PÅ NATBORDET BO BEDREs litteraturanmelder, Klaus Rothstein, guider til månedes bedste bøger.
Da den russiske forfatter Ivan Turgenev i 1862 udgav sin roman Faedre og sønner, valgte han en titel, der har stået fadder (om jeg så må sige) til en af verdenslitteraturens store bifloder – fra den rasende Ødipus’ og hans fars skaebnesvangre møde i et vejkryds til velfaerdsbarnet Alfons Åberg, der bor sammen med sin ejegode alenefar. Ja, faedre og sønner har altid vaeret godt stof, uopslideligt og fuld af konflikt og kaerlighed. Og tendensen fortsaetter i den moderne litteratur med en jaevn strøm af bøger, hvor sønner skriver undersøgende, anklagende eller forsonende om deres døde eller døende faedre. De senere år har budt på tre digtsamlinger, Bjørn Rasmussens Ming, Nicolaj Stochholms Udenfor pesthospitalet og Harald Voetmanns Amduat – en iltmaskine, og naeste bog i raekken er – som omtalt her på siden – Niels Erlings fine og autentiske roman om hans fars sygdom og død. Til min far kommer lige i slipstrømmen på Lars Kjaedegaards erindringer Lang dag mand, der også rummede et kaerlighedsfuldt portraet af den døende far. Og så har både Christian Dorph med digtsamlingen Jeg slog min far ihjel og psykolog og forfatterdebutant Glenn Bech med romanen Farskibet skrevet om deres faedres selvmord. Disse års danske litteraturs mange skildringer af faedre, sønner og døden viser nok ikke noget, som litteraturen ikke altid har vist. Men de voksne sønner har et påtraengende behov for at skrive sig overens med deres faedre og deres følelser. Psykologisk set er det helt, helt enkelt og helt utrolig kompliceret. Det er altså fuldkommen sandt, når Niels Erling skriver: “Der er noget med faedre og sønner.”