NISSAN LEAF
Japanske Nissan har nu udviklet en racerbil, der kører på el. Det er en spøjs skabning, som Mikkel Thomsager får lov til at prøve.
Er der en fremtid for motorsport uden forbraendingsmotor? Ja! skriger Nissan’s seneste udviklingsprojekt, Leaf Nismo RC, som er en fuldbyrdet elracerbil, der står køreklar til den naeste elracerserie. Det kommer bare ikke til at ske. Så hvad er det, og hvad er meningen?
Den åbne hjelm sidder stramt om hoved og hjaelper med at holde verden udenfor. Der er helt stille – praecis som man vil forvente i en elbil. Mens jeg betragter det overdekorerede rat, beder en stemme i mit højre øre mig om at dreje på den store, røde knap til venstre på rattet, så den peger på “D” for ”Drive”, som på enhver anden bil med automatgear. Displayet i rattet antyder, at noget i raceren er taendt, men der er stadig ikke en lyd.
“OK, du kan køre”, lyder stemmen i mit øre. Der bliver talt engelsk med tydelig spansk accent. Jeg slipper bremsen og flytter højre fod over på speederen, som har en kant på højre side, så min fod lander praecis midt på speederen. Bilen glider i gang, men i alt andet end stilhed. En voldsom, mekanisk hyletone bryder løs, og den tager voldsomt til, da jeg accelererer ud fra pitområdet.
Jeg genkender lyden med det samme. Jeg har kørt fuldblods racerbiler før, og lyden af en gearkasse med ligeskårne tandhjul er den samme i alle racere. Der er helt sikkert også en hylende lyd fra de to elmotorer, der driver bilen, men det er lyden fra de to gearkasser, der fylder kulfiberkabinen, med en øredøvende larm.
Stemmen i mit øre kommer fra den spanske racerkører Marta Suria, der sidder i passagersaedet ved siden af mig, men talen flyder ud. Bortset fra “Brake, Brake Brake!”, hører jeg ikke hendes instruktioner. Jeg har rigeligt at gøre med at orientere mig på banen – og forstå Nissan’s nye elraket, som jeg sidder bag rattet i, mens jeg hyler rundt på banen, alt hvad jeg tør.
Stedet er ”Ricardo Tormo”-banen uden for Valencia på
“Et hysterisk, mekanisk hyl bryder løs, og det tager voldsomt til, da jeg accelererer ud fra pitområdet. Det er lyden af gearkassens ligeskårne tandhjul.”
Spaniens østkyst, og bilen er Nissan’s eksperimentielle elracer, Leaf Nismo RC. Det ligner en overraskende vellykket blanding af en Nissan Leaf og en fladtrykt Nissan GT-R, men bilen har intet med dem at gøre. Den er bygget af Nissan’s motorsportsafdeling, og det er en gennemført hårdkogt racer, bygget fra bunden med alle de rigtige dele, bortset fra de to elmotorer, som er hentet fra forrige generation af Nissan Leaf. De yder bare 161 hk, men seneste gade-variant af Nissan Leaf e+ faktisk er oppe på 217 hk.
Det er indlysende, at denne racer kan pumpes til hvad som helst. Som udsigterne er nu, sker det ikke, for raceren skal ikke bruges til andet end udvikling og demonstration. Der er kun bygget seks eksemplarer, og med mindre en velhavende fantast melder sig – med et vedholdende ønsker om at få en hårdkogt elracer i garagen – bliver der heller ikke bygget flere. Så hvad er meningen?
Jeg er sikkert selv en del af svaret. De seks elracere skal i hvert fald også bruges til at reklamere for Nissan’s fokus på elbiler i artikler som denne. Men derudover skal elracerne bruges til at samle erfaring og udvikling, der også skal finde vej til både gadebiler, som naeste generation af Nissan Leaf, og Nissan’s motorsportsaktiviteter i Formel E.
“Det er indlysende, at denne racer kan pumpes til hvad som helst, men som udsigterne er lige nu, sker det ikke.”
Men selv om brugsudsigterne er få, er motorsportsafdelingen ikke gået på kompromis med Leaf Nismo RC. Kabinen udgøres af en nyudviklet kulfibermonocoque produceret i kun seks eksemplarer, og opbygningen med triangelophaeng og vandretliggende fjederben er også udviklet specifikt til Leaf Nismo RC. Det hele er forbundet til en central styrenhed, som gør det muligt at programmere bilens opførsel ned i små detaljer. Vaegtbalancen en ideel 50/50, og traekket kan fordeles 100 procent til for- eller bagakslen.
En central styreenhed tager sig af al information både den ene og den anden vej. Programmører afgør, hvordan bilen skal opføre sig alt efter formålet. Det kunne blive den perfekte driftbil – eller bare den perfekte baneracer.
Det sidste går i hvert fald fint. 18” hjulene er med minimalt mønster (semislicks), som sikrer vildt greb i banens asfalt, og selv om jeg langsomt saetter hastigheden op omgang efter omgang, er daekkenes greb i underlagt som en ankerblok for en Storebaeltsbro. Der er hverken hjulspin eller antydning af udskridning. Alle retningsskift er én til én i forhold til rattets udslag, og styringen er fuldstaendig neutral.
Alt virker så gennemført og klar til race, at det er svaert at forstå, hvorfor jeg skal vaere en af de primaere årsager til, at den er bygget. Undskyld!