\ VI BOR I UNIVERSET – VI HAR BARE GLEMT DET
Forfatter, litterat og journalist Niels Barfoed ser tilbage på sit eget boligliv og definerer, hvad et hjem er.
Den 89-årige forfatter, litteraturkritiker og journalist Niels Barfoed er en stor stemme i dansk kulturliv og har vaeret det i laengere tid, end BO BEDRE har eksisteret. Han var desuden ven med BO BEDREs grundlaegger Palle Fogtdahl, som han mindes som en venlig forretningsmand, en original, som der ikke findes mange af i dag! Med sine altid poetiske observationer har vi her bedt den digteriske litterat berette om, hvad “hjem” er for ham.
Coronakrisen har givet begrebet bolig en helt ny betydning. Som så meget andet i disse saere måneder er heller ikke boligen laengere bare noget, der tages for givet, noget, der kan forskønnes, forbedres og forlades efter behov, og så er den ikke laengere. At bo er i den grad igen blevet en beskyttelse, et skjold, en barrikadering. Der er en fjende, der ikke skal ind. Staten peger på os og vores bolig: Bliv hjemme, hvis du kan. Arbejd hjemmefra. Vaer ikke flere sammen hjemme end strengt nødvendigt!
Forfatteren Carsten Jensens seneste bog, Øvelser i afsked, er skrevet under indtryk af coronakrisen og af den oplevelse af udsathed, den har medført. En fare har rejst sig globalt og truer os alle. Pandemien har afsløret, i hvor høj grad vi mennesker – vesteuropaeere i al fald – er blevet tryghedssøgende vaesener. Tryghed frem for alt!
Carsten Jensen fortaeller et sted om en aften, hvor hans kone er gået tidligt i seng, men hvor han bliver oppe og arbejder, fordi han drømmer en tilbagevendende drøm. At huset, hvor han bor, falder fra hinanden, vaeggene brister som et korthus – og han befinder sig i det nøgne, kolde univers.
Måske er drømmen et praj om, at det jo er lige netop det, vi gør: Vi bor i universet. Vi har bare glemt det. Vi er som mennesker født udsatte. Det kan vi ikke snakke os fra, og det minder corona os om. Universet er lige her, under dine fødder, omkring din hud, over din isse. Men – du har sørget for et ly at leve i. Vi kalder det “hjem”. Knud Rasmussen, grønlandsforskeren, havde to hjem. En snehytte, på grønlandsk iglo, og så en herskabslejlighed i København. Den første kunne “mures” op på ingen tid, og den lå man nøgen i, når der blev for varmt. I den anden var der plads til et flygel og mange herrer og damer i kjole og hvidt og lange, glitrende kjoler. Men – begge dele var hjem.
Humlen er, at et hjem er mere end et ly – det er mere end en funktion, et hjem er et sted i sig selv. Og hvordan bliver det det? Ved også at vaere et udtryk og et spejl. Når jeg løfter blikket i mit hjem, hvor jeg sidder nu, ser jeg et gammelt chatol. Og jeg overdriver ikke, når jeg siger, jeg elsker det. Det er et af den slags møbler, der er en fortaelling. Og det, jeg forstår ved et hjem, består af fortaellinger.
Chatollet har stået i Svendborg – og jeg kan lige akkurat huske det fra min tidligste barndom på grund af dets plads i et stort laegehjem, som var min bedstefars. Og fordi min bedstefar, som jeg troede ejede hele Svendborg, engang viste mig, at det gamle møbel havde et hemmeligt rum, og hvor det var, og så lagde han en finger over sin mund, der var omkranset af et stort, mystisk fuldskaeg – og blinkede med det ene øje. Vi havde en hemmelighed sammen.
Han døde. For arven efter ham byggede min far et sommerhus ikke langt fra Kattegat, og dér stod chatollet troligt og tavst i mange årtier, men når man slog klappen op, så det blev et skrivebord, kunne det godt knase lidt i haengslet som et lille livstegn. Sand kan finde vej alle vegne.
Og nu står det så her – i Nyhavn, hvor jeg har søgt ly i talløse år – og fortaeller. Hvor det hemmelige rum er, har jeg foreløbig ikke fortalt til andre, fordi så er det jo ikke hemmeligt mere, men brugt det har jeg. Dengang penge var sedler og ikke digitale, har jeg brugt det. Men det er laenge siden.
Der går år imellem, jeg finder tid og lejlighed til at give det en gang politur. Men når det sker, stråler dets varme mørke trae og gør min bolig til alt andet end blot en iglo i universet. Med chatollet ved sin side er man det, der med et forunderligt ord hedder “hjemme”.
Da jeg var begyndt at tjene nogenlunde rimelige penge og havde fået både kone og børn, boede vi i Virum i et raekkehus. Vi indrettede det på bedste beskub; vi havde ikke råd til luksus, og vi kunne i øvrigt begge to leve uden (isaer) Lysberg, Hansen og Therp og Den Permanente. Det blev, som det blev. Inklusive en seng, naboen havde for meget.
Min kone og jeg blev aldrig enige om – luften. Hun mente (det var i 1960!), at luften var bedre end i den indre by. Jeg mente, luften var rigelig god i den indre by. Se bare på mig! Jeg er naermest født og opvokset på Rådhuspladsen i København! Jeg husker ikke, om hun så på mig, men vi blev i al fald boende i
den sunde forstad, der siden fik ord for at vaere de rappe og moderne unge menneskers foretrukne villakvarter. Det var min kone og jeg i al fald ikke skyld i; det gik faktisk aldrig op for os; og mine drømme om at saette mine ben laenge og grundigt i min barndoms by bag voldene slap mig ikke.
Jeg realiserede drømmen i 1975. Jeg kan se, når jeg løfter blikket fra tasterne, at chatollet nikker tilfreds. Det fulgte med.
Når jeg siger, det ikke just var en hybel, det lykkedes mig at finde i Nyhavn (via en minimal boligannonce), er det også for at få lejlighed til at prise hyblen. Min pure ungdom tilbragtes i en raekke af hybler fra Christianshavn til Østerbro. Sommetider med en vaertinde (ofte enker), der en gang imellem var lovlig nysgerrige, men også med tiden viste sig både at kunne bage og sy. 110 kr. (med varme) kostede den første – om måneden. Der var selvfølgelig også noget, der hed kollegievaerelser med koldt og varmt vand. De var moderne og derfor med i Klaus Rifbjergs film De sjove år fra 1959, ligesom fx Ghita Nørby var det.
Da vi var oppe i tresserne og halvgamle, var der nogen i kredsen, der legede med tanken om et “oldekolle”. Det havde jeg for travlt med at leve til at taenke på; siden blev jeg en traenet ungkarl, der ikke kunne se mig selv som kuriosum i et pensionistbofaellesskab. Det er svaert nok at bo alene. Men jeg har ikke fortrudt. I et kollektiv skal der planlaegges som bare pokker. I generationerne efter mig er enhver taskes vigtigste indhold en kalender, der bugner af bilag og notater, gerne med en elastik omkring. Jeg for mit vedkommende skal kunne lukke mig inde og passe mig selv, når det er det, der skal til, men på den anden side også få besøg af hvem som helst når som helst.
I livets vejsving er der på den måde drattet en del af laesset, så mit habengut er ikke, hvad det har vaeret. Men chatollet er der og alle bøger, der ikke er udlånt til upålidelige venner og stammer helt tilbage fra den studerendes ture gennem byens antikvariater. Der er nok bind, som er blevet trofast hos mig og gør deres til, at jeg kan kalde min bolig “hjemme”.
Og “hjemme” – det er ikke mindst i køkkenet. Store køkkener er guld vaerd. Finder De et, så fang det, og behold det! Som periodisk opvasker i mine helt unge dage blev der grundlagt en kaerlighed til hotelkøkkener i mig. Den blev bekraeftet og udvidet under mine krumspring i Østeuropa under den kolde krig.
Samtalekøkkenet – naevn ikke det ord i min naerhed! I Prag og Moskva laerte jeg, at i køkkenet bliver der ikke konverseret, men byttet oplevelser og meninger, eder og forbandelser. Og er landet et diktatur, bliver der konspireret, og diktaturer var alle landene i Østeuropa. Køkkenet var i reglen ikke aflyttet. I køkkener sover der en kat på en høkasse, vinen er i naerheden, og når man går derfra i natten, minder kulden om, hvor varmt der havde vaeret derinde bag de duggede ruder, hvor mennesker med hver deres vilkår kom i forbindelse med hinanden.
I det ideelle køkken er der et bord i midten, hvor alle kan sidde med lidt god vilje, skønt trangt, og alle kan høre og blive hørt. Det er i køkkenet, man gerne vil videre, og bedst at vaere, når man ikke kan komme videre. I køkkenet kan aviserne brede sig, potteplanten glemmes og først reddes i sidste øjeblik med en sjat. Man kan åbne en dåse sardiner og spise den med gaffel. I køkkenet lyder en guitar og en rusten stemme bedre end i stadsestuen. Og må en kop godt vaere skåret. I køkkenet glider skufferne ikke som på reklamer; enten har de sat sig fast, eller også går de endelig i med et hårdt skub og et brag. Det hører med. Og der er naesten altid varmt nok. Og hvad der ikke er, det bliver der.
Vil De helst bo i lejlighed eller i hus-og-have? Man bliver helt traet af at overveje et høfligt svar. Det kommer jo først og fremmest an på, hvad for en forhåndenvaerende konkret mulighed der har det rette potentiale til “hjemlighed”. Chatollet nikker. Og det har ellers prøvet lidt af hvert.
Og ikke at forglemme: et stort køkken.
“Nårjegløfterblikket i mit hjem, hvor jeg sidder nu, ser jeg et gammelt chatol. Og jeg overdriver ikke, når jeg siger, jeg elsker det. Det er et af den slags møbler, der er en fortaelling. Og det, jeg forstår ved et hjem, består affortaellinger.”