JAGUAR XJR15
Jaguar XJR15 gadebilen, der inde ikke kan slippe drømmen om at vaere racerbil. Det er svaert at finde britons hjemmebane og komfortzone – vi gør alligevel forsøget på en glohed Padborg Park.
Vi har vaeret bag rattet af den vanvittig sjaeldne Jaguar XJR15.
Varmen har lagt sig over Padborg Park. Solen bager. Døren er åben på den blå Jaguar XJR15, og de naeste 30 minutter er både bil og banen min. Jeg stiger ind. Det lyder let. Det er det ikke. Min krop er ikke skabt til akrobatik af den art, der kraeves for at traede ind i en af de vigtigste men også mest ukendte superbiler i historien. Først i tredje forsøg kan jeg skrue mig ned i saedet. En tekniker fra Jaguar’s Classic-afdeling tager plads ved siden af, hvilket giver en smule form for tryghed. Lige så meget jeg elsker at køre gadebiler, lige så skraemt bliver jeg af at køre racerbiler. I sidstnaevnte er der ikke plads til fejl. Chaufførens evner bliver målt og vejet til offentligt skue, og for at få noget ud af en racerbil, skal den tages i nakken og have kniven.
Jaguar XJR15 er heldigvis en gadebil, så jeg burde ikke vaere skraemt – men noget siger mig, at dette køretøj ikke er helt aerlig omkring sit ophav.
Bare det at starte motoren kraever taet på samme mekaniske forståelse, som når en jagerpilot starter et F16-fly op. Her er ingen nøgle – kun en stor rund og rød drejekontakt, der sidder i døren, som slår strømmen på bilen til eller fra.
Jaguar-teknikeren viser mig proceduren: Først aktiveres taendingen, så bilens 12 taendrør står klar til at lave gnister. Herefter klikker vi naeste kontakt til, som aktiverer motorens indsprøjtningssystem, der gør honnør og slår haelene sammen – parat til at sende kaskader af benzin frem til cylindrene. Inden det sker, klikker vi naeste metalkontakt til siden, som saetter spaending til benzinpumperne. Først nu kan min tommelfinger klikke den sidste kontakt til, der har en direkte forbindelse til startermotoren. Jeg har det som om, jeg sidder i en racerbil, og det har sin grund: Jaguar’s motorsportsafdeling, TWR, løj, da XJR15 kom frem. Den har intet at gøre med en gadebil, og jeg har heldigvis kilder, der bakker den påstand op.
Danske John Nielsen har kørt flere racerløb end de fleste, og han kender om nogen til modellen, jeg sidder i. Da jeg et par dage efter min tur til Padborg Park ringer til ham og fortaeller, at jeg har haft aeren af at køre en af de 50 producerede eksemplarer af Jaguar XJR15, griner han højlydt og siger:
“Så er du vel skraemt endnu?”. At svare andet end “ja” til det spørgsmål, ville vaere en direkte løgn.
XJR15 kom frem i en tid, hvor superbilerne virkelig kom på landkortet. Det var dengang, vi fik Porsche 959 og ikke mindst Ferrari F40. At bygge XJR15 som en gadebil var en idé, der kom fra TWR – Tom Walkinshaw Racing, fortaeller John Nielsen, der selv var på TWR’S lønningsliste som racerkører dengang.
Idéen med at bygge Jaguar XJR15 havde intet romantisk over sig – det var baseret på en kold økonomisk kalkule. Der var rift om superbilerne i starten af 90’erne, og gerne af den slags, som var bygget i begraensede maengder. De blev set på som investeringsobjekter, og i mange tilfaelde blev bilerne lynhurtigt solgt videre med stor fortjeneste. Jaguar-fabrikken havde allerede meldt ud til verden, at de ville sende en superbil på gaden i form af XJ220, men projektet var kraftigt forsinket. TWR var et selvstaendigt firma, som var hyret af Jaguar-fabrikken til at stå for at drive maerkets motorsportsaktiviteter. TWR øjnede en mulighed for at fylde et hul i markedet og tjene lidt mønt, inden Jaguar selv kunne. Hvis de
“Idéen med at bygge Jaguar XJR15 havde intet romantisk over sig – det var baseret på en kold økonomisk kalkule.”
genbrugte chassiset fra sin davaerende racerbil, XJR9LM, og lavede en stribe modifikationer, kunne de kalde den en “gadebil” og saelge den i en begraenset maengde til en heftig pris.
Og lige praecis prisen endte da også på hele 960.165 dollars i 1991 – et ekstremt beløb selv for en superbil.
Jaguar XJR15 havde et chassis i kulfiber, og det var stort i 1991. Ja, så stort, at XJR15 faktisk blev den første gadebil i bilhistorien, som var udført i kulfiber. Men hvor Mclaren F1 var en udviklet til at vaere en gadebil først og derefter en racer, var det lige omvendt med XJR15. Det kan også aflaeses i bilens mål: En Jaguar XJR15 måler 480 cm i laengden, 190 cm i bredden og 110 cm i højden. Det er eksakt de mål, som bilerne, der deltog i Gruppe C-racerløb i 1990, måtte vaere. Eneste forskel er, at en XJR15 vejer 50 kg mere, end den bør ifølge reglementet pga. det minimum af komfortudstyr, den blev nødt til at have for at kunne køre på vejene. Den samlede vaegt lå derfor på 1.050 kg.
Motoren var en neddroslet racermotor med tørsumpsmøring. Den var på 6,0-liter og havde en ydelse på 450 hk. Kunderne kunne selv vaelge, om de ville have en 6-trins racergearkasse med ligeskårne tandhjul eller “nøjes” med en 5-trins, som til gengaeld så var synkroniseret og med skråtskårne tandhjul, der ikke larmer naer så meget. Sidstnaevnte var ikke overraskende den mest populaere valgmulighed.
TWR satte sig for at producere 50 eksemplarer, og de havde allerede en stribe rigmaend, som bankede på døren for at blive skrevet op til et eksemplar, men de manglede at få alle bilerne afsat. Så TWR fik en fantastisk idé til et Pr-stunt, som John Nielsen blev blandet ind i.
Tanken var at lave en racerserie, som officielt gik under navnet “Jaguarsport Intercontinental Challenge”, som udelukkende bestod af Jaguar XJR15, der skulle køre lige inden en stribe F1-løb i 1991-saesonen.
“Der var tre løb, og vi kaldte dem “Million Dollar Race”. Vinderen af de tre løb ville nemlig få en million dollars – eller det sagde de i hvert fald. Faelles for løbene var, at alle bilerne var helt identiske Jaguar XJR15. De foregik på Silverstone, Spa og Monaco, og jeg kørte med i to af løbene dengang. Forskellige racerkørere blev inviteret, deriblandt undertegnede, da jeg kørte race for TWR i Silk Cut-bilerne”, fortaeller John Nielsen.
“Jaguar’en kørte forfaerdeligt! De havde taget et racerchassis, hvilket var et godt udgangspunkt. Problemet var bare, at XJR15 ikke havde naer den downforce, som racerbilen (Red. XJR9LM) havde. Racerbilen havde en helt flad bund og store spoilere, men det havde gadebilen ikke i samme grad, og det gav problemer. Men det var langt fra det eneste, der var galt”, fortaeller John Nielsen og fortsaetter:
“Tyngdepunktet var forkert. XJR15 havde en stor og tung V12-motor med en stor indsugning, og den sad højt i chassiset, hvilket gav et skidt tyngdepunkt. Samtidig havde de haevet gadebilen med adskillige centimeter, hvilket haevede tyngdepunktet yderligere. I en racerbil vil du gerne have et lavt tyngdepunkt, og derfor kørte XJR15 forfaerdeligt på banen.”
Det var noget, John Nielsen fik at føle under hans andet løb, som var i Monaco. John kørte afsted i bilen med nummer 13 på siden, men der gik ikke mange omgange, før bilen overraskede den ellers erfarne racerkører.
“Jeg er knap kommet ud fra pitområdet på Padborg Park, før sveden hagler af min pande, min øregang er fyldt med larm, og mine arme er udfordret af det ekstremt tunge styretøj.”
“Bilen begyndte at overstyre, så jeg skred ud og ramte autovaernet. Bilen fik nogle knubs – ikke noget alvorligt, men jeg kunne ikke køre videre. Så jeg steg ud af bilen. Uheldet skete lige omkring havnepromenaden, og pludselig kunne jeg høre en, der råbte: “John! John!”. Der var Gerhard Berger, som var en anden stor racerkører dengang. Han sad på øverste daek af en stor lystyacht og så løbet med sin manager. Og da jeg ikke kunne komme videre, lod jeg bilen stå og hoppede op til dem istedet.”
Men hvordan kører en Jaguar XJR15 så? Jeg er knap kommet ud fra pitområdet på Padborg Park, før sveden hagler af min pande, min øregang er fyldt med larm, og mine arme er udfordret af det ekstremt tunge styretøj. Pedalerne og rattet i XJR15 sidder off-set i forhold til saedet, hvilket giver en unaturlig position bag rattet. Det er svaert at køre en Jaguar XJR15 langsomt. Der er ingen servostyring, og hjulgeometrien er lavet, så den naesten låser sit spor rundt i svinget. Når du har valgt din bane, er det bare at styre den igennem på speederen – hvis du tør.
Motoren lyder skraemmende, når du klemmer den tunge speeder, og den 6-liters V12 åbner for hanerne, hvilket jeg besinder mig til et par gange på langsiden. Men teknikeren i passagersaedet har øjnet et problem. Vores fotorunder på banen er foregået i så langsomt et tempo, at motoren ikke har fået nok køling, og derfor står temperaturnålen nu helt oppe ved det røde felt. Han tager det roligt, men får alligevel fremstammet, at hvis den stiger yderligere, skal jeg vaere hurtig til at slukke motoren, ellers kan den overophede. Regningen for en hovedrenovering, tør jeg slet ikke taenke på, og da det ikke er dagen i dag, hvor jeg er klar til økonomisk ruin, tager vi ingen chancer. Jeg glider stille og roligt ind i pitten igen, slukker maskineriet, åbner døren og får lidt luft. Kun 20 minutter af de 30 minutters køretid er gået, men jeg har forstået budskabet. John Nielsen kaldte køreoplevelsen forfaerdelig – jeg vil bløde det lidt op og kalde det en hardcore biloplevelse. Nu, jeg taenker over det, vil jeg hellere gå 10 runder i bokseringen mod Mikkel Kessler end at wrestle dette køretøj rundt i et helt løb på den kringlede racerbane i Monaco, som John Nielsen prøvede på i 1991.
Jaguar XJR15 er ikke en gadebil. Det er en fuldblods racerbil og en forbandet bidsk én af slagsen, som selv en professionel racerkører vil have svaert ved at taemme. Alligevel kan John Nielsen sagtens overtales til at have en XJR15 parkeret i privatgaragen, hvis midlerne var til det – men det skulle ikke vaere for at køre i den.
“En Ferrari F40 fra samme tid tager dig i hånden og presser dig til at køre den hårdere og hårdere. Sådan er XJR15 ikke. Den er uharmonisk og svaer at få det bedste ud af. Men jeg kan godt forstå, at hvis du er Jaguar-samler, bliver du nødt til at have sådan en i din samling. Hvis jeg havde muligheden for at have den stående i garagen, ville jeg da også sige ja. Den er ekstremt sjaelden og vil altid holde sin vaerdi.”
Og lige praecis det med vaerdien af køretøjet er vigtigt for bilens ejer. For Jaguar’en indgår nemlig i en af de mest imponerende bilsamlinger i Europa, som ligger i Middelfart hos Selected Car Group, der er ejet af danske Torben Østergaard Nielsen. Ud over at dele ejerens passion for biler har man i dette bilhus specialiseret sig i at iagttage klassiske biler, som vi andre ser på aktier, og selv om Jaguar XJR15 er både smuk, hurtig og sjaelden, er det som investering, at den er allermest interessant. Som vi andre ser på aktier, og det er i det lys, at en Jaguar XJR15 faktisk er allermest interessant.
“Min krop er ikke skabt til akrobatik af den art, der kraeves for at traede ind i en af de vigtigste men også mest ukendte superbiler i historien.”