Aparte men stilsikker
Når man er nyudklaekket student, er der mange spørgsmål, der presser sig på. Hvad skal jeg lave? Hvem skal jeg blive til? Og så det vigtigste: Hvad skal jeg køre i?!
Jeg har altid prøvet at holde alle døre åbne, og det måtte gerne afspejles i mit køretøj. Én kandidat, jeg havde gloet på, var en Suzuki X-90 fra 1996. Med aftagelig T-top og haekspoiler i coupe-konfiguration, placeret på en Vitara-chassisramme med stiv bagaksel, firehjulstraek og snekkestyring, var det lige praecis sådan en bil, der holdt alle døre åbne.
Så da muligheden for at trille rundt i sådan én bød sig, så tog det kun ét blik på min Su-ramte pengepung, før jeg sagde “Ja tak, den snupper jeg!”. Tilbuddet gik nemlig ud på, at jeg skulle babysitte bilen for en ven. Daisy hedder bilen, og hun er udstyret med en automatisk gearkasse, en 1,6-liters sugemotor med 97 hestekraefter og et traek, som er monteret i aegte 90’er-stil. Den flinke ven er formand for Suzuki Klub Danmark og råder i øjeblikket over en tredjedel af Danmarks beholdning af X-90’ere. Hele to biler - én mere, end de fleste kan køre ad gangen.
Nogle ville måske mene, at bilen er uduelig og grim, og at den lukker flere døre, end den holder åbne. Jeg vil gerne medgive, at jeg ikke var udpraeget begejstret for designet, første gang jeg slog bilen op. Men hvis du saetter dig ned og glor laenge nok på de brede skaerme, de dybe faelge og dens dumsmarte grin, så begynder den faktisk at blive paen. Og ja, den kører som en lastbil. Men når man vender sig til styretøjets mangel på snakkesalighed og kabinens syn og lyde, der mest af alt minder om dem fra en tom bus, så er der en hel verden af oplevelser på den anden side.
Jeg vaelger ikke at se bilens mangel på retning som en identitetskrise. Tvaertimod, så gør det bilen i stand til at udfylde samtlige roller, jeg kunne taenke mig til. Hvis jeg skal på restaurantbesøg i byen, så leger Daisy bybil. Motoren ligger på langs, så vendediameteren er mikroskopisk. Det kombineret med bilens størrelse gør bilen let at parkere. Hvis jeg skal imponere en date, så ryger glastaget i bagagerummet, og bilen forvandles til en strandvejscruiser.
I den anden ende af spektret, er bilen godkendt til at traekke 1.100 kg på krogen, så selv hvis jeg ville på bondegårdsferie, kunne bilen hjaelpe til. Med firehjulstraekket kan jeg også traekke i gummistøvler, og køre med på offroad-baner og i sne, hvis det nogensinde bliver koldt nok igen.
Men selv om min X-90 staver SUV med stort S, så er der lavet en alternativ fortolkning af U’et. Det er nemlig begraenset, hvor meget konventionel brugbarhed, der egentlig er i Daisy. Man kan givetvis pakke det lille bagagerum med hele 237 liter, men man skal dele pladsen med et fastmonteret reservehjul i fuld størrelse. Bilen, det er V’et i SUV, er ikke saerlig stor, så to saeder er alt, der er plads til. Den vejer overraskende meget, 1.175 kg, og det resulterer i en benzinøkonomi på omkring 9-10 km/l. Når det er sagt, så er det stadig en bil, jeg sent bytter for noget andet.
Interiøret er rustikt, og tyndt rat og rigtigt blinklysrelae er blandt de kunster, som Daisy endnu holder i live.
Saederne i Daisy er uoriginale. De er monteret på en adapterbøjle, og det mindsker den dyrebare plads i kabinen.
Taget er manuelt aftageligt, og det kan laegges i bagagerummet. Så skrumper bagagerumspladsen til bare 178 liter.
Motorrummet i Daisy er prydet af en 1,6-liters sugemotor. De 16 ventiler er drevet af en enkelt knastaksel.