Vaerd at vente på
Vi lever i alvorlige tider, hvor alvorlige maend skriver alvorlig litteratur om alvorlige emner, og lige om hjørnet er tre bøger, som det er vaerd at holde øje med. Vi laegger ud med forfatterfaenomenet Karl Ove Knausgård, der altid har noget nyt på hjerte og et litteraert blik, der vender begge veje: mod hans eget inderste og mod alt det faellesmenneskelige i eksistensen.
Ifølge forlagets oplysninger foregår romanen Ulvene fra evighedens skov i Norge og Rusland fra 1977 og frem til i dag. Romanen begynder, da en 12-årig dreng ser en lysstråle i vandet under en bro; det er en forulykket bil. Han ved, at han bør skaffe hjaelp, men han tager hjem og falder i søvn. Et andet romanspor handler om en kok i den norske haer, som efter Tjernobylkatastrofen finder oplysninger om den far, han mistede som lille dreng. Forlaget varsler intet mindre end en stor roman om livet og døden og alt det, vi ikke forstår. Så har de da i hvert fald ikke sagt for lidt, men slået et par store paukeslag for romanen, som sandsynligvis både vil fascinere, forurolige og slide sin laeser op.
Videre til endnu en af de store norske, nemlig Per Pettersons dagbogsoptegnelser fra januar til juli 2021, Mit Abruzzo. Under indtryk af coronas rystelse af verden, og op mod sin 69-års fødselsdag, tager forfatteren noter om stort og små. Om at laese og skrive, om hverdagslivet, om mennesker, han har kendt, og som nu er døde. Som forlaget skriver om bogen: “Minder traenger sig på, om barndom og opvaekst og en dreng, som aldrig kunne sidde stille, en nervøs dreng, som blev en nervøs voksen og siden en nervøs aeldre mand. Om møder med forfattere hjemme i Norge og på rejser rundtom i verden. Og som en skinnende tråd gennem det hele løber litteraturen, i en slags indre samtale om og med forfattere og deres bøger.”
Og så slutter vi med en af de mest radikale danske digtere, jeg laenge har laest, nemlig germanisten dr.phil. Søren R. Fauth, der ikke mindst gør sig gaeldende som en fabelagtig oversaetter af østrigske Thomas Bernhards mageløst gode forfatterskab. Som digter er han helt sin egen, hvilket han har bevist i de to store selvbiografiske langdigte, Digt om døden. En bog om min far og Moloch. En fortaelling om mit raseri, to voldsomme og eminent sprogstaerke rapporter om en midaldrende mands kriseliv, hvor døden og skilsmissen traenger sig på, mens han forsøger at rase ud, forsone sig og vinde fodfaeste igen. Nu kommer så endnu en digtbog af samme støbning, denne gang med en endnu mere voldsom titel, nemlig En rejse til mørkets begyndelse. Mennesket. Jeg har haft lejlighed til at skaeve til teksten, og jeg ved, at der venter endnu en hård, kold og gribende laeseoplevelse forude. Søren R. Fauth skriver igen skånselsløst om sit eget privatliv, hvor tingene bryder sammen, og selvbebrejdelser og selvmordstanker presser sig på. Han hverken skåner sig selv, sine omgivelser eller sproget. Som der står et sted, da digteren er taget til Spanien for at skrive, laese og cykle (den store passion): “Jeg/skal/vil/smadre tekst ned for foden af La Maroma/blaese hjernen ud med mit alfabet.”