt op­rør mod au­to­ri­te­ter hav­de va­er­di i sig selv. Det, 68er­ne gjor­de, var nød­ven­digt. Man gik fra et gråt, her­me­tisk luk­ket og hie­rar­kisk sty­ret sam­fund til et åbent, to­le­rant og me­re so­li­da­risk sam­fund.

Der var i den grad en au­to­ri­ta­er or­den i det dan­ske sam­fund, der blev brudt ned og bredt ud. Og la­e­ren om 68 står som et cen­tralt ar­gu­ment, når 68-ge­ne­ra­tio­nen, for at le­gi­ti­me­re de­res egen hand­len, selv skal for­kla­re de na­e­ste ge­ne­ra­tio­ner, at de og­så skal gø­re op­rør.

Det er dog højst tvivl­s­omt at bru­ge 68-op­rø­ret som en pas­sen­de ska­be­lon på et mu­ligt nu­ti­digt op­rør mod au­to­ri­te­ter. Når man for­sø­ger at kob­le 68-op­rø­ret til op­rør i vo­res tid, må det va­e­re for­di, man tror, at ti­den er den sam­me som åre­ne in­den 1968 – at de sam­me for­hold gør sig ga­el­den­de i dag. Men det gør de ik­ke. Dan­mark har for­an­dret sig og er pra­e­get af kon­kur­ren­ce­sam­fun­dets re­gel­sa­et. De for­søg, vi ser på op­rør i dag, er pseu­doop­rør.

Hvad skal de nye ge­ne­ra­tio­ner gø­re op­rør mod i dag og i frem­ti­den? Hvor­for la­der den nye ge­ne­ra­tion stå pas­sivt til, hvor­for kom­mer der ik­ke et nyt op­rør? Vi ken­der pa­ro­len, op­skrif­ten og ska­be­lo­nen, vi kan jo ba­re se på, hvad der ske­te i 1968. Men det er ik­ke så li­ge­til.

Nok at ta­ge fat på

Der er el­lers nok at gø­re op­rør mod i da­gens Dan­mark: et op­rør mod frem­drifts­re­for­men, et op­rør mod det sti­gen­de fo­kus på den per­fek­te krop, et op­rør mod 12-tals­him­mel­flug­ten, et op­rør mod ik­ke at ha­ve ufor­klar­li­ge pau­ser på sit CV, et op­rør mod at ta­le me­re åbent om psy­ki­ske li­del­ser, et op­rør mod at la­de stå til i Sy­ri­en og et op­rør mod den evi­ge re­gi­stre­ring og li­ge­gyl­di­ge do­ku­men­ta­tion in­den for den of­fent­li­ge sek­tor.

Den nye ge­ne­ra­tion gør ik­ke op­rør, og kom­mer ik­ke til det, for­di et even­tu­elt op­rør vil va­e­re mod den kon­kur­ren­ce­stat, der tvin­ger den nye ge­ne­ra­tion til at le­ve i et pra­e­sta­tions­sam­fund frem for et sam­fund be­stå­en­de af pligt og di­sci­plin, der ken­de­teg­ne­de det dan­ske sam­fund in­den 1968. Vi har al­drig haft fle­re valg­mu­lig­he­der kar­ri­e­re­ma­es­sigt og fle­re mu­lig­he­der for at drøm­me vil­de drøm­me, men vi har hel­ler al­drig le­vet i en tid, hvor den ret­li­ne­de, re­gel­ret­te vej er den rig­ti­ge vej. Der er ik­ke plads til tviv­len – og et op­rør be­står net­op af den­ne tvivl, en tro på, at sam­fun­det kan aen­dre sig. Vi har alt­så al­drig, hvor pa­ra­doksalt det end ly­der, haft stør­re iver ef­ter at un­der­la­eg­ge os au­to­ri­te­ter igen. Det ser vi ud­mønt­et i, hvor magt­på­lig­gen­de det er for os at le­ve op til sam­fun­dets krav, at ud­nyt­te de mu­lig­he­der vi får for­talt, at vi har: Stu­de­ren­de har al­drig fa­er­dig­gjort de­res ud­dan­nel­ser hur­ti­ge­re, der har al­drig va­e­ret solgt så man­ge med­lem­s­ska­ber til fit­nes­scen­tre, ive­ren ef­ter den per­fek­te stu­den­ter- og uni­ver­si­tet­sek­sa­men har al­drig va­e­ret stør­re, al­drig har vi gjort så me­get ud af vo­res CV, psy­ki­ske syg­dom­me over­sti­ger fy­si­ske syg­dom­me og al­drig har of­fent­ligt an­sat­te tids­re­gi­stre­ret de­res ar­bej­de som hidtil. Hvor­dan skul­le de nye ge­ne­ra­tio­ner no­gen­sin­de få tid til at gø­re op­rør, når vi har gang i vo­res eg­ne små kam­pe?

Ma­ski­ne­ri­ets fa­el­de

Den nye ge­ne­ra­tion gør ik­ke op­rør, for­di vi le­ver i en tid, hvor den her­sken­de forta­el­ling er, at al­le mu­lig­he­der er åb­ne. Der er gan­ske en­kelt ik­ke tid til at gø­re op­rør i dag, for al­le mu­lig­he­der skal af­sø­ges og ef­ter­prø­ves. Den nye ge­ne­ra­tion gør alt, hvad den kan, for at le­ve op til de krav, der bli­ver stil­let. Ens livs­ba­ne skal la­eg­ges og vel­fa­erds­sik­res al­le­re­de fra barns­ben. Kon­kur­ren­ce­sta­ten gen­nem­sy­rer sko­le­sy­ste­met – den vel­me­nen­de stu­di­e­vej­le­der ud­fa­er­di­ger kom­pe­ten­ce­må­ling fra en tid­lig al­der, gym­na­si­et er

Vi le­ver i selv­be­brej­del­sens tidsal­der, hvor det er ens egen, og kun ens egen skyld, hvis no­get går galt.

to­net udi fag­spe­ci­fik­ke ret­nin­ger, der er ta­len­ter, der skal dyr­kes, der er al­drig tid til at tviv­le, for­di man he­le ti­den bli­ver be­dømt, må­lt og ve­jet. Vi bil­der os selv ind, at vi er frie men­ne­sker. Men det er vi ik­ke, vi er en del af et langt stør­re ma­ski­ne­ri, end man kan fo­re­stil­le sig. Og vi vil gø­re alt i ver­den for ik­ke at ry­ge ud af det­te ma­ski­ne­ri. Det hand­ler om at kom­me med på vog­nen, in­den det er for sent – den per­fek­te bo­pa­el, det per­fek­te job, den per­fek­te lej­lig­hed, den per­fek­te krop og de per­fek­te uden­lands­rej­ser. Alt det­te kra­e­ver ka­pi­tal, der kra­e­ver lø­n­ar­bej­de, der un­der­tryk­ker tvivl og der­med mulig­he­den for at star­te nye op­rør.

Un­der mo­der­ni­te­tens fa­ner må men­ne­sket san­de, at man skal le­ve med fo­re­stil­lin­gen om, at man selv skal va­el­ge sin kar­ri­e­re og sit liv, hvil­ket fjer­ner fo­kus fra kam­pen om no­get stør­re – nye op­rør. Og når du så får op­fyldt di­ne mål, når du får job­bet, når du har den per­fek­te krop, når du får den per­fek­te lej­lig­hed, så til­skri­ver du ae­ren din egen flid og dyg­tig­hed, og di­ne ven­ner vil ro­se dig for, at du valg­te rig­tigt, at du tog mo­di­ge be­slut­nin­ger, og at du er her­re over eget liv.

Hvis det omvendt går dår­ligt, hvis ik­ke du kom­mer ind på drøm­mestu­di­et, hvis ik­ke du får drømm­ejob­bet, hvis der kom­mer ufor­klar­li­ge hul­ler på dit CV, hvis du går ned med fla­get, for­di du bru­ger me­re tid på at re­gi­stre­re, hvad du har gjort frem­for den vir­ke­li­ge be­hand­ling af di­ne pa­tien­ter, be­brej­der du dig selv al­le de valg, du ik­ke traf el­ler de valg, du traf for­kert.

Op­rø­ret er alt­så ik­ke en mu­lig­hed, for­di vi le­ver i selv­be­brej­del­sens tidsal­der, hvor det er ens egen, og kun ens egen skyld, hvis no­get går galt.

Det er ik­ke la­en­ge­re sam­fun­dets skyld

Tid­li­ge­re kun­ne man sky­de skyl­den på sam­fun­det, hvis det ik­ke gik godt. Det er sam­fun­dets skyld, som St­ef­fen Brandt iro­nisk gjal­de­de. Det gør man ik­ke i dag, selv om man er fuldt ud be­ret­ti­get til at gø­re det. Det er sam­fun­dets skyld, at du ik­ke fik den stil­ling; der var 250 an­dre li­ge­så velkva­li­fi­ce­re­de an­sø­ge­re til job­bet, hvor­for skal vi li­ge pra­e­cis va­el­ge dig?

Så la­en­ge vi har travlt med at op­ti­me­re vo­res eget liv, er det fuld­sta­en­dig uta­en­ke­ligt, at vi har tid til at sam­le os og gø­re op­rør. Når vi en­de­lig ser ek­semp­ler på op­rør i sam­ti­den, er det i pseu­do­for­stand. Der er grup­pe­rin­ger og be­va­e­gel­ser i sam­fun­det, der tror, at de gør op­rør, men de ser sig desva­er­re snart slå­et af vir­ke­lig­he­den.

Ung­doms­hu­set på Dort­hea­vej, der slog dø­re­ne op ef­ter ne­driv­nin­gen i 2007 af det tid­li­ge­re ung­doms­hus på Jagt­vej, er sty­ret af Kø­ben­havns Kom­mu­ne, og kom­mu­nen kan til en­hver tid tra­ek­ke den øko­no­mi­ske støt­te, hvis hu­set ik­ke bli­ver brugt for­mål­stjen­lig. Der­for har hu­sets ak­ti­vi­te­ter ka­rak­ter af højsko­le­ak­ti­vi­te­ter – og al ae­re og respekt for det – men der er ik­ke me­get op­rør over det.

Al­ter­na­ti­vets kon­sensus­gym­na­stik

Par­ti­et Al­ter­na­ti­vet var, med streg un­der var, et friskt pust over den po­li­ti­ske stjer­ne­him­mel, da par­ti­et blev stif­tet i 2013. Her var et po­li­tisk par­ti, der må­ske kun­ne aen­dre no­get, ik­ke ba­re ska­be ra­va­ge, men fak­tisk re­vo­lu­tio­ne­re den po­li­ti­ske ta­enk­ning og ru­ske op i gam­le, van­te Chri­sti­ans­borg-møn­stre. Der var op­rør og nyta­enk­ning i luf­ten, men El­ba­eks par­ti måt­te san­de de tek­no­kra­ti­ske Chri­sti­ans­borg-re­a­li­te­ter, da par­ti­et kom på tin­ge. Par­ti­et er så­le­des gå­et fra at va­e­re et par­ti byg­get på (tan­ken om) op­rør og nyta­enk­ning til i dag at va­e­re et re­al­po­li­tisk par­ti, der sam­ar­bej­der med de an­dre af Fol­ke­tin­gets par­ti­er – og i øv­rigt ka­em­per med svig­ten­de me­nings­må­lin­ger. Hvem sag­de kon­sensus­gym­na­stik?

En­kel­te mel­der sig ud af Face­book, ef­ter at de har kun­net kon­sta­te­re, at virk­som­he­den lukre­rer og ka­pi­ta­li­se­rer på de­res dybt per­son­li­ge op­lys­nin­ger. Det­te sker alt imens, man be­va­rer sin In­s­ta­gram­pro­fil, der er ejet af – Face­book. Her fort­sa­et­ter man med at prom­ove­re sit pri­vat­liv, for­di tran­gen til at is­ce­nesa­et­te sig selv er langt stør­re end at gø­re op­rør mod me­di­e­ma­sto­don­tens fo­re­ta­gen­de.

Op­rø­ret bli­ver så­le­des et pseu­doop­rør.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.