SPORTSVOGN for et syns skyld
Den første Opel Manta var en succesfuld designøvelse. Med anden generation Manta B var der også fokus på designet, men ikke kun af aestetiske årsager. Til gengaeld kom den også som praktisk hatchback.
Ved første øjekast er det svaert at vurdere, om Manta B er taenkt som en sporty coupé eller en 3-dørs udgave af en Opel Ascona. Den har sit eget design og er 133 cm høj mod Ascona’s 138 cm, men det er som om, den faldende taglinje mest er til aere for den store bagklap, der reelt gør bilen til en hatchback.
Da jeg åbner førerdøren, bliver de sporty intentioner mere synlige. Den lange sidedør har rammeløs siderude, som en rigtig sportsvogn skal have, men bag rattet fordufter sportsfornemmelsen igen. Hele kabinen i den sølvgrå 1980’er fra Cc-cars i Odense er ganske vist bordelrød, så det er til at få øje på, men selv om det er en 2,0’er nøjes instrumentbordet med speedometer, braendstofmåler og vandtemperatur på trods af, at displayet er stort og har plads til mange flere instrumenter – ikke mindst en omdrejningstaeller. Grafik med streger antyder, hvor der kunne vaere flere instrumenter.
Der er heller ikke sport at hente fra gearstangen, der er lang som et skovlskaft og med lange vandringer mellem de fire gear. Opel Manta B ligner måske en sportsvogn, men det er reelt en sportscoupé, hvor signalerne skal laeses i bilen udtryk – ikke i dens praestationer.
Man bliver ikke løber af at tage joggingtøj på, men fra midten af 70’erne har joggingbukserne bidraget med et modesignal, der siger sport, livstil og – i hvert fald til at begynde med – kropsbevidsthed. Joggingtøjet fik hurtigt en sidebeskaeftigelse som afslapningstøj i alle andre end modesammenhaenge, men tanken om at blande visuel mode og livsstil, uanset hvad der er inde i tøjet, går igen i bilbranchen.
Eksempelvis i Suv-bølgen netop nu. Oprindeligt var en SUV en firehjulstrukket, terraengående bil. I dag er biltypen defineret ved et let haevet karrosseri og plastikskaermkanter, og de fleste SUV’ER lige så terraengående som et elløbehjul.
På samme måde blev joggingbegrebet i 70’erne overført til bilernes verden af Ford i USA. Mustang fra 1965 var traditionel teknik pakket ind i et let, sporty karrosseri.
Den blev en kaempe succes, som af samme grund blev overført til Europa med Capri-modellen i 1968.
“OPEL MANTA B CC ER I VIRKELIGHEDEN EN BRITISK VAUXHALL CAVALIER SPORTS HATCH MED OPEL-LOGO”
Opel var klar og praesenterede i 1968 sin europaeiske udgave af den amerikanske folkesportsvogn i form af Opel GT, som var staerkt inspireret af Chevrolet Corvette. Opel GT havde ingen bagklap og var for speciel, for lille og for upraktisk til at få succes. Men to år senere ramte Opel plet, da de i 1970 praesenterede Manta, som teknisk set var en coupé-udgave af familiebilen Ascona fra samme år, men dog i sit helt eget karrosseri.
Bag designet stod Opels davaerende designchef George Gallion, der kom fra GM i USA. Han var inspireret af en Gm-konceptbil fra 1969 kaldet Manta Ray, der i endnu højere grad end Opel GT lignede en lille udgave af en Corvette.
Den faerdige Manta kom til at se anderledes ud, men navnet gik igen. Manta Ray er den engelske betegnelse for en stor rokke, og en sådan blev logo for Opel Manta på samme måde, som den galoperende hingst blev det for Ford Mustang. Silhuetten af en rokke i krom sad nederst på forskaermene lige bag forhjulene på den første Manta. En detalje som George Gallion angiveligt brugte en del tid og energi på.
Manta blev en stor succes for Opel, som solgte 56.200 styk det første år. I alt blev det til 498.000 eksemplarer, inden en afløser var påkraevet i form af Manta B. Den kom i 1975 som endnu en omfattende designøvelse, der dog endte på en helt anden måde end den første Manta.
Efter A-modellens succes fejlede ambitionerne ikke noget. De første streger og konceptbiler afspejlede atter ønsket om, at overføre amerikanske tanker og streger til en mindre europaeisk bil. I sidste ende kan man tolke den grill-løse front som det eneste fra de vilde, amerikansk-inspirerede udtryk, der nåede helt til produktionsudgaven.
Som den første Manta var Manta B en Opel Ascona med et andet karrosseri. Men al teknik gik igen, og isaer omkring fronten spekulerede man i tradionelle løsninger.
Set forfra adskilte Manta B sig fra Ascona ved, at man fjernede den lodrette frontgrill og flyttede den ned under kofangeren, så fronten blev et glat, skrånende stykke mellem de to liggende, rektangulaere forlygter til forskel fra de opretstående forlygter på Ascona.
Løsningen var ikke mere unik for Manta B, end at naesten samme løsning blev benyttet, da GM skulle tilgodese briterne med deres egen udgave af en Opel Ascona i form af Vauxhall Cavalier. Den britiske del af GM havde haft sine egne biler i årtier, men med Cavalier blev de spist af en tysk Ascona med Vauxhall-logo.
Briterne ville gerne have en stationcar, men selv om Ascona A blev produceret i en 3-dørs stationcarudgave, kom Ascona B – og dermed også Cavalier – aldrig som stationcar. I stedet fik briterne en 3-dørs hatchback med tilnavnet “Sports Hatch”. På det europaeiske kontinent blev den lanceret som en ny udgave af Opel Manta B med tilnavnet Combi Coupé eller blot CC.
Bilen på billederne, der meget passende står til salg hos Cc-cars i Odense (hø hø), er en Opel Manta B 2,0 S CC fra 1980, der uvist hvorfor har det britiske tilnavn “Sports Hatch” på B-stolpen.
Selv om løsningen måske var britisk, så er hele idéen om det brugbare i det nydelige ganske Opel’sk. Selv om den blev navngivet Manta, fungerede den som en Ascona hatchback og var både rummelig og praktisk.
De lange sidedøre med rammeløse ruder gør adgangen til bagsaedet bekvem. På bagsaedet er der god plads til voksne også i lofthøjden trods den faldende taglinje, og bagagerummet er stort og regulaert, og let at bruge. Faktisk blev Opel – eller måske Vauxhall – så begejstrede for konceptet, at man et år senere overførte det til den større Senator-model. Den kom i en 3-dørs Sports Hatch i form af Opel Monza.
På landevejen er Manta B dog alt andet end, sporty selv her i den
kraftige 2,0-liters variant med 100 hk, som er til salg hos CC Cars i Odense. En usaedvanligt fint eksemplar med bare 23.000 km på taelleren giver et trovaerdigt indtryk af, hvad Manta B CC har vaeret for en bil i 1980. Affjedringen er komfortabel, og 165R13-daekkene, som er fra før lavprofildaekkene blev introduceret, kaemper med at holde fast i sving, hvor den gode affjedring også koster i form af kraengning.
Der er ikke servostyring, men styringen er let, og Manta’en er let at køre og betjene. Den lange gearstang ligner en udfordring, men det er den langt fra, for gearene falder intuitivt på plads.
En omdrejningstaeller ville vaere en god ting, for motorstøjen er daempet, og motoren skal køre på momentet. Den maksimale effekt opnås ved 5.200 o/min, men den traekker godt fra bunden og det er let at se sig selv bag rattet over laengere straek. Det mest påfaldende er fravaeret af sikkerhedsudstyr i forhold til en moderne bil, men Manta’en var up to date for sin tid.
Med sine 100 hk fra 2-liters motoren er den sølvgrå Manta B den naestkraftigste Manta i det danske program kun overgået af GT/E med 110 hk. Programmet startede med en 60 hk 1,2. Senere fulgte den ultimative variant, Manta 400, og en i200 med 125 hk.
Opel ønskede at benytte Manta til rally, og til det formål havde man brug for en kraftigere motor. Maerket havde 6-cylindrede motorer, men selv om der var plads i motorrummet, var de for tunge, og man valgte en 2,4-liters udgave af den 4-cylindrede. For at deltage i Gruppe B skulle man dog producere minimum 400 gadebiler, og derfra fik Manta 400 sit navn.
Opel Manta 400 blev en succes. Den vandt sin klasse i Paris-dakar i en tunet udgave med angiveligt 230 hk; gadebilen nøjedes med 144 hk.
Som forgaengeren var Manta B en stor succes for Opel, der producerede 558.000 eksemplarer, og den dag i dag er det den Opel-model, der har vaeret laengst i produktion. Den udgik først i 1988.
Opel var klar med den forhjulstrukne Ascona C allerede i 1981, men Manta B fortsatte altså med den gamle teknik endnu syv år, blandt andet fordi den baghjulstrukne Manta havde succes i motorsport – omend rally-udgaven Ascona 400 var mere succesfuld end Manta 400.