“Til min store skuffelse fandt jeg ud af, at man hverken kan købe levende kvæg eller jagtrifler på nemlig.com.”
Det er okay at vaere traet af corona. Her mener jeg ikke pandemien selv, for den var vi allesammen godt og grundigt traette af, cirka to minutter efter at den blev vores egen virkelighed. Naeh, jeg mener snarere at laese om den, høre om den, tale om den, spekulere over den, forholde sig til den osv. osv. Puh! Det er bare udmattende. I min vennekreds har vi indført “ingen coronasnak”-politik i vores sociale samvaer. Pauser, hvor vi rent faktisk taler om noget andet. Jeg magter faktisk ikke mere corona. På alle mulige måder. Der er dog én ting, jeg er blevet mere traet af, og det er det skødesløse, altid lidt fatalistisk udtalte udsagn “new normal” som automatisk sidebemaerkning til alle den igangvaerende undtagelsestilstands mange underlige facetter. Man skal vare sig med at tro, at alt er forandret.
HOLD NU OP
Det minder mig mest af alt om de moralske tømmermaend, der flygtigt greb os alle i efterdønningerne på finanskrisen i 2008. Alt det hysteriske forbrug og luxury var også bare for meget. Det samme med ejendomspriserne. De skulle ned – og SUV-bilklassen ville vaere en saga blot. Dyr michelinmad var en skaendsel, og vi skulle bare aldrig se indersiden af en Prada-butik igen. Naeh, nu skulle vi meditere, drikke grøn te, dyrke yoga i en selvbygget hytte i en svensk skov og gerne bare skamme os lidt over alle de penge, vi havde brugt. Ikke mindst alle de sneakers, vi ejede.
Der gik meget kort tid, og så var vi tilbage. Ejendomspriserne historisk høje. Ligeledes salget af SUV’er. Luksusmaerker har aldrig haft det bedre, og michelinstjernerne bliver ved med at regne ned over Danmark. (Altså dengang, der ikke var noget, der hed corona). Restaurant Alchemist virker paent lidt finanskrisereflekteret. I stedet for den store opførselsrevolution endte finanskrisen med at blive en ubehagelig bøvs af momental tilbageholdenhed. Det blev ikke new normal. Det gør vores nuvaerende situation med alle dets konsekvenser heller ikke. Vi skal nok komme på Roskilde igen. Alle 130.000 af os. Nej, Teams og Zoom bliver ikke den nye måde at arbejde på. Vi har givetvis forstået, at det kan spare nogle fysiske orienterings- og beslutningsmøder, men bare rolig, din kalender skal snart igen blive fyldt op af gode, gamle mødelokalemøder. Med dertilhørende dårlig kaffe og lugten af sure sokker. Mundbind bliver et veloverstået sløjt bekendtskab, og dårlig håndhygiejne hverdag igen. To temafester og en barnedåb, og du vil komme til at savne forsamlingsforbuddet.
Bare rolig, old normal er snart tilbage.
PÅ GODT OG ONDT
Derfor kan man nu godt laere og lade sig inspirere af sit lockdownliv. Det, der rent faktisk fungerede. Det, der gav mening. Det, der føltes godt. Eksempelvis elskede jeg, at ingen havde nogen planer. Der var ingen, der skulle noget. Noget, jeg med naeb og kløer holder fast i. Jeg elsker den tomme familiekalender. At det er så nemt at ses. Få følelsen af tid tilbage. At der ikke nødvendigvis skal ske noget. At hvis der skal, er det let at få til at ske. Mindre Dood
le. Mere carpe diem. Pludselig var der også tid til mad og måltider. Nu er jeg så også gift med en kok, der to sekunder efter lockdown mistede sit job pga. den første gastrokonkurs og derfor havde tid til madlavning.
HOS OS TOG DET LIDT OVERHÅND
Måltidet blev dagens højdepunkt. Det var der i og for sig ikke noget nyt i. Det nye var, at vi gik endnu mere op i det. Brugte endnu mere tid på det – både på forberedelserne og på at spise sammen. Det bragte os sammen som familie igen. Det samlede os. Og inden for den sociale bobles rammer. Det var sådan, vi sås. Det var her, vi naerede vores maver, intellekt og sjaele i en isolerende tid.
Vi kom også taettere på maden selv. I vores sommerhuseksil i Vejby Strand brugte vi vores rammer på nye måder. Frugttraeer blev plantet, og køkkenhave anlagt. Hurtigere, end jeg overhovedet havde forestillet mig det, var vi leveringsdygtige i alt fra pak-choi, gulerødder, løg og squash til agurker, jordbaer og alle mulige andre laekkerier. Således opildnede investerede vi i et orangeri og supplerede vores selvforsyningskurv med ting som citroner, tomater, chili og ja selv kumquat. Børnene elskede det. At se dem høste ingredienser til dagens måltid og stolt baere dem til køkkenet var fortjeneste nok i sig selv. Deres maddannelse tog tigerspring i karantaenen. Tak for det.
Jeg er en skabsprepper. Med “skabs” i parentes, for jeg er egentlig ret stolt af det. Da covid-19 bare begyndte at naerme sig Europa, var jeg allerede i en overlevelsestilstand og fyldte lagrene med toiletpapir, buksebleer og håndsprit. Jeg har nok Mou-supper, broccoli, tun i vand og lasagne i fryseren til at komme igennem en laengere atomvinter. Til min store skuffelse fandt jeg ud af, at man hverken kan købe levende kvaeg eller jagtrifler på nemlig.com. På mange måder begyndte køkkenhaven og orangeriet på samme konto. Hvis armageddon virkelig var på vej, skulle vi saftsuseme ikke gå ned på forårsløg og salvie, så vi brugte en mindre formue på planteskoler. Heldigvis kom det ikke så vidt, og heldigvis kom det til at handle om noget andet.
I KARANTAENEN KOM MÅLTIDET I CENTRUM
Det blev den søde karantaenekost. Yes, yes, godt hjulpet på vej af vel meget smør, fløde og rødvin, men alligevel. Vi havde tiden, men vi prioriterede også tiden – og det holder vi fast i. Ikke bare det samlende måltid, men også den samlende – og dannende – forberedelse. Vores børn deltog. Det blev rituelt. Aftensmåltidet er under pres som aldrig før. Der er alt muligt andet, der synes vigtigere, men måske er måltidet det vigtigste. Måltidet giver tryghed, og det er det, vi søger tilbage til i krisetider. Men skal det ikke også vaere det i fredstider? Hvorfor skal det ikke vaere en hverdagsluksus, vi altid prioriterer? En luksus, jeg faktisk håber bliver new normal. At det sagtens kan vaere i top på en hverdag – hvis man taenker lidt smart og giver sig selv tiden til det. Min målsaetning er i hvert fald, at den søde coronakost bliver til den søde hverdagskost.