M3 VS F16-FLY
Jens Trabolt er gammel motorjournalist, aktiv svaeveflyver og BMW M3-ejer. Men et møde med den rå urkraft gemt i en F-16-efterbraender har fået ham til at tvivle på, om en hurtig bil slår til.
Kan man nogensinde nyde kraefterne fra en bil, når man har fløjet et jagerfly?
“Jeg saelger sgu’ den bil”. Tanken kom efter en rystende oplevelse i en F-16 på Flyvestation Skrydstrup, der har vendt op og ned på min forståelse af power og performance. Er min ellers ret så potente oldtimer E36 M3 med 303 hk (målt) laengere nok til at haeve pulsen over hvileniveau? Jeg mener nu ellers, at jeg har oplevet power i biler som Gumpert Apollo, Caparo T1 (500 kg/580 hk) og 911 Turbo, og jeg har tilmed fløjet et fransk traeningsjagerfly. Men det blegnede ved mødet med registreringsnummer ET-198: Må jeg praesentere en General Dynamics F-16 Fighting Falcon anno 1987 med rundt regnet 120.000 hestekraefter til at slaebe på cirka 10 ton flyvemaskine.
Til daglig er jeg chefredaktør på et magasin om flyvning (nordicgliding.com), og i den forbindelse havde Flyvevåbnet ladet mig vide, at der var et ledigt bagsaede i en F-16. Efter at have laest den 600 sider lange Flight Manual sad jeg så endelig i bagsaedet på ET-198 for enden af Skrydstrups lange bane.
De naeste 90 minutter ville aendre mit liv, og da min pilot gav gas og lod flyet løbe ned ad banen, opdagede jeg, at jeg aldrig havde oplevet RIGTIG power. Vi gik forbi 500 km/t stort set, da vi overfløj hegnet på flyvestationen – og pegede derefter naesen op mod den flotte cumulus-himmel. Pludselig kunne jeg se hele Jylland og de norske fjelde mod nord, mens mine ører klikkede og poppede på grund af højdeaendringen.
Efter en lille time som deltager i en øvelse, hvor mit fly var “fjende” over Nordsøen, var det tid til at flyve hjem. Undervejs var braekposen i skarpt beredskab, den kom dog ikke i brug – men det var meget, meget taet på. Jeg er vant til at flyve i små fly og har også mit eget, men dette var en manøvredygtighed og power, som slog bunden helt ud af amatøren.
“Vil du flyve”, spurgte piloten. “My controls”, kvitterede jeg og kunne i de naeste par minutter saette kryds ved de fleste drenges (m/k) drøm om at styre en F-16. Den er ekstremt agil, og selv den mindste berøring af rorpinden giver en øjeblikkelig respons. Og gashåndtaget, oh boy, der bor tordenguden, som vågner med et brøl og en rasende udladning af power.
Vi prøvede en fuld acceleration i 100 meters højde over havet på vej hjem mod Esbjerg.
Fra 400 og op til 900 km/t foregår det i et fuldstaendigt afsindigt tempo, mens efterbraenderen slubrer fuel med over 10 liter i sekundet. Efter 900 km/t virker det som om, accelerationen TILTAGER. Jeg vil tro, at den øger farten med naesten 100 km/t i sekundet hele vejen op – og den traekker RIGTIGT hårdt indtil topfarten på over to gange lydens hastighed eller + 2.200 km/t. Her raekker ordforrådet ikke rigtig.
En F-16 har luftbremser, som foldes ud under halefinnen. Det opleves fuldstaendigt som, når man bremser hårdt i en almindelig bil med Abs-bremser på en tør vej. Man haenger i selerne, og det opleves vildt dramatisk. En oplevelse, jo tak skaebne.
Jeg fik gennembrudt lydmuren og manøvrerede en F-16 ved egen hånd. Så på vej hjem var 130 km/t på motorvejen sådan lidt langsomt. Og den der M3? Den er nu egentlig meget sjov, og så er den paen, ikke? Men hurtig? Jeg beklager – det bliver en bil nok aldrig igen.