BAEREDYGTIGE BENSPAEND
Kom bag facaden på
Dorte Mandrups transformation af Mineralvandsfabrikken i Carlsberg Byen fra 1927.
Højt til loftet, doriske søjler, en grøn atriumgård og masser af historie. Det er bare noget af det, den transformerede Mineralvandsfabrik fra 1927 byder på, når den atter slår dørene op i Carlsberg Byen og byder velkommen til åbne kontorlandskaber og intime lejligheder. Bag projektet står stjernearkitekt Dorte Mandrup med en klar vision om at skabe ny relevans og vaerdi i de gamle rammer, som er vaerd at bevare i fremtiden.
Som den eneste af Carlsberg Byens gamle, fredede bygninger åbner Mineralvandsfabrikken nu op for beboelse. Den store fabrikshal blev oprindeligt opført som sodavandsfabrik i nyklassicistisk stil, og nu knap 100 år senere er bygningen transformeret og tilpasset nutidens behov. Bag projektet står den prisbelønnede arkitekt Dorte Mandrup, og det har bestemt ikke vaeret en opgave, hun har taget let på.
– Hvis man skal påstå, at man har lov til at gå ind og aendre på en bygning af høj kvalitet, må man gøre det med noget, som dels viser vores tid, dels giver den mere kvalitet og vaerdi. Det nye skal kunne leve sammen med det gamle på en harmonisk måde, forklarer den danske arkitekt, der holder saerligt af at skabe ny relevans i gamle rammer og at genbruge det, vi allerede har. En baeredygtig tankegang, der haedrer vaerdier som kvalitet og umage. Vaerdier, som Dorte Mandrup og hendes tegnestue af samme navn har specialiseret sig i gennem mere end 20 år, og som stadig giver udfordringer og indhold til arbejdet som arkitekt.
– Allerede før man begyndte at tale om baeredygtighed, fandt jeg det interessant, at der er nogle givne rammer, man skal arbejde indenfor. Helt personligt synes jeg også, at det er sjovt, når der er nogle benspaend, og man skal finde skjulte potentialer frem, forklarer hun.
Det bliver derfor med en klar reference til industribygningens oprindelige struktur og 20’ernes arkitektur, når man igen kan indtage de historiske rammer på Mineralvandsfabrikken. Men frem for at dvaele ved en foraeldet fortaelling om fortiden har man fokuseret på at udnytte bygningens historiske elementer.
– Det kunne aldrig falde os ind at lave bonderomantik eller kopiere det, der var engang. Når man laver boliger, så har man desuden nogle
funktionelle behov, som skal opfyldes. Det skal man gøre med vaerdighed og respekt, uddyber Dorte Mandrup.
Hun ved om nogen, hvad hun taler om. Det er nemlig langtfra første gang, at hun har transformeret en eksisterende bygning og gjort den aktuel på ny. Hendes første projekt i tegnestuen var en gammel industribygning, der ved nogle få traek blev lavet om til et inviterende kvarterhus på Jemtelandsgade på Amager, og senere renoverede hun en gammel vandflyverhangar på Holmen, som i dag danner ramme om arkitektskolen.
– Det er vigtigt at bevare en historisk kontinuitet. Byer består af en collage med lag af historie, som er en del af den kultur, vi står på. Alene af den grund er det relevant at transformere de bygninger, vi allerede har, forklarer hun.
Bymaessig baeredygtighed er dog kun ét af mange parametre, der skal tages hensyn til, mener Dorte Mandrup. Hun er saerligt opmaerksom på de enorme maengder bygningsmasse, der gemmer sig i byerne, for hvis vi investerer i at transformere og opdatere dem, giver det ikke bare kontinuitet i bybilledet, men også et solidt plus på den baeredygtige konto.
– En af grundene til, at vi kan genbruge mange af de gamle industribygninger, er, at der ligger en fleksibilitet i den måde, de er lavet på. Altså en simpel struktur, søjler, få baerende vaegge og ikke ret meget, der er dedikeret til en bestemt funktion, siger hun og understreger, at det er en vigtig indsigt at tage med, når der skal bygges nyt i dag. Bygningerne skal vaere af høj kvalitet og have en grundlaeggende fleksibilitet, som gør dem åbne for forandring i fremtiden. Selv henter hun inspiration i schweizisk byggeskik, hvor man ikke bare bygger til sig selv, men også til sine børn og børnebørn. Forstået på den måde, at bygningerne nødvendigvis må vaere holdbare og af høj kvalitet, hvis ikke for egen vindings skyld, så for den naeste generation og den efter den.
– Man skal ikke altid vaelge det billigste, for man ved godt, at det ikke er det billigste på lang sigt. Hvis dine børn skal have det her hus efter dig, skal det kunne holde. Det handler også om, at man bruger tid og energi på design, materialevalg og udførelse. Hvis jeg skal slå noget fast med syvtommersøm i forhold til baeredygtighed, så er det, at når vi bygger nyt, så skal det vaere vaerd at bevare i fremtiden, understreger hun.
Og bevarings v aer digebygning erkender Dorte Mandrup alt til. Hunskaber dem selv. Som arkitekt har hun knaekket koden til at skabe bygninger, der passer ind i landskabet. Om det er ved Vadehavet eller i Grønland, så har hun formået at tegne bygninger, der hylder og respekterer omgivelserne. Et baeredygtigt aspekt af arkitektur, der ikke må negligeres. Denne tankegang er grundlaget for de 20 nye lejligheder, hvor alle elementer er bygget i aerlige materialer som stål, trae og natursten, der ikke alene passer til omgivelserne og repraesenterer bygningens historie, men som også holder i mange år.
– Vores tid har en kvalitet og vaerdi, som vi gerne vil repraesentere i design og materialer. Det er klart, at hvis man bare smider et hvidt metervarekøkken ind i sådan en bygning, så tilfører man ikke noget. Når man laegger noget til, skal man derimod gøre det med en omsorg for designet, forklarer Dorte Mandrup.
Hun er overbevist om, at det kraever indlevelse og følsomhed at bevare bygninger. Man kan ikke bare male det hele og skifte vinduerne, for så fjerner man atmosfaeren og detaljerigdommen. En overbevisning, der uden tvivl er fulgt til dørs i projektet, hvor atmosfaeren i den grad er intakt, og med bygningens forskellige funktioner skabes et levende og trygt miljø for de mennesker, der kommer til at bo eller arbejde i området. Det bliver altså med et summende leben og med et kig til en rig historie, når de gamle rammer atter kan indtages i slutningen af året.