PANINI-SAMLINGEN
På sin bondegård uden for Modena skabte italieneren Umberto Panini et refugium for Maserati’s vigtigste modeller i historien. Vi besøger samlingen, der er et vigtigt stop, hvis du nogensinde skulle befinde dig i området omkring Modena.
Søren Juul drager til Italien, hvor han finder verdens mest episke samling af Maserati.
Glasdørene glider til side. Traed indenfor i en hal på størrelse med en lille kirke, hvor en mosaik på gulvet slår tonen an med Neptuns trefork. Er Maserati din religion, hører du nok et halleluja, når øjnene fanger silhuetten af en F1-racer i form af den legendariske Maserati 250F magen til den Juan Manuel Fangio vandt VM med i 1957. Ved siden af står endnu en rød cigarracer, på høje, smalle hjul med gigantiske tromlebremser og en minimalistisk forrude, som du levende kan forestille dig en olieindsmurt racerkører krybe i ly bag, mens han wrestler fartmonstret ned ad langsiden på Monza. Maserati 6CM var god for 225 km/t da den kom i 1936.
Det er dog skønheden bagved, der får min kaebe til at ramme stengulvet: En af i kun fire byggede Maserati A6GCS Berlinetta Pininfarina, der med sin ovale kølergrill er inspiration til nutidens Granturismo og konceptbilen Alfieri Concept fra 2014, der giver os håb om en forførende Maserati-fremtid trods rygter om et farvel til Ferrari’s brølende V8-motorer og goddag til elektrificering og nye SUV’ER.
Vores guide Matteo Panini skal tilbage og passe sit direktørjob, så vi får lov gå rundt alene og savle i den private samling, som hans far Umberto reddede med en heroisk aktion tilbage i 1996.
Umberto Panini fik mekanik ind under under huden i 50’erne, bl.a. som laerling hos Maserati. I 1957 tog han til Venezuela for at prøve lykken men vendte hjem syv år senere for at tilslutte sig familiens trykkerivirksomhed Edizioni Panini. Her opfandt han nogle fodbold-klistermaerker, der blev voldsomt populaere – jep, vi forstår det heller ikke helt.
“Er Maserati din religion, hører du nok et halleluja, når øjnene fanger silhuetten af en F1-racer.”
I 1972 kunne han købe en gård med 30 hektar jord til og 30 køer udenfor Modena, som i dag er en økologisk parmesanfabrik kaldet Hombre. I 1996 hørte han et nødråb fra Italiens kulturminister og borgmesteren af Modena. De Tomaso havde solgt Maserati til Fiat, men ejede stadig samlingen af 19 klassiske biler, som siden 1965 var hamstret på fabrikken. Nu skulle de saelges på auktion i London, men så langt nåede de aldrig. Umberto købte bilerne og gav dem et godt hjem på et nyt museum hjemme på gården. Panini døde i 2013, men familien fører både forretning og bilsamlingen videre.
To af de legendariske Birdcage-modeller gør sig til i venstre hjørne. De gjorde Maserati lynhurtige på racerbanerne i starten af 60’erne takket vaere deres banebrydende letvaegtsrørgitterramme. Den ene – en Maserati Tipo 63 fra 1961 – ser ny ud. Den blev hovedrenoveret af gamle Maserati-mekanikere i 2001 og sendt i aktion på Goodwood Festival of Speed i 2003. Dét må have vaeret noget af en håndfuld, for Maserati havde ikke budget til at udvikle undervognen ordentligt, da de lavede verdens første V12-centermotorracer med knowhow fra den frontmotoriserede Maserati “Birdcage” Tipo 61.
De har selskab af Maserati’s smukke Gt-biler fra 50’erne, der står på raekke. Herefter tager de kileformede og mere aggressivt udseende modeller opkaldt efter vinde over.
Jeg falder i staver over en Maserati Mistral fra 1967, Maserati’s første centermotorgadebil Bora og en turboladet prototype af Merak, der kun blev lavet i ét eksemplar.
Bag min ryg lurer et mintgrønt baest, som jeg har kigget misundeligt efter siden vi kom. “Open Cup”-racerudgaven af 90’ernes Ghibli. Med sine udbyggede skaerme ligner den en muskuløs bandit ude på ballade ligesom 80’ernes Audi Sport quattro. Bilen har Matteo kørt italiensk standardvognsraes i, hvilket navnet på sideruden bevidner.
I det samme går en port op i bunden af hallen. En sort Maserati Ghibli Coupé fra 1969 triller tilbage i hi med en rumlende V8-motor. Matteo’s bror Giovanni har luftet bilen for et tv-hold i Modena centrum. Kontorpligten kalder, men han giver sig god tid til at snakke med os. Jeg spørger om, om der er plads til elektriske Maserati’er i udstillingen, men får et smil og et lidt uldent svar tilbage.
Panini-samlingen og Maserati er så taette, at de tit låner biler til showroomet i Modena, men det virker som om at hans hjerte banker for de smukke, gamle biler og gamle motorer, som fylder hallen op i to etager. Du er velkommen til at komme og se det med egne øjne, hvis du lige skriver en mail til brødrene for en rundvisning.
“Umberto købte bilerne og gav dem et godt hjem på et nyt museum hjemme på gården. Panini døde i 2013, men familien fører forretning og samlingen videre.”