Bri­tisk ju­bel over, at en kon­ge­lig selv luk­ke­de bil­dør

Hun er én af os, jub­le­de bri­ter­ne, da Meg­han, her­tu­gin­de af Sus­sex, for ny­lig luk­ke­de sin bil­dør selv. Det er en ba­lan­ce­gang, for de kon­ge­li­ge sa­et­ter mystik­ken over styr, hvis de kom­mer til at lig­ne fol­ket for me­get, ly­der det fra hof­hi­sto­ri­ke­re.

Berlingske Tidende - - NYHEDER - Af Per­nil­le Drey­er perd@ber­ling­s­ke.dk

Even­ty­ret la­er­te os, at en rig­tig prin­ses­se ik­ke luk­ker et øje, men våg­ner blå og brun, hvis no­gen pla­ce­rer en ae­rt un­der hen­des 20 madras­ser og 20 ed­der­duns­dyner. »Så øm­s­kin­det kun­ne der in­gen va­e­re, uden en vir­ke­lig prin­ses­se,« skrev H.C. An­der­sen i sit even­tyr »Prin­ses­sen på ae­r­ten« fra 1835.

I vir­ke­lig­he­dens ver­den bli­ver en prin­ses­se in­di­mel­lem rig­tig, for­di hen­des op­før­sel er ved si­den af. I hvert fald i fol­kets øj­ne.

Det ske­te for ny­lig for den bri­ti­ske her­tu­gin­de af Sus­sex, Meg­han, som har va­e­ret med­lem af den bri­ti­ske kon­ge­fa­mi­lie si­den 18. maj i år, hvor hun sag­de ja til prins Har­ry. I slut­nin­gen af sep­tem­ber tril­le­de hen­des mo­to­ri­se­re­de »ka­ret« op for­an The Roy­al Aca­de­my of Arts i Lon­don, hvor her­tu­gin­den skul­le fo­re­stå sin før­ste of­fi­ci­el­le op­ga­ve på egen hånd.

Som det sig hør og bør, stod to per­so­ner klar til at mod­ta­ge her­tu­gin­den, der smi­len­de og ik­la­edt en sort Gi­ven­chy-kjo­le trå­d­te ud af bi­len og hil­ste på, da bil­dø­ren blev åb­net for hen­de. Her­ef­ter ske­te det, som si­den fik in­ter­net­tet til at fly­de over med kom­men­ta­rer:

Her­tu­gin­den luk­ke­de selv bil­dø­ren ef­ter sig. Som det mest na­tur­li­ge i ver­den.

»Sma­ek,« ly­der det på vi­deo­op­ta­gel­sen, mens den her­re, som skul­le ha­ve luk­ket dø­ren, står over­flø­dig­gjort til­ba­ge. Meg­han? Hun lig­ner ik­ke en, der til­la­eg­ger sin roy­a­le hånds mø­de med bil­dø­ren no­gen stør­re be­tyd­ning. Må­ske op­da­ge­de hun end ik­ke svip­se­ren.

Prin­ses­se af fol­ket

»En prin­ses­se, der sta­dig ta­ger sig tid til at luk­ke egen bil­dør,« twe­e­te­de kon­ge­lig hof­repor­ter på tabloi­da­vi­sen The Sun Emily An­drews øje­blik­ke­ligt: »Godt gå­et, Meg­han!«

Fle­re fulg­te ef­ter, og i lø­bet af kort tid var hash­tag­get #meg­han­mark­le blandt de mest po­pu­la­e­re på de so­ci­a­le me­di­er, hvor nog­le på­pe­ge­de det fjol­le­de i, at en kon­ge­lig bli­ver rost for en selv­føl­ge­lig hand­ling, mens an­dre til­jub­le­de her­tu­gin­den:

»Det er før­ste gang, at jeg har set en prin­ses­se på op­ga­ve luk­ke sin egen bil­dør,« skrev en.

»Hun er to­talt jord­na­er og yd­myg,« lød det fra en an­den.

»Meg­han Mark­le op­fat­ter ik­ke sig selv som bed­re end an­dre,« skrev en tred­je, og så­dan fort­sat­te det:

»Det er for­fri­sken­de at se, at hen­des nye ti­tel og ae­g­te­ska­bet med en prins ik­ke er ste­get hen­de til ho­ve­d­et.« »Hun har ik­ke glemt, hvor hun kom­mer fra.« »Det her får mig kun til at el­ske hen­de end­nu me­re.«

Fol­kets ka­er­lig­hed kra­e­ver fol­ke­lig­hed, måt­te man for­stå, og den luk­ke­de bil­dør ce­men­te­re­de til­sy­ne­la­den­de Meg­han som vo­res – de ja­ev­nes – prin­ses­se.

Kon­ge­hu­set skal be­va­re mystik­ken

I mod­sa­et­ning til hvad man kun­ne få ind­tryk af på de so­ci­a­le me­di­er, er det ik­ke før­ste gang i ver­dens­hi­sto­ri­en, at en kon­ge­lig har luk­ket bil­dø­ren ef­ter sig. Tva­er­ti­mod.

Ek­sem­pel­vis har Meg­hans svi­ge­r­in­de, Cat­he­ri­ne, her­tu­gin­de af Cam­brid­ge – som al­le sta­dig in­si­ste­rer på at kal­de Ka­te – selv luk­ket bil­dø­re ved fle­re lej­lig­he­der, og det sam­me har Kron­prin­s­par­ret her­hjem­me.

Fol­ke­lig­hed er imid­ler­tid en ba­lan­ce­gang for mo­nar­ki­er i he­le Eu­ro­pa, forta­el­ler lek­tor og hi­sto­ri­ker ved Syd­dansk Uni­ver­si­tet Michael Bregns­bo, der blandt an­det har ho­fliv som forsk­nings­om­rå­de. For selv om fol­ket bi­fal­der, at Kon­ge­hu­sets med­lem­mer er til­ga­en­ge­li­ge og i øjen­høj­de, ri­si­ke­rer selv­sam­me til­ga­en­ge­lig­hed at over­flø­dig­gø­re de­res po­si­tion i sam­fun­det.

»Det er et pro­blem, hvis de kon­ge­li­ge er for me­get i øjen­høj­de, og det er og­så et pro­blem, hvis de ik­ke rig­tig er i øjen­høj­de. De skal fin­de det rig­ti­ge ba­lan­ce­punkt, men pro­ble­met er, at det ba­lan­ce­punkt ik­ke lig­ger fast, men he­le ti­den flyt­ter sig. Der­for skal de kon­ge­li­ge ja­evn­ligt spør­ge sig selv: Hvor er vi nu, og hvad gør vi, så vi ik­ke frem­står for op­hø­je­de og fjer­ne fra be­folk­nin­gen, men hel­ler ik­ke for li­ge­frem­me,« si­ger Michael Bregns­bo.

Han me­ner, at mystik­ken og magi­en er Kon­ge­hu­ses ek­si­stens­be­ret­ti­gel­se, og der­for er det va­e­sent­ligt for mo­nar­ki­er at hånd­ha­e­ve, at der er for­skel på de kon­ge­li­ge og fol­ket.

»Til­ta­le­for­men er et ek­sem­pel her­på. Man til­ta­ler med­lem­mer af Kon­ge­hu­set ved De, og man bru­ger De­res Ma­jesta­et om Dron­nin­gen og De­res Kon­ge­li­ge Højhe­der om de an­dre med­lem­mer af Kon­ge­hu­set. Det er en må­de at si­ge,

Det er for­fri­sken­de at se, at hen­des nye ti­tel og ae­g­te­ska­bet med en prins ik­ke er ste­get hen­de til ho­ve­d­et. Skre­vet på et so­ci­alt me­die ef­ter ha­en­del­sen

at selv om de fa­er­des blandt os an­dre, og vi kan ta­le med dem, så er der en vis di­stan­ce sam­men­lig­net med, når man om­gås men­ne­sker som sig selv,« si­ger Michael Bregns­bo.

Lad­cyk­ler og skils­mis­ser

Det er el­lers let at for­fal­de til nor­ma­li­tet. For­di det fal­der de un­ge kon­ge­li­ge let at le­ve som os an­dre, men og­så for­di det hver­dags­ag­ti­ge of­te bli­ver mod­ta­get po­si­tivt som i til­fa­el­det med her­tu­gin­de Meg­han og bil­dø­ren. De er nøj­ag­tig li­ge­som os, kon­sta­te­rer vi og smi­ler ved tan­ken.

Ta­enk blot på bil­le­der­ne af Kron­prin­s­par­ret, der hju­ler de små prin­ser og prin­ses­ser i bør­ne­ha­ve i en lad­cy­kel, og som blev en hi­sto­rie i fle­re in­ter­na­tio­na­le me­di­er, for­di der her var en bør­ne­fa­mi­lie på li­ge fod med os selv.

El­ler da prins Jo­a­chim og Ale­xan­dra blev skilt, og det he­le kun­ne va­e­re endt mid­del­må­digt, men i ste­det blev for­bil­led­ligt med delt fora­el­dre­myn­dig­hed, nye pap­fora­el­dre og nye sø­sken­de. Men det fol­ke­li­ge kan og­så kam­me over, og i de si­tu­a­tio­ner er be­folk­nin­gen min­dre til­gi­ven­de.

»Fre­de­rik 8. vil­le og­så vir­ke­lig ger­ne va­e­re fol­ke­lig, ja­evn og de­mo­kra­tisk. Men det end­te med, at folk syn­tes, at det var tåkrum­men­de. Han kom sim­pelt­hen til at vir­ke for al­min­de­lig,« si­ger Se­ba­sti­an Ol­den-Jør­gen­sen, som er hi­sto­ri­ker ved Saxo-in­sti­tut­tet på Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet og for­sker i hof­hi­sto­rie.

»Uhøj­ti­de­lig er nor­malt et ord, vi bru­ger i po­si­tiv be­tyd­ning, men som kon­ge­lig er det kun po­si­tivt, ind­til man er uhøj­ti­de­lig på det for­ker­te tids­punkt. Så er det plud­se­lig rig­tig galt,« si­ger Se­ba­sti­an Ol­den-Jør­gen­sen.

Han er enig med Michael Bregns­bo i, at op­bak­nin­gen til Kon­ge­hu­set står og fal­der med, om de kon­ge­li­ge for­mår at be­va­re no­get spa­en­ding.

»De kan spil­le den po­si­ti­ve rol­le som sam­len­de per­so­ner og sym­bol på na­tio­nen og den so­ci­a­le sam­men­ha­engs­kraft, for­di de sva­e­ver lidt over sam­fun­det. Det gør med­lem­mer­ne af Kon­ge­hu­set spa­en­den­de, og hvis de kom­mer for me­get ned på jor­den, kan de ik­ke spil­le den rol­le li­ge så over­be­vi­sen­de,« si­ger Se­ba­sti­an Ol­den-Jør­gen­sen.

Han frem­ha­e­ver må­den, hvor­på kon­ge­fa­mi­li­en la­der sig po­rtra­et­te­re som et ek­sem­pel på, hvor­dan den sik­rer mystik­ken.

»Ma­le­ri­er­ne af Dron­nin­gen, Prin­sen og Kron­prin­sen er for­nem­me og med et form­s­prog, der la­der sig in­spi­re­re af fyrste­bil­le­der. De har va­e­ret en ka­em­pe­suc­ces og vi­ser, at man i vo­res tid sag­tens kan skrue op for høj­ti­de­lig­he­den,« si­ger han.

Beg­ge kon­ge­hu­s­eks­per­ter på­pe­ger, at der er no­get sa­er­ligt på spil for ek­sem­pel­vis her­tu­gin­de Meg­han – og vo­res egen kron­prin­ses­se Mary og prin­ses­se Ma­rie – som ik­ke er født kon­ge­li­ge, men kom­mer fra en ik­keroy­al bag­grund.

»De har va­e­ret vant til at lø­se ting selv, uden at no­gen stod på pin­de for dem, og nu skal de le­ve op til en ny rol­le og le­ve sig ind i den. Og sam­ti­dig må de ik­ke bli­ve for­va­en­te og tro, at der er tje­ne­re til det he­le,« si­ger Michael Bregns­bo, som bak­kes op af Se­ba­sti­an Ol­denJør­gen­sen.

»De kom­mer fra fol­ket, og det gør dem til den per­fek­te gen­stand for spej­ling, iden­ti­fi­ka­tion og sym­pa­ti. Men det be­ty­der og­så, at de bå­de kan vin­de rig­tig me­get og ta­be no­get,« si­ger han og til­fø­jer:

»De skal fin­de de­res egen va­ri­a­tion af den nød­ven­di­ge di­stan­ce.«

Her­tu­gin­den af Sus­sex, Meg­han, luk­ke­de selv bil­dø­ren ef­ter sig, da hun for ny­lig fo­re­stod sin før­ste of­fi­ci­el­le op­ga­ve på egen hånd. Det gik ik­ke ube­ma­er­ket hen. Fo­to: Art­hur Edwards/Ritzau Scanpix

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.