KURT THIIM
Kurt Thiim startede sin Dtm-karriere i en Rover Vitesse i 1986, hvor han endte med at vinde mesterskabet. Han kom dog til Mercedes i 1988, hvor han blev indtil den første series sidste saeson i 1996.
“Dengang var det jo det ’gode gamle DTM’, og det er en tid, som folk stadigvaek taler om. Hvis vi kigger på motorsport i dag, køres det ofte med biler, som folk ikke kan købe. Da vi kørte
DTM dengang, da hele det cirkus startede op, kørte vi med biler, som alle, der havde bare lidt penge, kunne købe selv. Det hele var meget familiaert, og de kunne genkende dem selv i bilerne – nogle fans havde den ene bil, og andre fans havde en anden bil. Det var ikke så meget high tech-racerbiler, men det passede på en helt anden måde ind i tiden,” fortaeller Kurt Thiim om DTM’S begyndelse.
“Lyd, omdrejninger, blokering af daek og det niveau, der blev kørt på, var folk ellevilde med. Det var meget, meget underholdende, og det var ganske normalt at have over 100.000 tilskuere i en løbsweekend, og prikken over i’et var, at det var så familiaert. Selvfølgelig var der hård konkurrence, men stemningen var god, og fans kunne rende rundt mellem bilerne, og til sidst blev det så voldsomt, at man var nødt til at spaerre af nogle steder i depoterne. Der var så mange mennesker. Som eksempel startede og sluttede vi altid saesonen på Hockenheim, og et år lavede de en optaelling af, hvor mange mennesker der passerede gennem depoterne, og de talte 40.000 mennesker. Det fortaeller lidt om, hvad det var, vi havde gang i. Det var meget populaert, og det var for os kørere meget anstrengende. Man kunne ikke gå på toilettet i fred, man var nødt til at gå bagom teltene og gemme sig. Men når man ser på det i bakspejlet, så var det jo ‘wunderbar’,” mindes Kurt Thiim smilende.
“Det udviklede sig mere til det, man ser i dag med high techbiler, og det var også grunden til, at det hele stoppede. Man kan ikke sige stop i Europa, man anderkender ikke, at underholdningen betyder mest for fansene, og det blev dyrere og dyrere, og på et tidspunkt sagde alle, at de simpelthen ikke kunne mere. Men minderne er heldigvis stadig tilbage”, afslutter Kurt Thiim.