ASTON MARTIN V8 VANTAGE VOLANTE
Den åndelige forgaenger til Aston Martin DBS Superleggera Volante er denne V8 Vantage, som ved hjaelp af lidt ekstraudstyr kaldet X-Pack blev en af de vildeste åbne biler, der fandtes i 80'erne. Vi tager en tur op ad Strandvejen i et helt perfekt eksempla
Den elegante “British Racing Green” Aston Martin V8 Vantage pryder udstillingsvinduet hos Aston Martin Copenhagen, hvor den har fået aerespladsen ud mod Strandvejen. Forårssolen saetter et naturligt spotlight på bilen. Som om den ikke skinnede nok i sig selv. Rundt om den står nye DB11- og Dbs-modeller med Led-lysene taendt døgnet rundt. Men uanset hvor meget Led-lysene skinner, bliver de overstrålet af den gamle V8 Vantage Volante fra 1988 – selv uden solens kraft.
Brede fodpaneler og skaermkanter, der går i et med indfarvede staenklapper, får den store brite til at se ud som om, den trykker sig til udstillingsgulvet. En alt for dyb frontspoiler vidner om, at denne Aston Martin blev designet, før frontspoileren var en ting. Den sidste og ultimative generation af V8 Vantage-modellen med tilnavnet X-pack, måtte nødvendigvis have en frontspoiler – og en stor en. Selv om den formentlig ikke har nogen praktisk vaerdi. Men den smukke klassiker ser overlegen, britisk og ond ud fra alle vinkler. Selv den bløde kaleche, der laegger sig som en pølse oven på karrosseriet bag de små bagsaeder, synes ekstra fed på V8 Vantage Volante.
James Bond blev kendt for at køre Aston Martin DB5, men han kørte faktisk V8 Vantage i “The Living Daylights” fra 1987 med Timothy Dalton i hovedrollen. Som den står der i udstillingsvinduet ud mod Strandvejen, er det svaert at forestille sig en bil, der er mere indbegrebet af den britiske spionhelt med licens til at draebe. Måske derfor vil Mr. Bond, nu i skikkelse af Daniel Craig, atter benytte sig af modellen i den kommende 007-film, “No Time to Die”, der får premiere til efteråret.
Dagen efter indtager jeg førersaedet og drejer den spinkle nøgle med alle sanser spaendt. Jeg ved, at der bliver sat gang i noget stort, når nøglen drejes.
De fire 48 mm Weber-karburatorer skal have noget at leve af, inden hele maskineriet er tilpas, så jeg dapper et par gange på speederen, inden jeg drejer nøglen. Motoren springer i gang med et brøl! Et brøl, som jeg venter, alligevel bliver jeg overrasket, og nakkehårene rejser sig.
Det første minut skal spee
deren holdes lidt nede, for at motoren ikke går i stå igen. Jeg holder den nemt på 2.000 o/min og nyder lyden. Et minut senere kan jeg ikke holde mig. Et friskt tråd giver omgående reaktion, og den store motor spiller en helaftens forestilling på få sekunder. Det er ganske enkelt en faenomenal lyd. Og jeg har stadig ikke kørt en meter.
Et times tid og 30 km senere er jeg klar på, hvad motorlyden minder mig om: En De Tomaso Pantera fra 70’erne. Den italienske centermotorbil med Ford V8-motor – uden sammenligning i øvrigt! Ingen moderne bil lyder sådan. Ikke så saert at V8 Vantage blev betegnet som den første rigtige britiske superbil.
Den blev praesenteret i 1977 og havde fra starten en topfart på 270 km/t og en accelerationstid fra 0-100 km/t på
5,6 sekunder. Året efter kom Aston
Martin V8 for første gang som cabriolet eller Volante, om man vil.
V8-motoren var også Aston Martin’s egen udviklet af polakken Tadek Marek, med henblik på at afløse fabrikkens egen sejlivede 6-cylindrede raekkemotor. V8-motoren blev introduceret i DBS, men i samme ombaering blev DBS redesignet til et ny udtryk og dermed en ny model, som blot fik navnet “V8”. De to modeller kørte sideløbende i flere år.
Den nye V8 var på 5.340 cm3, og dens slagvolumen holdt ved i hele motorens modelperiode. Den startede med 315 hk, men da Vantagevarianten af Aston Martin V8 blev lanceret i 1977, var det med 390 hk.
Den ultimative V8 Vantage var den såkaldte X-pack, der kom i 1986. Den fik forstaerkede stempler fra Cosworth, optimerede topstykker med større ventiler og andre knastaksler, og så fire dobbelte Weber-karburatorer. Det gav 432 hk ved 6.000 o/min og en fuldstaendig fantastisk V8-lyd fra de to runde afgangsrør.
Det er netop sådan en Aston Martin V8 Vantage X-pack, jeg er kommet bag rattet af, og en ualmindelig flot en af slagsen. Dette eksemplar har da også levet lidt af et dobbeltliv. Bilen kom til verden i 1988 med rattet i højre side i en orangerød farve kaldet Suffolk Red, med bordeaux-farvet interiør, og sådan kørte den 10.000 miles frem til 1994, hvor den gennemgik en omfattende operation. Her blev rattet flyttet til venstre side, mph-speedometeret udskiftet til en kilometertaeller, og bilen skiftede i samme ombaering farve til “British Racing Green” ud- og indvendigt.
Det grønne hav skyldes ikke blot lak og laeder. I kabinen er også frontpanelet, de tykke taepper, og det to-egede rat grønt. Røde kantsyninger på saeder og dørenes armlaen bryder det grønne kontinent som en slags reminiscens fra den oprindelige farve.
Hertil kommer instrumentpanel og indsatser i nøddetraesfinér. Hvis britisk biludtryk har niveauer, kommer man ikke højere end her. Jeg får en drivende lyst til at taende en cigar, selv om jeg ved, jeg ville få det paent dårligt af den.
Arsenalet af instrumenter foran chaufføren er klassisk og forudsigeligt. Speedometer og omdrejningstaeller flankeres af hele fem mindre, sekundaere ure, der holder styr på det store maskineri, plus et analogt ur i midten. Alle kontakter har størrelse og funktion, som var de dimensioneret til betjening med luffer på. De fleste kontakter er rektangulaere med skarpe kanter og en både hør- og følbar mekanisk funktion, så man aldrig er i tvivl om, at man har sat gang i noget.
Ventilationsanlaegget har separate, elstyrede spjaeld, der kan lede varme til fodbrønden uafhaengigt i hver side, med hver sin store knap. Også disse har et tydeligt mekanisk klik, efterfulgt af det svage dunk, der afslører, at nu er spjaeldet åbnet eller lukket.
Man har en sikker fornemmelse af at have sat gang i noget stort, når motoren er startet. Selv i tomgang giver den indtryk af at arbejde hårdt for benzinføden. Af samme grund har man helt naturligt et halvt øje på de mange instrumenter – også under almindelig kørsel. Det hører sig til, og det er en del af oplevelsen at følge med i visernes arbejde.
“HVIS BRITISKE BILUDTRYK HAR NIVEAUER, KOMMER MAN IKKE HØJERE END HER. JEG HAR DRIVENDE LYST TIL AT TAENDE EN CIGAR.”