\ FARVEL TIL OKSEKØD

Anthony Aconis er direktør i designbureauet Fireball og formand for Madtanken. Han forudser, at oksekød er historie hurtigere end vi formoder. Og Millionbøf kan sagtens vaere Millionsvin ...

Laes Anthony Aconis’ tanker om kød.

Midt mellem de første lockdown-perioder befandt jeg mig pludseligt til møde på Skovshoved Hotel. Besøget dér kunne i og for sig vaere genstand for en hel klumme i sig selv. Stedet er en forunderlig tidslomme, og den følelse blev ikke mindre af, at vi til frokost kunne konstatere, at restauranten nu er en A Hereford Beefstouw. Det er naermest som om hotellet i trods skriger til de besøgende, at det bare på ingen måde har eller vil rykke sig fra opfattelsen af at vaere et 80'er levn.

Hvem pokker går på steakhouse i 2020? Hvem vil sidde der og vaelge kaempe stykker oksekød på 300, 400, eller 500 gram? Supplere med lidt konservesgrønt fra en sløj buffet? Førsteklasses oksekød og vin kalder de selv konceptet på deres hjemmeside. Jeg taenkte: På Første Klasse Direkte til Klimakatastrofer og Døde Isbjørne. At spise en frokostbøf på Hereford føltes lidt som at ryge indenfor eller køre uden sikkerhedssele. En hasarderet utaenkelighed. En anakronisme. Et levn fra dengang ingen vidste bedre. For mig satte det kød-debatten på spidsen. Er store maengder kød en menneskeret? Er det relevant? Nødvendigt? I orden? Svaert at svare ja til, når verden er, hvor verden nu engang er.

Køddebatten raser atter og med rette. Taenketanken Concito genbesøgte kvaegregnestykket og konkluderede tidligere på året, at oksekød belaster klimaet 11 gange mere end før antaget. Regnestykket var i forvejen ikke for paent. Ifølge Taenketanken svarer indtaget af en mørbrad for en person således til en køretur til Paris. Altså en ordentlig stor klimabon på en typisk tirsdag aften i et almindeligt dansk hjem. Gang det op med far, mor og børn. Det bliver vi ikke alene nødt til at tale om, men også at forholde os til. Og gøre noget ved.

Gode intentioner, modeluner og uendeligheder af talte og skrevne ord på trods fylder oksekødet nemlig stadig som en absolut primaer råvare i vores folkekøkken. Mere end 50 kilo per dansker om året. Men hvordan aendrer vi det? Kriminalisering og religiøsitet er nok ikke vejen. Det duer ikke. Det har det i hvert fald ikke gjort indtil videre, og det kommer det heller ikke til at gøre i fremtiden. For det handler ikke om at traekke fronter op, men snarere om at gøre et nødvendigt fravalg til et positivt tilvalg. Gøre noget andet end vi alle sammen plejer. Lav lasagnen med lammekød i stedet for. Spis mere kylling og fisk. Millionbøf kan sagtens vaere Millionsvin. Og så videre og så videre. Lige nu ser det ud som om at ALT er bedre end oksekød. Så lad os da gribe den stafet, inden vi alle bliver tvangsveganiserede. Spis mindre, og spis noget andet protein. Det er faktisk ret nemt. Eller det burde det vaere.

Men hvorfor er det med oksekødet så svaert? Så kontroversielt? Se, hvor svaert det var for en ellers ret så handlekraftig regering at introducere to vegetardage i de statslige kantiner. Det var en god idé, men man måtte traekke forslaget tilbage i en fart. Forandring til alles og klodens bedste vejer tilsyneladende ikke tungere end folkeretten til kød. Det er simpelthen for umodigt og visionstomt. I mine børns børnehave er man gået over til en 100 procent vegetarisk menu. Ikke af nogle ideologiske årsager, men snarere et ønske om at spare penge. Bruge dyre kødkroner til bedre og rigere børnemåltider. Ikke mindst fordi de fleste af børnene alligevel får kød derhjemme til aftensmaden, og derfor sagtens kan undvaere det. Ganske som hos de statslige ansatte fristes man til at sige. Udover bedre og mere spaendende mad har Kastelsgårdens initiativ haft den interessante sideeffekt, at vores børn ganske enkelt ikke er saerligt kødfikserede. Det interesserer dem stort set ikke. Følgende saetning er et par gange blevet ytret hen over aftensbordet hos os: ’Spis dit kød, ellers får du ikke mere broccoli’. Ja, ja, jeg ved det godt. Den saetning kan kun blive sagt på Indre Østerbro i København, men det fortaeller da en historie. En historie om hvor nemt det kan vaere og ikke mindst en historie om hvor verden og de naeste generationer – heldigvis – er på vej hen.

Vi har et fordrejet forhold til oksekød, og det er vel der svaret ligger på, hvorfor det skal vaere så svaert. Der er så meget andet gastronomisk vi kan forkaele vores mund med, men alligevel er den røde bøf Hr og Fru Danmarks foretrukne nydelsesmenu. Når det virkeligt skal vaere godt. Maend i saerdeleshed synes at have bundet det tilbagevaerende af vores skrøbelige maskulinitet op på store stykker kød. Så er man en rigtig mand.

Lad os alle sammen i stedet mande os op og tage os gevaldigt sammen. Tage et faelles ansvar og aendre vores kollektive kødopførsel. Samfundssind. Klimasind. Planetsind. Fremtidssind. Kald det, hvad du vil. Ganske som børnenes institution skal nogen begynde at vise vejen. I den kontekst forstår man sagtens, at debatbølgerne gik højt omkring Paul Cunninghams og Rene Redzepis burgereventyr. Kritikkerne har en pointe. Dem, der forstår sig på mad, skal hjaelpe os andre. De madfaglige har et ansvar. Det samme har dem, der producerer og saelger os de 50+ kilo oksekød om året. I faellesskab skal de saette Familien Danmark fri fra den gastronomiske Middelmådigheds gyldne håndlaenker (laes hakket oksekød). Vise, at der er alternativer. Demonstrere deres lethed. Den nuvaerende ansvarsfralaeggelse er faktisk ikke mindre end rystende. Oksekød er en klimasynder. Den største. Punktum. Så stop. Find på noget andet. Hurtigt. Nemt.

Jeg ved ikke om jeg, som Hans Davidsen-Nielsen den 21. februar 2021 udbrød det i Politikken: ’Har spist min sidste hakkedreng’, men det er taet på. Hjemme hos os går vi udenom oksekødet. Det er et simpelt valg og et nemt et af slagsen. Både at tage og holde.

Imens jeg skriver dette, har jeg lige bestilt Jagger-burgere til os på bureauet, der ikke arbejdede hjemme. Jeg kunne konstatere følgende bestilling: 2 Veganske Burger 2 Vegetar Burger 5 Haloumi Burger 3 Fried Chicken Burger 1 Cheese Burger Måske er oksekød historie hurtigere, end vi tror ...