LEXUS RX 450H
Ingen turbo og ingen smalkost. Søren Juul kører Maserati Granturismo med gudeskøn V8-motor.
“Vaegten på knap 1,9 ton maerkes, når du skal bremse før det naeste hårnålesving, så du tager den automatisk med ro.”
Vi tager den smukke men aldrende Maserati Granturismo Sport et smut op i de modenesiske bakker og lader dens legendariske V8-motor uden turbo brøle af sine lungers fulde kraft en sidste gang, før modellen sadler om til en elektrificeret fremtid.
En gammel Fiat Punto 55 småslingrer ud ad rundkørslen, mens chaufføren febrilsk hjuler sideruden ned for at laene hovedet ud i det fri. Vi følger efter i Maserati’en, der brøler som en ko, der vil på graes. Foreningen af danske elbilsejere (FDEL) betragter den formodentlig som en dinosaur, der burde vaere aflivet for laengst, men hernede i Italiens “Motor Valley” har de lokale højoktan i blodet og en forkaerlighed for biler, der ikke lyder som et S-tog.
En solbraendt arm vifter det universelle tegn for “Giv gas!”. Der er fri bane, så langt øjet raekker. Jeg gør det eneste rigtige i situationen, og vipper den venstre klinge bag ved rattet et par gange. V8’eren hopper adskillige oktaver op, fylder lungerne og brøler højt, som en operasanger, der skal synge et stadion op, da speederen møder gulvtaeppet.
Maserati’ens V8’er uden turbo er leveret af Ferrari, men er med sine 460 hk en foraeldet og fordrukken konstruktion. Lyden har dog så meget nerve og sjael, at du skal have et hjerte af sten for ikke at blive forført af den gamle dame.
Den aeldre herre i Punto’en ser ud til at hygge sig, da vi blaeser forbi. Måske fordi en Tesla Model X har sneget sig lydløst med til forestillingen og vil forbi lige NU – selv om jeg ligger i venstre spor med speederen i bund. Jeg kapitulerer inden hastigheden bliver forrykt og traekker ind. Elbilen suser triumferende forbi, for at bremse hårdt op for at komme helskindet gennem naeste rundkørsel. Skøre italienere, men fascinationen af hurtige biler virker uformindsket, uanset hvad de kører på.
Nederlaget til elbilen passer godt ind i fortaellingen om Maserati Granturismo, der blev lanceret tilbage i 2007, hvor den var forsidemodel på Bil Magasinet. Med charme og et udseende, der stadig kan gøre os bløde i knaeene, har den elegant undgået at blive sendt på pension – indtil nu.
Maserati har rullet en radikal køreplan ud for elektrificering af maerket, der ved første blik vil få enhver elsker af maerkets klassiske dyder til at gispe af raedsel og slå korsets tegn. Sedanen Ghibli får hybriddrivliner senere i år. Dernaest følger en ny og kompakt superbil med centermotor, der enten kører på benzin- eller el – men naeste generation af Granturismo bliver helt elektrisk, når den lander i 2021.
Vi har hentet, hvad der må vaere fabrikkens allersidste pressebil, for samlebåndet er stoppet for laengst. Det blev markeret med specialmodellen Granturismo Zeta, der med en underlig halvfaerdig lakering markerede overgangen til nye tider. Der er intet underligt over den røde Rosso Magma-lakering, der fremhaever testbilens forførende former.
Det brede hajgab er inspireret af den sjaeldne Maserati A6GCS fra Berlinetta fra 1953 og ser faretruende godt ud selv i dag. Praecis som supermodellen Helena Christensen virker Maserati’en immun over for aldring og rynker – rent visuelt. Teknisk set er det et gensyn med en gammel og besvaerlig ven. Bagagerummet kan akkurat rumme et par rejsetrolleys, nøglen er af den gammeldags slags, der skal vippes ud og stikkes ind i en taendingslås, og bilens p-sensorer lever deres eget uforudsigelige liv.
Det er en italiener af den gamle skole, men du tilgiver den for sine skavanker, når du er på plads i laeder/alcantarakabinen, og V8’eren vaekkes. Den brøler forurettet og farer op, som om den blev forstyrret i sin middagslur. Bommen går op og vi saetter kursen mod bakkerne naer Zocca, der ligger en times kørsel for Modena.
Vi tager lige Granturismo et smut forbi Bologna for at vise den sine rødder. I en lille, brostensbelagt smøge i centrum af
byen grundlagde brødrene Alfieri, Ernesto, Ettore og Bindo Maserati-maerket på et lille bilvaerksted i 1914. Via de Pepoli er dog ikke gearet til nutidens brede biler, så vi opgiver at køre testbilen helt hen til den gamle garageport. I stedet går vi en lille tur hen til Piazza Maggiore, hvor brødrene fandt maerkets berømte logo på en statue af Kong Neptun, der holder en trefork i hånden.
Siden blev maerket solgt til den italienske industrialist Adolpho Orsi i 1937, som rykkede firmaet til Modena og solgte det videre til Citroën i 1968. Det er en laengere historie, vi ikke skal dvaele ved i dag. Vi skal videre i en fart.
På autostradaen lever testbilen op til sit navn. Ifølge Maserati opfandt de Gt-begrebet i 1947 med A6 1500 GT Pininfarina og nogle år senere med 3500- og 5000-modellerne, der kombinerede vilde praestationer med overdådig luksus.
I starten er man som besat af at prygle V8’eren, der trods manglen på turboladere leverer masser af råstyrke og skønsang, når omdrejningsnålen snuser til 7.500 o/min. Siden finder du ro bag det store rat ved en høj marchfart. Der er ingen selvkørende teknologier, infotainmentsystemet er foraeldet, og jeg sidder for højt. Faktum er dog, at ingen anden sportsvogn vil føles mere veloplagte end denne til en køretur op i de modenesiske bakkelandskab under aftensolen.
En gammel stenbro fører over floden og op på Strada Provencial 26 op til Samone, som alverdens bilmedier i årevis har tyet til, når en italiensk sportsvogn fra de lokale producenter skulle testes til det yderste i fred. Asfalten er blevet mere rynket og ramponeret, siden vi var her i 2011 med en Ferrari og en Lamborghini, men den store GT tager udfordringen i strakt arm. Den har ingen luftundervogn til at tage imod de vaerste nyrestød for underlaget.
Gigten kan så småt føles i undervognen, der døjer lidt med at absorbere den ujaevne asfalt, når de 460 hk får med treforken. Vaegten på knapt 1,9 ton maerkes, når du bremser før det naeste hårnålesving. Så du tager den automatisk lidt mere med ro. Magien indfinder sig, når man finder rytmen og kører som en gentleman i stedet for en galning. Herefter stryger Granturismo elegant gennem landskabet, mens den beriger omgivelserne med et soundtrack fra dengang, hvor en fuldblodsmaskine havde otte cylindre, der fik lov at baelle benzin og ikke blev tvangsfodret med luft fra et par turboladere. Kraefterne er rigelige og topfarten taet på 300 km/t, hvis du skulle få trang til at tjekke det på Autobahn.
Efter et par ture op og ned i bakkerne vender vi snuden mod Modena for at aflevere bilen, så den kan nyde sit otium. Vi kører forbi Umberto Panini-samlingen (som du kunne laese om i BM2004) i udkanten af Modena for at høre, om der skulle vaere en ledig plads blandt de vigtigste biler i Maserati’s historie, som har helle på det private museum ejet af en lokalpatriotisk Parmasan-producent, der allerede har et eksemplar af en Granturismo og en Grancabrio stående.
Forvisset om, at der bliver sørget godt for modellens eftermaele, afleverer vi nøglerne til testbilen på fabrikken på Viale Ciro Menotti i Modena og siger farvel med et suk. En aera er slut. Den naeste Granturismo skal laves i Torino og bliver en mere moderne sportsvogn. Men der skal et teknisk mirakel til, hvis den skal vaere lige så forførende som testbilen. Der er et lille håb at klynge sig til for håbløse fossilromantikere: Ifølge rygter kommer den også med en el-assisteret benzinmotor, der kan tilgodese fans af de brølende Maserati’er.
“Ingen anden sportsvogn vil føles mere veloplagt end denne til en køretur op i det modenesiske bakkelandskab under aftensolen.”