Faerdig Fiat fra farmand

Den største bil-kliché i nyere tid må vaere fortaellingen om den dysfunktionelle familie fra whiskeybaeltet.

I fortaellingen forsøger foraeldrene at kompensere for deres fravaer ved at berige deres børn med en chic Fiat 500, når de fylder 18 år. Jeg er 22 år, jeg er ikke fra whiskeybaeltet, og min familie er ikke dysfunktionel. Jeg har til gengaeld stadig fået en Fiat 500 af mine foraeldre, så lidt kliché er det vel.

Fiat’en er min første bil, og jeg er naturligvis enormt glad for den. Bilen blev købt nysynet men godt brugt, og med lidt over 206.000 km på taelleren.

På et år har jeg formået at føje 7.000 km til den konto. Bilen blev i sin tid købt, da den skulle fungere som et billigt og bedre alternativ til laengere ture med offentlig transport. Bilen blev købt for 20.000 kr., hvortil der fulgte nye vinter- og sommerdaek med.

Fiat’en er opgivet til at køre 20,8 km/l i Nedc-normen. Det betyder, at min parkeringslicens kun koster 1.000 kr. om året, hvilket også var en afgørende faktor ved valget af netop den bil. I praksis kører den kun 18,7 km/l, hvilket jeg umiddelbart stadig finder acceptabelt.

Ikke laenge efter, at jeg havde erhvervet mig den lille Fiat, måtte jeg forbi et vaerksted. Vaerkstedsbesøget var i forbindelse med, at bilens tandrem skulle skiftes, da den ikke havde det alt for godt. På blot et år er det blevet til en del flere tvungne besøg hos vaerkstedet, og i alt er vaerkstedsregningerne løbet op i hele 20.000 kr. Det er dyrt at købe billigt!

Bilen har nogle småskavanker, men tager man bilens lange liv in mente, så holder den sig nu meget godt.

B-stolpen afslører, at bilen har over 10 år på bagen – rust viser sig, desvaerre.

Den forrige ejer har spildt kaffe på de lyse stofsaeder, og jeg har ikke fået det renset.

Det naeste, der skal skiftes på bilen, er udstødningen, som efterhånden er meget rusten.