’Så­dan var det at lø­be’

BT - - 11.379 FEJREDE JUBILAEUM -

af ju­bila­rer og hep­pet på dem, der måt­te gå lidt. Kon­stant opad Fra om­kring 8 ki­lo­me­ter og frem til 10 gik det op. Na­er­mest uden pau­se. Så­dan føl­tes det i hvert fald.

’Hvor­når slut­ter den bak­ke? Skal jeg ba­re ned og gå lidt? Nej, for så kom­mer du ik­ke op i gear igen. Mi­ne ben gør ondt. Syng med på san­ge­ne i ho­ve­d­et og kig ud på na­tu­ren. Hvor­når slut­ter den bak­ke? Mi­ne lår sy­rer. Der er al­le­re­de man­ge i mål nu. Det fø­les langt vaek. Slut så!’ var det ene­ste, tan­ker­ne kred­se­de om, indtil na­e­ste lyk­ke­brin­gen­de ’Saft og vand’-skilt kom. Et glas i hver hånd og vi­de­re.

»Når de er tømt, er der kun 3 ki­lo­me­ter til­ba­ge. Det er min­dre, end du lø­ber til dag­ligt. Du kan godt uden pau­se”

Be­ne­ne kør­te på au­to­pi­lot, og fo­kus var på det go­de vejr og stem­nin­gen. Fra 11 til 13 var der stort men­talt over­skud. Na­e­sten igen­nem - der mang­le­de ba­re li­ge dra­e­ber­bak­ken de sid­ste 300 me­ter, som jeg egent­lig hav­de pøn­set på at spur­te op ad. ’Glem det,’ sag­de bå­de ho­ved og de til­sy­re­de ben, der kør­te i det sam­me sta­bi­le tem­po. Den en­de­li­ge for­løs­ning Og så kom mål­stre­gen ef­ter hvad der føl­tes som en evig­hed. For­løs­ning. Jeg føl­te det som sam­me let­tel­se, Ca­ro­li­ne Woz­ni­a­cki hav­de, da hun vandt Au­stra­li­an Open, da mi­ne bra­en­den­de lår en­de­lig kun­ne kom­me ned at gå. Det kan snildt Hvor­når slut­ter den bak­ke? Skal jeg ba­re ned og gå lidt? Nej, for så kom­mer du ik­ke op i gear igen. Mi­ne ben gør ondt. Syng med på san­ge­ne i ho­ve­d­et og kig ud på na­tu­ren. sam­men­lig­nes, ta­enk­te jeg. Na­e­sten da.

Og ti­den? 1 ti­me 20 mi­nut­ter og 49 se­kun­der. Må­ske bli­ver den slå­et na­e­ste år.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.