VEJEN TIL KIJEV
CHAMPIONS LEAGUE-KVALIFIKATION ”Det handler ikke om at vinde, det handler om at være med” er et gammelt, omfavnende sportsmotto, og det kan, omend med et lidt anden baggrund, bruges om Champions League. For deltagelse i den største europæiske klubturnerin
Så snart dommeren fløjtede af, tyrede Eric Bailly sin krykke op i luften og styrtede ind på banen til holdkammeraterne, der allerede havde dannet en jubelklynge. Hvorfor forsvareren overhovedet stod med en krykke på det svenske nationalstadion Friends Arena, var lidt af et mysterium. Det var nemlig på grund af karantæne, han var gået glip af Europa League-finalen mod Ajax, men nu var han i hvert fald sluppet af med den og allerede i gang med at fejre turneringssejren. Marcos Rojo stavrede efter med et bredt smil om munden, og Zlatan Ibrahimovic humpede ind på ét ben. På grund af skader spillede heller ikke de mod Ajax, men ikke desto mindre var de Europa League-mestre. Og så var der endnu en vigtig årsag til de euforiske jubelscener: Med sejren havde The Red Devils kvalificeret sig til Champions League.
Ander Herrera plantede et Manchester United-flag i Solnas græs, og en steward snublede straks over det. Den gik ikke. Et jakkesæt hev flaget op, rullede det sammen og lagde det bag det hastigt opstillede podium. På storskærmen kunne man se, hvordan en gravør allerede var i gang med at skrive ”Manchester United” på den høje, flotte sølvpokal, som Patrik Andersson efterfølgende kom ind og stillede på dens plint, og som Zlatan Ibrahimovic som den første tog en selfie med. Paul Pogba dabbede foran den. Fansene hyggede sig på de stockholmske tribuner. ”Are you watching Merseyside?” sang de med reference til Liverpool, der tabte Europa League-finalen året forinden. Og så sang de til José Mourinho, der var i topform, da han omkring midnat mødte pressen.
Portugiseren talte om, hvordan Europa League-titlen var hans karrieres vigtigste, fordi det var den seneste, og følelserne derfor lå lige under huden.
REPORTAGE UNITEDS FINALE I STOCKHOLM
Han håbede, at pokalen ville kunne gøre byen Manchester smule gladere oven på terrorangrebet få dage forinden. Han ærgrede sig over, at Zlatan Ibrahimovic ikke havde kunnet spille finalen, men fortalte, at angriberen havde haft en andel i sejren – på svensk havde han instrueret bolddrengene i at forhale tiden. Og som sit hovednummer filosoferede Mourinho over forskellen på poeter og vindere.
Man fornemmede tydeligt referencen til Ajax-træner Peter Bosz, der havde kritiseret Manchester Uniteds spillestil, da Mourinho begyndte at tale om poeter. Det var dem, der aldrig tabte en kamp, selv når de tabte. Mourinho derimod så sig selv, som en vinder. Det var ”pragmatismens triumf, de ydmyges triumf,” erklærede manageren. Og United havde fået det, de var kommet efter.
”I en dårlig sæson, hvor jeg indimellem følte, at vores hold var det dårligste i verden, hvor jeg nogle gange følte, jeg var den dårligste manager i verden, formåede vi at vinde tre trofæer. Og vi kommer i Champions League ved at vinde en titel. Ikke ved at blive nummer to, tre eller fire,” sagde Mourinho.
Så José Mourinho var ganske godt tilfreds den forårsaften i Stockholm, for nu kunne han påstå, at hans vej til Champions League var finere end den, som Tottenham, Manchester City og Liverpool havde spillet sig til i Premier League på bedre placeringer end United. Men i sidste ende og helt privat var portugiseren nok ligeglad. Bare hans hold kom med.
MESTER- OG IKKE-MESTERLIGAEN
oprindeligt på dansk, men det var faktisk ikke en helt sandfærdig titel det første år. Da turneringen blev grundlagt, var det nemlig initiativtagerne fra L'equipe, der stod for at vælge deltagerne. For eksempel havde den franske avis oprindeligt bedt KB om at være den danske deltager, men københavnerne sagde nej, og så endte mestrene fra AGF alligevel med at deltage. Århusianerne røg ud i første runde til de senere finalister fra Stade de Reims, der vandt 2-0 i Danmark. Begge hold var i øvrigt på udebane, eftersom kampen blev spillet i Idrætsparken i København.
Men med tiden blev det mestrene fra hvert land, der deltog i Europa Cuppen, som voksede sig større og større i takt med, at flere og flere Uefa-medlemslande begyndte at sende deltagere. Nogle år var der endda et ulige antal deltagere, men så sendte man bare den forsvarende mester – den eneste deltager som ikke var et mesterhold – direkte videre til anden runde. Deltog en forsvarende vinder, der ligeledes havde vundet det hjemlige mesterskab, fik ligaens nummer to også en billet. Skikken med en plads til forrige års sejrherre skulle give problemer nogle år senere.
Turneringen voksede fra 16 hold i den første knockout-udgave i 1955-56 til 32 allerede 11 år senere, og i halvfemserne blev der indført gruppespil, ligesom det hele blev mere strømlinet og glitret med navneskiftet til Champions League, men den store revolution fandt først sted i 1997. Da blev gruppespillet udvidet fra 16 til 24 hold, fordi der skal gøres plads til flere deltagere fra de store lande. Således fik England, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Spanien og Tyrkiet lov til at stille med to deltagere, hvoraf mestrene strøg direkte i gruppespillet, mens vicemestrene spillede kvalifikation. Undtagelsen var Tyrkiet, hvor både Beşiktaş og Galatasaray måtte spille kvalifikation, noget de klarede problemfrit med samlede sejre på 3-1 og 8-2 over Maribor og Sion. Tyskland havde i øvrigt tre hold med, eftersom Bayern München og Leverkusen var blevet etter og toer i Bundesligaen, mens Dortmund havde vundet Champions League året forinden. Turneringen var kun blevet større økonomisk og sportsligt, så flere deltagere fra de store lande var lig med mere glamour og flere tv-penge – selv om Per Høyer Hansen nu undrede sig i Tipsbladet.
”Betegnelsen Champions League er blevet en tilsnigelse. Når otte af de 24 deltagere i turneringen ikke er nationale mestre, men nummer to i deres respektive ligaer, er det falsk varebetegnelse at tale om en ”mesterliga”. Begrebet er blevet meningsløst, når eksempelvis Sporting fra Lissabon er blandt deltagerne efter at være sluttet hele 13 point efter FC Porto i den portugisiske turnering – og ikke har været mester siden 1982.”
”Ved at udvide Champions League fra fire til seks grupper af fire hold har UEFA udvandet den fineste og ældste af sine tre pokalturneringer. I efteråret skal man gennem 72 puljekampe, før turneringen for alvor bliver interessant med forårets kvartfinaler. I og med at kun de seks puljevindere plus de to bedste toere går videre, vil en lang række kampe blive uinteressante. Hvem uden for Belgien og Slovakiet gider se Lierse og Kosice i fjerde spillerunde, hvis holdene ikke længere kan nå en topplacering?” skrev Per Høyer, der kaldte turneringen for ”mester- og ikke-mesterligaen.”
”Det kunne være morsomt, hvis UEFA Champions League næste år blev vundet af et hold, som ikke er mester... Muligheden består!”
DA ZARAGOZA BLEV NEDGRADERET
Det blev ikke en realitet det første år, hvor de spanske mestre fra Real Madrid slog de italienske fra Juventus med 1-0 i Amsterdam. Men allerede året efter sikrede Manchester United sig en historisk Treble, som aldrig havde været mulig, hvis det ikke var for udvidelsen. I 1998 var Alex Fergusons hold nemlig sluttet ét point efter Arsenal i Premier League, og det skulle blive værre endnu for traditionalister som Per Høyer Hansen.
For fra 1999-2000 blev turneringen udvidet yderligere til 32 hold i gruppespillet, og de bedste lande havde nu mulighed for at få hele fire hold med, Europa Cuppen for Mesterhold hed den største europæiske klubturnering
mens også de mindre hold fik flere pladser i kvalifikationen. Således havde Norge både Rosenborg og Molde med, da turneringen begyndte i efteråret 1999.
Forsvarende vindere fik stadig lov til at deltage i turneringen, men det var en ren formalitet, eftersom de største lande havde fire deltagere med, og en eventuel Champions League-vinder måtte da have kvalitet til at slutte inden for de fire øverste hjemme i ligaen – eller hvad?
Allerede i den første sæson efter udvidelsen opstod dilemmaet. Real Madrid vandt igen i Europa ved at slå landsmændene fra Valencia i finalen, men i Spanien blev storklubben bare nummer fem efter et travlt år med 17 kampe i Champions League og dertil halvanden uges deltagelse i FIFA-PÅfundet VM for klubhold i januar. Løsningen blev, at Real Madrid af det spanske fodboldforbund fik tildelt en af de fire billetter, mens liga-fireren Real Zaragoza måtte tage til takke med en UEFA Cup-plads.
Fem år senere var den gal igen. I Istanbul vandt Liverpool en af historiens mest utrolige Champions League-finaler, men hjemme i England havde holdet svinget sæsonen igennem og var kun blevet nummer fem – tre point bag lokalrivalerne Everton, der bestemt ikke havde tænkt sig at overgive pladsen og da slet ikke til Liverpool. To årtier forinden havde Liverpool-hooligans været skyld i Heysel-tragedien, som kostede 39 italienere livet, ligesom alle engelske hold blev udelukket fra europæisk fodbold, deriblandt Evertons mesterhold. Det samme skete ikke i 2005. FA erklærede, at de fire øverste hold i Premier League ville få de engelske pladser, men knap var stadion i Istanbul tømt, før Liverpool begyndte at brokke sig.
”FA har et stort problem. Normalt når man vinder et trofæ, er det sund fornuft, at man får lov til at forsvare det næste sæson (…) Jeg kan ikke huske, at der var stor uenighed i Spanien, da Real Madrid vandt trofæet og blev valgt foran Real Zaragoza, der blev nummer fire. Det var Real Madrid, det var normalt (…) Jeg er sikker på, at man var skuffede i Zaragoza, men jeg siger igen: Det var en normal beslutning at træffe. Der er ingen garanti for, at vi kommer i Champions League, selv hvis vi vinder, det ved jeg, men det virker som en speciel regel,” sagde Rafa Benítez til ESPN dagen efter finalen i Tyrkiet.
Det endte med, at UEFA forbarmede sig og gav Liverpool en plads, men samtidig fik Everton lov til at blive, så mestrene indledte titelforsvaret allerede i første runde og skulle forbi walisiske Total Network Solutions, FBK Kaunas fra Litauen og de bulgarske mestre fra CSKA Sofia, før kvalifikationen var sikret. Everton kom i øvrigt ikke med, eftersom den anden Liverpool-klub tabte med to gange 2-1 til Villarreal i den afgørende kvalifikationsrunde.
Efter balladen på Merseyside fastslog UEFA reglerne én gang for alle: Hvis en Champions League-vinder ikke formåede at spille sig til en plads i den hjemlige turnering, måtte den lavest rangerede i ligaen nøjes med en plads i den næstbedste Uefa-turnering. Det gik ud over Tottenham, som i 2012 røg i Europa League, fordi Chelsea overraskende vandt Champions League men kun blev nummer seks i England.
CHAMPIONS LEAGUE SOM LOKKEMAD I EUROPA LEAGUE
I 2013 blev endnu en vej til Champions League åbnet, men manøvren handlede mere om den næstfineste europæiske turnering.
For som årene gik, og pengene bare voksede, blev deltagelse i Champions League vigtigere og vigtigere og mere afgørende end at vinde titler. ”Det første trofæ er at slutte i top fire,” sagde Arsène Wenger i 2012 og understregede, at det blev højere prioriteret at jagte sekundære placeringer i ligaen end at forsøge at vinde cupturneringer. Så i 2013 besluttede UEFA, at der skulle være flere grunde til at forsøge at vinde Europa League, som godt nok var blevet vundet af Porto, Atlético Madrid og Chelsea i de foregående finaler, men som led under, at mange store klubber sparede spillere om torsdagen for at kunne stille i stærkeste opstilling om søndagen. Med reference til den seneste finale, som Chelsea havde vundet 2-1 over Benfica på et mål tre minutter inde i tillægstiden, annoncerede daværende UEFA-PRÆsident Michel Platini, at der fra sæsonen 2014-15 og frem ville være en Champions League-billet til vinderen af turneringen.
”Som dette års fremragende finale viste, er UEFA Europa League blevet stærkere og stærkere, men vi ønskede at give klubberne yderligere et incitament, så de alle spiller med begær efter at vinde turneringen. Ved at garantere adgang UEFA Champions League for vinderne er vi overbevist om, at UEFA Europa League vil øge sin tiltrækningskraft over for klubberne og deres fans,” sagde Platini.
Ved samme lejlighed blev det besluttet, at antallet af potentielle deltagerlande blev øget til fem, så en eventuel Europa League-vinder ville altså ikke tage Champions League-pladsen fra nummer fire i ligaen.
Så pludselig blev Europa League så vigtig en turnering, at José Mourinho før forårets sidste Premier League-kampe erklærede, at han egentlig helst var fri for at spille de resterende kampe i den hjemlige liga – alt handlede om at vinde i Stockholm.
Det gjorde hans spillere så. Manchester United vandt et trofæ og trådte samtidig ind på en af de mange indfaldsveje, der fører mod Champions League-finalen i Kijev i maj måned næste år.