RENAULT MEGANE RS TROPHY
Renault Megane R.S. Trophy er tilbage på banen efter et lille facelift, hvor den møder den nye VW Golf GTI Clubsport. Begge er udstyret med hårdt pumpede turbomotorer, der sender skudsalver afsted ved speederløft og bekriger kedelige køreegenskaber.
Bilverdenen udvikler sig hurtigere end en genmodificeret slagtekylling. Nye biltyper opstår, og flere og flere bilproducenter meddeler, at de allerede nu er begyndt at udfase biler med motorer til konventionelle braendstoftyper. Det kan til tider løbe koldt ned ad ryggen på en bilelsker som mig. Derfor har jeg svaert ved at skjule den befriende følelse af at komme bag rattet af denne måneds to duellanter.
Dagens Gti-duellanter har fået et ekstra skud steroider og er nogle af de ypperste GTI’ER, du kan få fingrene i. På fransk hedder denne opskrift Trophy, og på tysk hedder det Clubsport. Megane R.S. Trophy får kraefterne fra en 1,8-liters turbomotor, som yder 300 hk og 440 Nm. Alle kraefterne sendes via en 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse ned til forhjulene. Golf GTI Clubsport benytter samme 2-liters turbomotor, som findes i den almindelige GTI. Men effekten er haevet fra 245 hk til 300 hk.
Sidste år kørte jeg den nye Golf VIII GTI, hvilket var en kedelig og afdaempet oplevelse. Derfor er jeg heller ikke fuld af forventninger, mens jeg saetter mig bag rattet af den hvide Golf. Jeg har sat snuden mod det køretekniske anlaeg på FDM Sjaellandsringen, som skal danne ramme om dagens test.
Turen derned har jeg taenkt mig skal foregå så komfortabelt som muligt, og jeg saetter køreprogramvaelgeren over i “Comfort”. Den arbejder sammen med den adaptive undervogn, som er ekstraudstyr til 14.994 kr. Lydniveauet saenkes til et minimum, og bilens 7-trins gearkasse lister ubemaerket gennem gearene. Tingene aendrer sig i det sekund, jeg blinker fra motorvejen og tager en lille omvej til Sjaellandsringen. De snoede landeveje på Midtsjaelland kraever en anden køreindstilling end “Comfort”. Til at starte med saetter jeg Clubsport’en over i “Sport”, der transformerer den hvide Golf til en møg underholdende GTI.
Det er ikke kun de 55 ekstra hestekraefter, der adskiller Clubsport fra den almindelige GTI. Det er alt det omkring
liggende, som faktisk ikke har en fløjtende fis at gøre med, hvor hurtig den vil vaere rundt på en racerbane, men derimod får blodet til at strømme hurtigere gennem kroppen. De store ovale udstødningsrør, som er unikt for Clubsport knalder og brager ved hver eneste gearskift og speederløft.
Ved siden af Sport-knappen kommer et mindre ikon frem med skriften “Speciel” samt et logo fra Nürburgring. I denne konfiguration er alle elementer i bilen optimeret til kørsel på Nürburgring Nordsløjfen. Undervognen bliver blødere, end når bilen står i “Sport”. Det skyldes, at Nürburgring er ujaevn, og her giver en lidt blødere affjedring bedre kontakt med vejbanen. Sammenlignet med en standard 245 hk Golf GTI, er GTI Clubsport 13 sekunder hurtigere rundt på Nordsløjfen.
Fremme ved Sjaellandsringen triller jeg ind på den kolde asfalt. Bilen står stadig i den specielle Nürburgring-indstilling.
Efter to sving på det køretekniske anlaeg kan jeg konstatere, at hvad der fungerede perfekt på almindelige ujaevne danske landeveje, bliver for blødt på Sjaellandsringen. Med et enkelt tryk får jeg beordret bilen til at stramme op – det sker prompte. Indstyring er uhyggelig praecis, og trods en kold og halvfugtig asfalt har Golf’en ingen problemer med at levere kraefterne til asfalten. Styretøjet har en god balance mellem at vaere let og samtidig lige så meddelsom som klassens største sladrehank.
Selv om Golf’en forsøger at tiltraekke sig opmaerksomhed med et mere højlydt udstødningssystem, må den se sig slået af en knaldgule Megane R.S. Trophy, der kører foran. Franskmanden lyder som et kinesisk festfyrvaerkeri.
I pitten får jeg byttet med min kollega. Det første der slår mig, er, hvor gammeldags kabinen i Megane R.S. føles sammenlignet med Golf’en. Det beskedne facelift der bl.a. har skruet op for størrelsen på kabinens to skaerme til infotainment og visning af fart og kør
sel samt en hajfinne-antenne har ikke formå etat få Megane’n tila t virketopmoderne. Ed c-dobbelt koblingsgearkassen er efter faceliftet også enestemulighed p åR. S. Trophy.
Jeg får hevet den store og klodsede gearvaelger ned i “D” og triller stille hen mod indgangen til banen. Selv med 10 km/t kan jeg med det samme konstatere, at dette bliver en hårdere oplevelse. Jeg saetter bilen over i “Race”, der har indflydelse på servohjaelp, speederespons og lyd. Gearstangen vippes til siden, så jeg selv er herre over gearene der betjenes via de fastmonterede skiftepaler, der sidder på ratstammen. Det er en smagssag, om man helst vil have palerne til at følge med rattet rundt, eller have dem fastmonteret, som her. Personligt foretraekker jeg Megane’ns løsning.
Jeg sender den gule Renault ned ad tilkørslen i et raskt tempo, og min højre pegefinger serverer det ene gear efter det andet. Skiftene er mere karakterfulde og sprøde sammenlignet med Golf’ens og bliver leveret lige så effektivt. Megane’n er verdensmester i at iscenesaette sig selv, og der er ikke sparet på krudtet, når det kommer til lyd fra de to afgangsrør i midten. Styretøjet er tungere, og selv om undervognen er langt hårdere sat op sammenlignet med Golf’en, føles indstyringen langtfra så praecis.
I modsaetningen til Golf’en er Megane R.S. udstyret med 4Control. Det vil sige, at den har en medstyrende bagaksel. Rundt på Sjaellandsringen føler jeg, at bilen er meget uforudsigelig med bagenden. Den medstyrende bagaksel får et almindelig ratudslag til at blive mere effektivt, men det føles unaturligt. Til gengaeld leverer den kraefterne til underlaget lige så overbevisende som konkurrenten. Efter adskillige omgange på Sjaellandsringen kan jeg konstatere, at GTI Clubsport leverer en mere raffineret køreoplevelse med mere delikate køreegenskaber.
Jeg bliver bag rattet af Megane R.S. på turen tilbage til København. Hvad der føles som en hård undervogn rundt på Sjaellandsringen, føles taet på umenneskelig hård på ujaevne landeveje. Mine kinder og halvbløde topmave vibrerer,
som stod jeg med en slaghammer mod en stenhård betonvaeg. Jeg glemmer det momentalt, når jeg sender speederen i bund, og kabinen fyldes med en haes motorlyd, men sådan kan jeg jo ikke sidde hele vejen til København.
Jeg knuselsker den fandenivoldskhed, man får i Megane R.S. Trophy, og jeg glaeder mig hver eneste gang, jeg skal køre en tur i den, men efter 20 km ville jeg ønske, jeg sad i en mere komfortabel bil. Her er Golf GTI Clubsport et bedre kompromis, som er langt nemmere at leve med til hverdag. Nej, jeg får ikke det samme sug i maven, når jeg snupper nøglerne til Golf’en. Til gengaeld slipper jeg også for at have en fast ugentlig tid hos min kiropraktor for at undgå alverdens rygproblemer, som hvis jeg kørte Megane R.S. Havde jeg vaeret 10 år yngre, snuppede jeg nok den skriggule Megane, men Golf’ens alsidighed og effektivitet vinder i sidste ende.
Lige meget om det er fransk eller tysk GTI, holder de fanen højt som køremaskiner, der er befriende simple sammenlignet med hvad der ellers findes på markedet.