Farvel og tak til Exige
Trackday-specialisten går på pension efter 21 år. Vi kører mod solnedgangen i Lotus Exige Sport 390 Final Edition, der stempler ud med et brøl!
Lotus kommer i 2022 med den nye Emira, der ligner en reel Porsche 911-konkurrent. Den får en 4-cylindret tysk Amg-motor eller den gamle V6 Toyota-kvaern med kompressor. Den 2000 hk elektriske prototype Lotus Evija spøger også i kulissen og giver håb og bekymringer for os, der elsker de puritanske sportsvogne bygget ud fra Colin Chapmans letvaegtsfilosofi.
Men først skal vi tage afsked med Exige, den dedikerede trackday-kriger i en menneskealder.
Den sidste aftapning hedder Exige Final Edition. Den fås i tre varianter. Vi har fat i den “svageste”, Exige Sport 390, som for nogle år siden afløste Exige Sport 350. Med ny kalibrering af kompressoren lokkede Lotus dengang 52 heste ekstra heste ind i folden, så der er 402 hk til 1.213 kg bil.
Den første Exige havde kun 120 hk, den sidste stempler ud som en hårdt pumpet sportsvogn: 0-100 km/t tager
3,7 sekunder. Det er hurtigere end en Porsche Cayman 718 GT4 PDK, men i Exige skal du selv rykke gearene ind med en spinkel alugearstang, der arbejder i en åben kulisse. Det ligner noget, der arbejder med stor praecision, men det kraever stadig lidt fingerspitzgefühl under hurtige nedgearinger og hael- og tå må på pedalerne, hvis du insisterer på at give mellemgas.
For de uindviede er det som at stige ind i en tidslomme: Startspaerren skal stadig frakobles manuelt, stikkontakterne bag rattet er sidst set i en uddød Opel, Sony-radioen ligner noget, der spiller DJ Aligator i en laerlings VW
Golf II, og designet har ikke aendret sig meget, siden Serie 3 ramte gaden i 2013. Større akselafstand og sporvidde gav dengang plads til en 3,5-liters V6-motor med kompressor fra Toyota i stedet for de 4-cylindrede motorer, modellen blev født med i år 2000.
For entusiaster er tingene, som de forventer i den lille sportsvogn, der blev sat i verden for at drille dyrere sportsvogne i sving på bekostning af luksus. Her er dog klimaanlaeg og laekker Alcantara rundt omkring i kabinen. Nye syninger på skålsaederne, en “Final Edition” plakette på dørkarmen og en Tft-skaerm med digitale instrumenter i stedet for analoge markerer, at det her er enden af samlebåndet for Exige.
Exige er stadig garant for en intens køreoplevelse. Gennem en lille rude kan du se kompressoren blive trukket af en rem og gasspjaeldet arbejde, når du traeder på speederen. Det larmer, når asfalt og motor sender vibrationer op gennem skålsaederne, men du føler dig taet forbundet med bilen.
Styretøjet er naermest telepatisk, og undervognen med Eibach-fjedre og Bilstein-daempere holder den arrige bil fast på asfalten, når du sparker til V6’eren. Den går amok, når omdrejningstaelleren passerer 4.500 o/min, og et spjaeld åbner i udstødningen. Brølet må kunne høres over hele Midtjylland, da jeg endelig lukker op for hanerne et sikkert sted.
Et kvarter senere triller jeg artigt forbi en mand på en bred landevej mod Vejle, der med sammenbidt ansigtsmimik og baskende arme signaler “kør paent!”, selv om jeg triller forbi og først prygler Exige senere på dagen på Jyllandsringen med en tid hos Trackdayklubben. Stod det til mig, fik Exige et honnør med på den sidste rejse.