Vi er fabulerende dyr
Den spanske forfatter og klassiske filolog Irene Vallejo rejser for tiden verden rundt med sin inderligt interessante kulturhistoriske skildring af bogens og fortaellekunstens betydning, Evigheden i et siv:
“Det er forbavsende nok lykkedes at bevare fortaellinger, der er blevet udtaenkt for årtusinder siden. Siden nogen for første gang fortalte Iliaden, er højdepunkterne i kampen mellem Hektor og Achilleus på Trojas kyster aldrig gået i glemmebogen.”
Nej, heldigvis. Vi sidder stadig ved lejrbålet og fortaeller hinanden gode, spaendende, skraemmende, rørende og opbyggelige historier, som vi har gjort siden sprogets og tidernes morgen. Og derfor går Irene Vallejos store fortaelling om fortaellekunsten og bogen som fysisk objekt sin sejrsgang. Vi, der elsker at laese, elsker også at laese om laesningens og litteraturens vigtighed:
“Vi er de eneste dyr, der fabulerer; med vores fortaellinger jager vi mørket vaek, med vores beretninger laerer vi at komme overens med kaos, med luften fra vores ord får vi arnens ulmende gløder til at flamme op, vi tilbagelaegger lange afstande for at bringe vores historier til fremmede, og når vi deler de samme fortaellinger, holder vi op med at vaere fremmede,” skriver Irene Vallejo.
Det lyder godt, men helt så nemt er det desvaerre ikke at nedbryde afstande. Uanset hvor meget menneskehed vi er, og uanset hvor meget litteraturen bygger broer over sprogkløfter, holder vi aldrig op med at vaere fremmede for hinanden. Men litteraturen og fortaellekunsten prøver alligevel at jage mørket vaek, så vi kan komme overens med kaos. Som Villy Sørensen skrev: “Én svale gør ingen sommer. Men den gør, hvad den kan.”