ARVEN FRA 60'ERNE
BO BEDRE har spurgt et par af arvtagerne, hvad der var styrken i det stramme udtryk og de organiske materialer fra 60'ernes arkitektur.
Flade tage, slanke sternkanter, horisontale linjer, lange ubrudte mure, store vinduespartier, enkle konstruktionsprincipper og aerlige materialer. Der dukker stadig flere nye enfamiliehuse op, som har tydelige referencer til arkitekturen omkring 1960 – en arkitektur, der i sit udgangspunkt først og fremmest blev defineret af arkitekterne Knud Friis og Elmar Moltke – makkerparret, der stod bag en af de bedst kendte arkitekttegnestuer i Danmark. Deres stilskabende og internationalt anerkendte streg dyrkes stadig, og BO BEDRE har spurgt et par af arvtagerne, hvad der var styrken i det stramme udtryk og de organiske materialer.
Det pibler frem med mindre arkitekttegnestuer, som har specialiseret sig i et formsprog med referencer til det bedste fra 1960’ernes arkitekttegnede enfamiliehuse. Stilen dengang byggede på en treklang imellem inspiration fra Japan og USA kombineret med dansk håndvaerkstradition. Resultatet var en stribe elegante huse med et både funktionalistisk og modernistisk udtryk. Stringente huse, som ved første øjekast kunne synes simple, men som netop i kraft af deres enkle konstruktioner og organiske materialer stod tilbage som skulpturelle manifestationer i samspil med de naturgivne omgivelser, de indgik i. Stilen med de horisontale linjer, de store vinduespartier og de flade tage med de slanke sternkanter blev fortolket af flere af 1950’ernes og 1960’ernes arkitekter, men det var i høj grad makkerparret Knud Friis og Elmar Moltke, der kom til at stå fadder til den. De nåede at tegne omkring 170 unikke enfamiliehuse fra 1954. Alle i en stil, som kulminerede med etableringen af deres egne huse i henholdsvis 1957 og 1958, men som fortsatte op igennem 1960’erne og ind i 1970’erne. Trods det begraensede antal huse blev Friis & Moltkes indflydelse på epokens arkitektur meget stor, og deres tanker danner stadig skole for mange arkitekter i dag. En af dem er arkitekt Mikkel Wienberg, der tidligt fik den type arkitektur integreret i sit dna, og som i dag er partner og kreativ chef hos Friis & Moltke i Aarhus. Han er ikke i tvivl om, at arkitekturen var stilskabende og var med til at saette en bølge i gang.
– Knud Friis og Elmar Moltke skabte deres helt egen og upolerede fortolkning af nogle af de store amerikanske arkitekter, som eksempelvis Frank Lloyd Wright og Mies van der Rohe, der tidligt udviklede en amerikansk variant af modernismen. Den enkle, traditionelle japanske byggestil spillede også en vigtig rolle, men frem
for alt lod de to danske pionerer sig inspirere af naturen, forklarer Mikkel Wienberg, der selv har taget nogle af de arkitektoniske greb til sig. Han finder også mange af Friis og Moltkes grundlaeggende tanker afspejlet i en raekke af nutidens arkitekttegnede huse, men påpeger, at netop makkerparrets råhed og eksperimenterende tilgang til naturmaterialerne i en lang årraekke ikke har vaeret i høj kurs, men lige nu ser ud til at have fået en renaessance. Denne tendens kan bl.a. ses på et markant stigende antal henvendelser fra folk, der ønsker at bevare de oprindelige kvaliteter i deres Friis & Moltke-huse. Mikkel Wienberg henviser bl.a. til Friis og Moltkes måde at anvende betonen på, hvor de rustikke spor efter forskallingsbraedderne blev en del af udtrykket.
– Knud Friis og Elmar Moltke praesenterede danskerne for en mild og humanistisk udgave af den byggestil, man ude i Europa kaldte brutalismen. Deres huse havde en sanselig råhed i kraft af betonmurene, understregningen af husenes konstruktive principper (som eksempelvis i Knud Friis’ eget hus) og en suveraen tilpasning til landskabet. Nogle af det danske arkitektpars største styrker var netop evnen til at taenke arkitekturen ind i et samspil med naturen, at udarbejde en praecis analyse af byggegrunden og skabe effektfulde kontra
ster imellem tyngde og lethed – og ikke mindst at spraenge rammerne ud mod horisonten og udsigten, forklarer Mikkel Wienberg.
– Indvendig forstod de at udnytte hver en krog. Der var fokus på funktionalitet, rum, lysindfald og oplevelser. De arbejdede med en differentieret rumlighed, hvor der var plads til niveauskift og vekslende formater. Der blev skåret ind til benet, både udtryksmaessigt og i forhold til materialevalg, hvor der typisk blev arbejdet med højst 2-3 primaere materialer – alt sammen i en velovervejet balance imellem det rustikke og det detaljerede, siger Mikkel Wienberg, der i dag har taget principperne med ind i tegnestuens arbejde i samspil med udviklingen inden for baeredygtig arkitektur.
En anden arkitekt, som har ladet sig inspirere af 1960’ernes arkitektur, er Kenneth Arboe, indehaver af tegnestuen KAARK i Odder. For ham var perioden enkel og cool, som han udtrykker det.
– Arkitekturen i 60’erne var enkel og aerlig. Man formåede at skabe huse med ganske få materialer, og man dyrkede isaer overgangene imellem de forskellige materialer – noget, vi kunne laere af i dag, mener Kenneth Arboe. Selv vender han konstant tilbage til perioden og fremhaever bl.a. Vilhelm Wohlert som en af de arkitekter, der formåede at gøre sine bygninger til rene kunstvaerker.
– Selvom 60’erne er langt vaek, så er arkitekturen stadig vedkommende. Hos os dyrker vi periodens enkelhed sammen med det klassiske og elegante udtryk. Vi arbejder altid på at skabe stemninger og tilstraeber, at vores huse kan “maerkes”, både i forhold til materialer og linjer. Det kommer til udtryk i niveauforskelle, som skaber stemningsskift og rumfølelse, i brugen af gårdrum og store vinduespartier, der bringer naturen indenfor, forklarer Kenneth Arboe, der også har blikket rettet mod kontrasterne imellem de horisontale og de vertikale linjer, overgangene imellem de enkelte materialer og graensefladerne imellem ude og inde – alle elementer, der kendetegnede de bedste 60’er-huse.
Kenneth Arboe tror, at 60’er-arkitekturens renaessance skyldes, at der efter en lang periode med glatte flader og hvide nuancer igen er en hunger efter aegte og mere taktile materialer som tegl og trae. Han håber personligt, at vi vender os lidt vaek fra de standardiserede løsninger for igen at få øje for detaljerne. Og så skal vi måske ikke vaere så besatte af, at alt skal vaere vedligeholdelsesfrit, siger Kenneth Arboe, der gerne vil slå et slag for materialer, som patinerer og får charme med alderen.