Elbil i løvens hule
Bil Magasinets langtidstestbil, en Polestar 2 Long Range Dual Motor, har i vinterens koldeste måneder sneget sig ind på redaktionschef Frederik T. Frey – redaktionens oktanpraedikant.
Hvornår er det mindst fedt at køre elbil? Nej, dette er ikke en variation af Storm P.-vittigheden om, hvornår en Tuborg smager bedst. Min opfattelse er, at en elbil ofte viser sig følsom, og batteriets kapacitet kan blive humørsyg, når der er frost i luften – dét er ikke dens boldgade.
Det er med en vis portion skepsis, at jeg klikker låsen til den lysegrå svensk/kineser, som holder udenfor mit hus, op. Jeg hilses velkommen af en diodedans fra bilens baglygter, der straekker sig på tvaers af haekpartiet.
Indvendigt bliver jeg forvisset om, at det er koldt udenfor... og indenfor. Solskaerme, loftslys og knapper omkring glastaget er daekket i langhåret rim, der får mig til at lede efter en frossen vandpyt under måtterne – der er heldigvis ingen tydelige fugtkilder.
Men hvad med batteriet? Jeg har mange gange vaeret ude for, at elbiler har tabt raekkevidde, og at el på deres batterier er “forsvundet” bare ved, at de stod ude om natten – det har ifølge mine uvidenskabelige observationer vaeret saerligt “slemt”, når vejret har vaeret koldt. At miste drivkraft og energikilde natten over er ellers ikke noget, jeg er vant til – i det kvarter, jeg bor i, er der nemlig ingen nataktive tyveknaegte, der tømmer benzintankene på mine private biler for op til 10 pct. af braendstoffet.
Polestar’en vågner til live, og på den digitale skaerm foran mig står 69 pct. batterikapacitet og 290 km-raekkevidde – praecis det samme, som da jeg parkerede bilen for godt 12 timer siden. Mistroisk, som jeg er, taenker jeg: “Nå nå, den skal bare lige trille de første kilometer, så vil raekkeviddemåleren styrtdykke hurtigere end Alberto Tomba ned ad en alpin skiløjpe.” Lufttemperaturmåleren viser fire grader under frysepunktet, så natten må have budt på taet på tocifrede minusgrader, men elbilen lader sig ikke maerke af nattens kølige behandling.
Kan jeg vide mig sikker på, at bilens software ikke daekker over det tab af raekkevidde, som jeg forudså? – eller at den og bilens mange computere er programmeret til at vise konservative estimater netop for at undgå de store hop i beregningerne? Nej, det kan jeg ikke. Men jeg kan bekraefte, at Polestar’en på intet tidspunkt havde store udsving i sine beregninger, og at den under udfordrende klima og skiftende kørselsmønster levede op til mine forventninger med beregninger, man tør stole på.
I mit stille sind håber jeg, at det er et udtryk for, at batteriteknologien eller -isoleringen er blevet bedre, for selv om Polestar har puttet sukker på oplevelsen ved ladestanderen med en velfungerende DR Tv-app, kender jeg ingen bilister, ud over elbilsejere, der finder sig i, at en procentdel af bilens drivmiddel “forsvinder” om natten.