Mini melder forårsklar
Min kaere Morris Mascot – i folkemunde Mini – har sovet igennem vinterens kulde og restriktioner sammen med resten af samfundet. Nu er det igen på tide at lade den mokka-brune lak reflektere under åben himmel. For det er forår, og foråret tilhører veteranerne.
I sommer var jeg faretruende taet på at indstille jagten på en veteranbil. Efter et par måneder med skuffende prøveture og svaert tilgaengelige saelgere var jeg ved at udsaette drømmen til naeste sommer.
Sådan blev det heldigvis ikke, for som en uventet sensommerflirt fandt vi hinanden i ellevte time.
Det var på et forslag af en betroet kammerat, at jeg spontant tog ud for at prøvekøre Mini’en, og jeg købte bilen allerede samme aften. Pavestolt rullede jeg først hjem til mine foraeldre, dernaest mine venner, for at fremvise den maegtige maskine, jeg havde købt.
En vaskeaegte Morris Mascot i fantastisk flot og original stand, der blot har kørt 49.000 km. Den er naturligvis dansk fra ny, rustfri og nu er den min. Jeg faldt uskyldigt og dybt for Mascot’en, der har fejret dobbelt så mange fødselsdage som jeg.
Aldersforskellen er dog ikke noget, der skiller os. Tvaertimod elsker jeg min Mini for dens simplicitet og unaegtelige aerlighed. Den møder mig i det rene ingenting, og det er her, hvor jeg maerker resonansen mellem bilen og mig, at jeg både kan vaere tilstedevaerende og altid på vej videre.
De karakteristiske hvinelyde fra gearkassen, den lave tomgang, letheden i styretøjet og bilens gåpåmod i svingene. Jeg var helt solgt!
Til gengaeld laerte jeg over sommeren, at selv en “perfekt” veteran har skavanker. Først da bremsecylinderen tabte trykket og reducerede mine bremser til pynt.
Det kraevede et reparationskit og tog et par sene aftener at få skilt cylinderen ad og sat sammen igen med friske pakninger. Herefter kunne bilen bremse, men kort tid efter kunne den ikke starte – ironien er ikke til at overse, vel?
Det var heldigvis en nem operation, for efter fire rensede taendrør var problemet løst. Taendrørene var angiveligt sodet til af for meget choker, og med bøjet hoved må jeg påtage mig skylden for den begynderfejl.
At købe Mini’en føltes som at tage pis på min egen snusfornuft – en følelse, der hurtigt blev afløst af barnagtig glaede og lykkerus bag rattet. Ganske vist er det ikke moment og hestekraefter, der skaber oplevelsen, men det er bedøvende ligegyldigt. For det handler netop ikke om fart, om 0-100 km/t-tider og omgangstider i min Mascot. Det handler om at maerke humøret, der gennemsyrer bilen og smitter af på alle i naerheden.
Derfor glaeder jeg mig ustyrligt over, at det omsider er blevet forår. Velkommen tilbage på vejene kaere veteraner, vi ses derude.