DEN GLEMTE GTI
Alfa Romeo 33 1,7 QV var det italienske svar på en VW Golf GTI i 1988. I dag er den en overset youngtimer.
Onde tunger kalder Alfa 33 en degeneret Alfasud i et smart karroseri, men modellen solgte godt og kom i 1987 i en 1,7-variant til Gti-klassen. Da var den for svag til at true de skrappeste konkurrenter. En tur 33 år senere slår fast, at den fortjener at blive husket som en sjov faetter.
Mamma mia! De pedalerne skal jo betjenes med en balletdansers tåspids, hvis vi skal komme nogen vegne. Venstre inderskaerm møver sig klodset ind i kabinen og klemmer pedalerne ud til højre i fodbrønden. De er tydeligvis designet til små italienske laedersko fremfor for en bonderøvs gummisko størrelse 45. Det lykkedes mig dog at ramme speederen med et dybt tråd og den lille vaevre italiener kvitterer henrykt ved springe fremad, som var den sluppet fri efter 30 års stilstand i en støvet bilsamling.
Med et sundt brøl fra motorrummets dobbelte karburatorer tager boxermotoren entusiastisk omdrejninger, mens den efter nutidens standard blødt affjedrede lille hatchback løfter snuden og gør sig klar til at angribe det skarpe venstresving, der venter forude. Første gear straekker sig helt op til 70 km/t, så jeg rammer 100 i 2. med fuld smaek på den livlige motor. Til min store fornøjelse virker indstyringen lige så skarp som den ivrige speederrespons, og forenden dykker frygtløs ind i kurven med let vaegt på det inderste forhjul, mens resten af undervognen klynger sig til asfalten, som en co-driver på en motorcykelsidevogn. 100 km/t føles pirrende som 170 km/t i en moderne bil, så fotograf Mathias Brandt hører intet brok, da han bestiller et par gennemkørsler mere for at få billedet på side 80 i kassen. En velholdt Alfa 33 QV elsker kurver, som tegneseriekatten Garfield elsker lasagne.
Jeg har personligt haft den højt oppe på min private liste over opnåelige drømmebiler, siden jeg svingede fejekosten, bryggede kaffe og skiftede olie på et Fiat/alfa-vaerksted som laerling for en menneskealder siden. En af mekanikernes bror kiggede af og til forbi med en flot Alfa 33 1,7 16V QV, der efter sigende var så vild, at den kunne køre til omdrejningsbegraenser i 5. gear ude på Rønnede-motorvejen.
Den slags gjorde indtryk på en 18-årig, der måtte nøjes med en slatten Fiat Uno 45 i.e. Sådan en QV måtte jeg bare eje en dag, men helst en Serie 2 uden effekthaemmende katalysator og med et par gurglende dobbelte Webere eller Dell’orto-karburatorer i stedet for elektronisk ind
sprøjtning, som modellen fik i forbindelse med et kraftigt facelift, der gav modellen en laengere snude og nye bagudhaeldende forlygter, servostyring såvel som mulighed for ABS. Der kom også en 16V-variant med 137 hk, men den var så dyr, at jeg aldrig turde drømme om den.
Entusiasmen dalede en smule, da min onkels ellers friske 33’er braekkede bagakslen på grund af rust bare fem år gammel – og yderligere da jeg fik “fornøjelsen” af at skifte de snørklede, taerede bremserør på en kundebil. Siden har rusten naermest udryddet de eksisterende eksemplarer fra jordens overflade. Men pludselig bød chancen sig for at køre én, da specialisten i italienske, klassiske biler,
Stelvio Automobili i Måløv, satte et hysterisk velholdt eksemplar til salg.
En danskejet bil fra ny, ejet af den samme Alfist i 30 år og aldrig opereret for rust. Ejer nummer to har fået malet den op til midt på dørene, men ellers er den helt jomfruelige med blot 91.000 km på taelleren siden 1988.
“Den skal vi have i bladet!”, foreslog jeg på redaktionen, der altid vender tommelfingeren opad til en gammel BMW eller Porsche. Forslaget blev mødt med løftede øjenbryn over skaermene, som havde jeg foreslået at investere pensionen i solcentre eller Vhs-udlejning, for har du ikke dyrket 33’eren, er der umiddelbart tale om en gammel kantet forhjulstraekker berømt for at ruste. En stak gamle tests fra det hedengangne magasin Bilen, Motor & Sport lettede stemningen og opfriskede den kollektive hukommelse. Der var tale om en ret velkørende bil, som
“PÅ POMIGLIANO-FABRIKKEN BLEV DER INSTALLERET 40 ROBOTTER TIL AT SVEJSE KARROSSERIERNE.”
faktuelt var en af de vigtigste modeller i Alfa Romeo’s historie. Den blev nemlig bygget i taet på en million eksemplarer i tre serier og er dermed maerkets mest solgte model nogensinde.
33 blev lanceret i 1983 som afløser for den teknisk innovative, men kvalitetsmaessige tvivlsomme Alfasud, der havde overlevet over ti år i Golf-klassen. Den kunne nemlig begejstre motorjournalister med sin sofistikerede undervogn, der blandt andet bød på Mcpherson-hjulophaeng foran med meget kraftig langsgående reaktionsarme, hvor andre brugte en simpel kraengningsstabilisator til fastholdelse af hjulets stilling i sving. Sammen med negativ camber på forhjulene gav det hidtil ukendt praecis styring, hvis du spørger i Alfa Romeo-klubben. Dertil en let, stiv bagaksel med Watt-parallellogram i hver side og med indbygget kraengningsstabilisatorvirkning, fire skivebremser, forhjulstraek og ikke mindst en vandkølet, omdrejningsvillig boksermotor med lavt tyngdepunkt og stor appetit på omdrejninger. Og en fael evne til at ruste.
Det sidst skulle der laves om på med 33’eren. På Pomigliano-fabrikken ved Napoli blev der installeret 40 robotter til at svejse karrosserierne, så kun 20 pct. af svejsningerne var lavet af “Mario” i hånden mod 67% i Alfasud, mens der blev monteret plastinderskaerme, rusthaemmende maling og voksbehandling af udsatte dele. Det sidste gik som bekendt ikke så godt – og køreegenskaberne fra Alfasud blev umiddelbart staekket til fordel for en mere blød og konventionel familiebil.
Skønt 33’eren så mere sporty og aggressiv ud på asfalten end Alfasud med sit 6,5 cm lavere og kileformet karrosseri tegnet af Ermanno Cressoni, var undervognen blevet berøvet kraengningsstabilisatoren foran, den stive bagaksel med det snedige Watt-led var aendret fra en stiv konstruktion bygget i tyndplade til et simpelt rundt rør uden samme kraengningsstabiliserende virkning. Skivebremserne foran var flyttet vaek fra differentialet ved motoren og ud i hjulene, mens dem bagpå var udskiftet til mindre eksotiske tromler.
Modellen kom i første omgang til Danmark med en 1,5-liters boxermotor med 85 hk og senere 95 hk og 105 hk, men snart var der noget at glaede sig over for den kraesne Alfist: Kraengningsstabilsatoren foran gjorde comeback, og i 1987 blev slagvolumen i topmodellen øget fra 1.490 til 1.712 cm3, og der blev installeret en forbedret gearkasse til at
håndtere den heftige effektstigning fra 105 til 118 hk. Topmodellen 1,7 QV stemplede endelig helhjertet ind i Gti-klassen. Desvaerre havde konkurrenterne fra VW, Opel og Peugeot nu taget hul på de 16-ventilede motorer, hvorfor standarden for de heftigste GTI’ER hed 130 hk og op. Alfa’en var dog et perfekt match for den 8-ventilede Golf GTI med 112 hk – og med en pris på 185.424 kr. var den også billigere end den tyske rival til 212.986 kr.
Testbilen er passet og plejet med service, så bortset fra et falmet firkløver-logo på bagklappen virker den som ny. Mens Mathias Brandt tager plads foran i fotobilen, saetter jeg mig ned i det sofabløde forsaede bag det airbagløse rat og får en tur ned ad ungdommens gade med duft af Selenia-olie og lyden af Alfa-motorer med boksende stempler.
Man sidder som forventeligt i en italiener fra 80’erne kun naturligt, hvis man har kropsbygning som en gorilla. Armene er strakt helt og benene krøllet sammen under instrumentbordet, men du kan justere rattet op for at lindre den sløje siddestilling og i stedet glaede dig over bilens kvaliteter. Gearkassen har tunge, lidt gummiagtige skift, men sammenlignet med en Peugeot fra samme tid er den et kirurgisk praecisionsinstrument. Den konkrete testbil virker så sund, at jeg har nemt ved at forestille mig modellens charmeoffensiv overfor den gamle garde af motorjournalister, der isaer fremhaevede den omdrejningsvillige motor, der i dag formår at tø mine lettere skeptiske kollegaers hjerter op ovre i fotobilen.
En moderne turbomotor lyder til sammenligning omtrent så spaendende som en scooter 45, når bokseren i en 33’er får høvl og kraenger sjaelen ud ved 5.000 o/min. Den er tilmed vibrationsfri og støjsvag gemt vaek bag to skillevaegge i motorrummet, når du bare cruiser afsted.
Jeg kører en god, lang tur i bilen, der leverer rendyrket køreglaede i sving, uden at kørekortet er i farezonen. Desvaerre skal den hjem og hygge sig hos Stelvio. Et lejlighedskøb har laenset min bankkonto, men jeg gad godt eje den herlige 33’er, der ifølge en Alfa-ekspert kan få taemmet den ret bløde undervogn med et saet saenkningsfjedre fra Eibach og sportsstøddaempere fra Koni.