Vaerd at vente på
Vesterbro i København har sin helt egen plads i litteraturhistorien. Her laerte Tove Ditlevsen had, hårdhed og spot af sin barndoms gade, her gik Tom Kristensens fordrukne kritiker Ole Jastrau i hundene, og her løb Dan Turèlls navnløse journalistdetektiv rundt og opklarede mord i mørket. Men selvom bydelen har skiftet livsstil og er blevet paenere og mere praktisk, er der stadig ingen ende på de historier, som udspringer af Vesterbros brosten, der gennem år og dag har vaeret vidner til lidt af hvert – bl.a. et besøg af en ung russer, der satte sig sine spor i verdenshistorien. Leif Davidsens nye roman, Lenins bodyguard, foregår i 1910, hvor politimanden Oskar Madsen møder en russer, der studerer den danske andelsbevaegelse. Han hedder Vladimir Uljanov, og ham har zaren et horn i siden på. Da Oskar redder Vladimir fra et overfald, bliver de venner, og da Vladimir nogle år senere har sat sig på magten i Rusland under revolutionsnavnet Lenin, har han bud efter sin danske ven. Når jeg glaeder mig til den roman, er det ikke mindst, fordi jeg kender praecis det sted i en baggård på Vesterbrogade, hvor Lenin rent faktisk boede i august-september 1910 under 2. Internationales 8. kongres (der haenger en mindeplade på muren, men den kan ikke ses fra gaden). Når jeg laeser Leif Davidsens roman – som forlaget kalder “en stort anlagt historisk roman, der foregår i den højspaendte politiske periode, som skabte Sovjetstaten og den kommunisme, som også praeger Rusland i dag” – vil jeg helt sikkert slå et smut forbi og se, om jeg kan fange stemningen, fra dengang Oskar og Vladimir mødte hinanden her i 1910.
Og så videre til to af forårets debutanter, der tilsyneladende forlaenger og forstaerker den store tendens i litteraturen, som handler om vores samliv med naturen i en tid, hvor klimaet lider. Første levende billede er Pelle Møller, der med romanen Tilflytterne skildrer en konflikt mellem nogle københavnere, der flytter ud på en mindre ø, og de fastboende, som ikke tager imod de økobevidste storbyfolk med åbne arme. Men som man ofte ser i litteraturen i disse år, nøjes naturen ikke med at vaere passiv, den begynder at røre på sig, som forlaget skriver: “Hvad der før stod i fuldt flor, er nu pludselig mudret og svampet. Som om jorden selv har noget, den vil sige.”
Villads Andersen debuterer med romanen København, udateret, der ligner en ny vinkel på klimakriselitteraturen. En mand ved navn Andersen konsulterer en psykiater, efter at hans søn Frederik er død. Samtalerne blotlaegger en vrede mod den klimabevaegelse, som manden mener, hans søn blev slugt af. Forlagets foromtale giver fornemmelse af staerkt samtidsdrama: “Hvor meget af skylden over tabet af Frederik kan Andersen skyde på den unge idealist Malte Broderberg, der i samarbejde med landets unge og et stort tech-selskab har sat sig for at rydde op efter tidligere generationers ødsle levevis?”