VORES NYE MAND
Bil Magasinet ruster op med en ny mand bag rattet, kameraet og tasterne. Patrick Boje Jensen fortaeller i denne klumme om sin vej til jobbet, der, ifølge ham selv, når drengedrømmenes højeste tinder.
Mød Bil Magasinet’s nye mand, som har skrevet denne måneds klumme om livet på Bil Magasinet.
Da jeg var en lille knøs i Sydjylland, drømte jeg om at blive langturschauffør. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig noget bedre end at sidde på motorvejen i det store, affjedrede saede, høre radio og drikke alt det cola, jeg ville. Og - vigtigst af alt - kigge på biler.
Senere fandt jeg ud af, at det nok kunne blive en anelse ensformigt og droppede det. I stedet skulle jeg vaere journalist, og bilinteressen blev degraderet fra karrierevej til fritidsinteresse. Det var ikke fordi, at jeg ikke ville vaere biljournalist. Jeg afskrev ikke muligheden for at skrive om biler, på samme måde som jeg heller ikke afskrev muligheden for at gå på månen eller blive professionel prøvesmager hos Frisko: Det virkede ikke som noget, man kunne arbejde med. Det var simpelthen for sjovt til at vaere et job.
I stedet tog jeg den voksne journalistvej gennem dagblade og andre respektable medieorganisationer og så Top Gear, laeste bilblade og scrollede Bilbasen, når jeg kom hjem. Men en dag i november søgte Bil Magasinet en digital journalist. Jeg kastede mig over computeren og fik med hamrende hjerte banket en ansøgning ud, hvor jeg forvrøvlet prøvede at fortaelle, hvor vanvittig perfekt jeg ville vaere til det job. Derefter fik jeg den sendt afsted til den redaktør, som jeg få øjeblikke inden havde set på Youtube, hvor han prøvede at overbevise Danmark om, at den der rustne Mazda var århundredes køb. Og som du måske har gaettet, hvis du laeser det her, så fik jeg daelme jobbet!
Det er en maerkelig tid at starte på et nyt job. Kontoret er tomt, og der er vendt op og ned på de arbejdsgange, der eksisterede før coronatiden. Men der er også en ny virkelighed at forholde sig til, når man ser på de biler, der bliver testet.
Benzinkortet er blevet suppleret af en ladebrik, og der kan til tider vaere kamp om den lille ladestander, vi har fået tildelt på parkeringspladsen her på vores nye adresse på Strandboulevarden på Østerbro i København. En anseelig andel af de biler, vi har haft til test, siden jeg startede for små tre uger siden, har haft en eller anden form for ladestik. Og det påvirker selvfølgelig snakken på redaktionen, når vi en sjaelden gang samles et par stykker. Og jeg har måttet sande, at fronterne ikke er trukket der, hvor mine fordomme havde placeret dem.
For mens den garvede bladsmører med det viktorianske overskaeg hylder fremskridtet, er den yngre testkører med det lange hår anderledes skeptisk over elektrificeringen af bilparken i Danmark.
For mig betyder det ikke meget, om bilen kører på el, benzin, diesel eller raketbraendstof. Den første bil, hvor jeg satte mig bag rattet i embeds medfør, var en Dacia Sandero Stepway, som du kan laese om her i bladet. Og selvom jeg bare skulle køre bilen i fem minutter, så vi kunne tage billeder, var jeg helt op at ringe, da jeg kom hjem. For jeg synes stadig, at det er for vildt, at man kan få lov til at arbejde med noget, man braender så meget for. Og forhåbentlig bliver det aldrig kedeligt at køre en bil for første gang - uanset om der står Dacia eller Dallara på. Så I kan tro, at jeg glaeder mig helt enormt til at dele Danmarks absolut bedste biljournalistik med jer - på bilmagasinet. dk, Facebook, Youtube, Instagram og selvfølgelig lige her i bladet.