KAN EN ELLERT BRUGES SOM PENDLERBIL?
Ok, så jeg har fået lov til at låne en elbil i en uge. Og her er altså tale om en førstegangsoplevelse af den helt store skuffe, for jeg har aldrig, som i a-l-d-r-i-g nogensinde kørt, endsige vaeret passager, i en elbil. Og som koncept er jeg sgu lidt ske
Hej, jeg hedder Erik, er 45 år gammel, bor på Midtsjaelland og har 63 km til arbejde. Ja, jeg saetter pris på en fed (benzin)bil og har i mine yngre dage vaeret stor fan af bøllebiler. Mine tidligere biler taeller blandt andet to saenkede BMW 320i’ere, en 325i, en Fiat Uno Turbo, en Golf GTI
(1’er selvfølgelig), samt en Toyota Corolla Twincam Coupe (Ae86’er med bananmanifold), som jeg i øvrigt solgte i midten af 90’erne for rundt 20.000 kroner – ja, jeg er idiot.
Anyway, siden min bøllebilsstorhedstid er jeg blevet så voksen, at jeg i dag saetter pris på pålidelighed, lave driftsomkostninger, sikkerhed og komfort. Således flyder jeg de i alt 126 daglige kilometer til og fra arbejde i en Mondeo stationcar fra 2011 med automatgear, iført blød hat og kørehandsker (eller sådan naesten). Og jeg er Top-glad for min Mondeo. Den kører cirka 18 lange kilometer på en liter diesel, larmer ikke, skifter selv gear og har i øvrigt vaeret ganske pålidelig i de seneste syv år, jeg har haft den. Problemet er bare, at den nu, efter lidt over 400.000 km, er begyndt at vaere lidt underlig knoldet, når den kører i 1.-3.5. gear, og at jeg står i situationen: Skal jeg købe en ny dieseleller benzinbil, eller gå all in på el?
Og nej, jeg vil ikke kaste penge efter at få repareret Mondeo’en, og hybrid eller plugin-hybrid gider jeg ikke, for her taenker jeg, at man får det vaerste fra begge verdener: Aaaaalt for kort raekkevidde på el + en fossilmotor, man stadig skal servicere = lort.
Dag 1: Huleboeren faldt tilfaeldigvis over en UFO
Jeg er just kørt hjem efter at have hentet min VW ID.4 GTX hos importøren i Brøndby. Debutten som elbilist gik gennem et skybrud på 28 km, hvor alverdens lamper blinkede orange, rødt og grønt, men jeg er i sikkerhed nu. Elbilen kortsluttede ikke, og jeg må indrømme, at jeg sidder her og ikke rigtig ved, hvad jeg skal synes.
Jeg troede egentlig, min gamle Mondeo var rimelig smart bortset fra manglen på Bluetooth og et display, men efter en halv time i Id.4’eren, føler jeg mig lidt som en huleboer med flitsbuen på ryggen og knoerne slaebende henover asfalten, der tilfaeldigvis fandt en flyvende tallerken midt ude i junglen. Id4’eren har ikke automatgear, nej, den har bare et enkelt fremadgående gear, og så traekker den som død og helvede. Derudover er jeg ret sikker på, at man godt kunne sende den ned efter en halv liter maelk alene, for den er spaekket med alverdens funktioner, hvor den selv holder afstand til bilerne foran, holder sig automatisk i vognbanen, man skal ikke engang bruge en nøgle for at taende den, og så videre og så videre – jeg er med på, at det ikke nødvendigvis er en elbilting, men en nybilting, uanset om den så kører på el eller almindelig braendstof.
Eneste lidt irriterende ting, jeg greb mig selv i, var konstant at glo på kilometertaelleren for at se, hvad der skete. Men på min første tur regnede den egentlig forbruget meget godt ud.
Dag 2: Første dag til arbejde
Den fuldstaendig larmende stilhed skal jeg vaenne mig til. Når jeg saetter mig ind på førersaedet, kommer jeg i tvivl om, hvad jeg skal. Er bilen klar til afgang, eller mangler jeg at trykke på et eller andet? Men det vaerste er alligevel, når jeg saetter bilen fra mig. Er den taendt eller slukket, eller kan lortet finde på at køre afsted uden mig, helt af sig selv?
MEN hvor er det dog fedt, at køre i en bil, der traekker ubrudt og ens helt nede fra bunden og til toppen. Jeg havde egentlig forestillet mig, at det ville vaere ekstremt radiobilsagtigt og ulaekker kunstigt, men sådan er det ikke. Køreoplevelsen er supernaturlig, og jeg skal virkelig passe på ikke bare at hamre sømmet i bund hele tiden, for den naermest tigger om det.
Lidt pudsigt om morgenen, at displayet adviserede, at der var 276 km tilbage på batteriet. Men da jeg var kommet de 63 km frem, var batteriet kun nede på 236 km. Den første lange bid af turen foregik på Holbaek-motorvejen kl. 6.00 om morgenen uden naevnevaerdig trafik. Og her lagde jeg godt maerke til, at batterikilometrene faldt ret hurtigt ned til omkring 240-agtigt. Men den sidste del af turen på motorvej med ret meget kø og stop’n’go, brugte bilen naesten ikke noget el på. Weird, men haenger meget godt sammen med, hvad jeg ellers har laest om, at bykørsel er bedst, når det gaelder elbiler.
Det var også her på min første elbilsdag på arbejde, at jeg fik prøvet ladekablet – og igen fik jeg afmonteret en fordom. Det var ikke mere besvaerligt end at oplade min mobil. Bare prop det ene stik i bilen og det andet i ladestanderen, kør den lille medfølgende brik henover ladestationen, og vupti går opladningen i gang. Smart og nemt.
Dag 3: Hvorfor sidder der et 12 volts-batteri i en elbil? (og hvorfor er jeg egentlig helt rødblåviolet i hovedet på billedet?)
KAEFT, hvor jeg hygger mig! Ja, jeg sidder stadig og kigger nervøst på batteriindikatoren, men jeg tror efterhånden på, at bilen nok skal kunne fragte mig mine 126 km om dagen uden problemer. Og så er det jo vanvittig fedt at køre med alle de elektroniske hjaelpemidler, der findes. Det er svaert at sige, hvad jeg er mest imponeret over, men i går aftes med det lange lys slået på auto, gik det op for mig, at Id4’eren aktivt kan flytte rundt på lyskeglen, så den ikke blaender modkørende … djaevelsk!
Jeg kiggede selvfølgelig også i motorrummet, bare lige for at se, hvordan en elmotor ser ud, og jeg må indrømme, at jeg blev noget overrasket over at finde et almindeligt 12 volts-batteri.
Oh but why …?
Dag 4: Skingrende fartgal kone
Jeg har vaennet mig til min elbil. Ja, det er lidt irriterende, at jeg så ofte skal taenke over at tanke den op, men havde jeg haft en ladestander hjemme i carporten, ville jeg ikke spekulere på det overhovedet. Til gengaeld har jeg så fået prøvet at lade rundt omkring på forskellige Clever-standere, og det virker fuldstaendig upåklagelig let.
I går aftes fik min ellers så aftenvagt-ramte kone sin første tur, og der var faktisk flere bekymrende øjeblikke undervejs. Efter hun fandt ud af, at slaeden høvlede fra 0-100 på seks sekunder, fik den ellers bare noget at aede ved hver en lejlighed. Hele vejen rundt taenkte jeg over vanvidskørsels-hastighedsgraensen for beslaglaeggelse. Men det største problem er, at jeg ikke selv får lov til at køre ret meget mere i den. Begejstringen ville ingen ende tage …
Uhh… en note. Selv med sølle 4-5 cm plads i hver side, er det nemt at parkere det store skrummel (jeg elsker den) med alle sine parkeringskameraer og -sensorer.
Dag 5: Hele familien på tur
Der er overraskende meget plads i min elbil. Gulvet bagi (og ja også foran) er helt fladt, og på dag fem skulle vi til fodboldkamp med den 16-årige (amerikansk fodbold, ikke fesen Eu-reguleret tøsebold for curlingbørn). Far, mor, to store knaegte og farmor afsted i ID.4 GTX, og der var masser af plads og power.
Vi startede med fuldt opladt batteri, men jeg opdagede ret hurtigt, at den brugte flere batteri-kilometre, end den kørte. Jeg regnede merforbruget ud til cirka 30 procent, men i praksis ville jeg ikke vaere bange for at køre på en lang familietur i min elbil – der skal selvfølgelig bare laegges et ekstra ladestop ind undervejs, og ladestationer findes der masser af.
Efter kampen (som vi Frederiksund Oaks vandt 52-0), kørte jeg hjem og satte familien af. Derefter kørte jeg til Holbaek for at shoppe bukser, og satte bilen til opladning ved Clever-standeren bag
Føtex. Da jeg kom tilbage, så jeg, at jeg havde fået en parkeringsbøde. Ja, jeg havde ikke sat p-skiven (hvorfor er der ikke en auto-p-skive i en spritny elbil anno 2021??). Og selv om ladestanderen med al ønskelig tydelighed kunne fremvise det klippefaste bevis på, at bilen var i gang med at lade – og netop derfor ikke kunne have vaeret efterladt for mere end en halv time siden – kunne tumpen fra Europark med et skaelmsk smil på sine tynde, kolde, onde, blå laeber med retten i sine krogede haender og i al sin magt og vaelde, stange mig en bøde på 600-noget kroner. Jeg håber, du vrikker om på anklen, så den braekker, og du falder ud på vejen og bliver kørt ned af en damptromle... (Rolig nu, Erik! red.)
Dag 6: Med 1.000 kg trailer i byggemarkedet
Det er blevet søndag og min 1.000 kg’s trailer er proppet med skrammel, der skal på genbrugspladsen. Bagefter skal jeg have et laes nøddesten med hjem til min synkende indkørsel – og fedt, så lige at have en stor elbil, der må traekke 1.400 kg.
Jeg er på toppen over bakkameraet, der ikke bare viser, hvad der sker lige bagved bilen, men også viser den ovenfra, så jeg har fuldt udsyn hele vejen rundt. Dét gør det virkelig nemt at bakke til traileren… og Id4’eren opdagede knapt nok, at der var en trailer koblet på vejen ud. Til gengaeld kunne jeg se på kilometer-indikatoren, at den tog noget for ulejligheden på hjemvejen laesset med et halvt ton småsten.
På turen hjem på fem km, brugte den 20 batterikilometre – selvfølgelig ikke et problem på et par ture frem og tilbage en søndag eftermiddag, så jeg var helt rolig.
Dag 7: Fra mine kolde døde haender ...
Dagen er kommet, hvor jeg skal aflevere min ID.4, og min første tanke er “ja, hvis I kan vriste nøglerne fri af mine kolde, døde haender”. Jeg er oprigtigt ked af det på mandemåden, altså dér hvor man ikke viser følelser, men bare holder vejret og afleverer nøglerne. Men mit hjerte er slukket.
For at afrunde min første uge i en elbil nogensinde vil jeg konkludere, at jeg nok kommer til at eje en. Snart. Jeg er vild med det. Men jeg vil sige, at den allerstørste kontrast alligevel var, da jeg satte mig tilbage i min gamle, sure, larmende, lugtende, usmarte og skrantende Mondeo og kørte ud af porten – det kommer sgu ikke til at gå.