DA REAL MADRID KOM TIL ODENSE – IGEN OG IGEN OG IGEN
Selv om hundredevis af klubber har kvalificeret sig til europæiske kampe gennem tiderne, vil tilfældighederne alligevel, at der er nogle, der tit bliver sat sammen med dansk modstand. For eksempel har belgiske Club Brugge spillet hele 15 kampe mod danske
18. oktober 1961: B 1913-Real Madrid 0-3
Selv om B 1913 aldrig har været dansk mester, har de alligevel repræsenteret Danmark i Europa Cuppen for mesterhold. For man ville gerne have så stærkt et hold med i turneringen som muligt, så i stedet for at give pladsen til mesteren fra efteråret året før, besluttede man, at topholdet i 1. division den 1. juli skulle spille i Europa Cuppen for mesterhold et par måneder senere. Og da B 1913 i 1961-sæsonen kom godt fra start, snuppede de pladsen takket være en bedre målscore end KB, hvilket gav Odense-klubben den størst mulige modstander.
For efter at have knust Spora Luxembourg med samlet 15-2 på blandt andet syv mål af den stærke innerwing Bent Løfqvist trak klubben fra Campusvej ingen ringere end Real Madrid, der havde vundet de fem første turneringer og kom til Odense med stor revanchelyst, da de i 1960/61 var røget ud til Barcelona allerede i 2. runde.
Og det var et stjernebesat mandskab der landede i Beldringe. Klubbens tekniske direktør Emil Österreicher havde weekenden før set det danske landshold vinde 9-1 over Finland i Idrætsparken, så der blev ikke taget nogle chancer med opstillingen. Den lynhurtige Francesco Gento, den 35-årige Alfredo di Stefano og den 37-årige Ferenc Puskas var alle med flyveren, der selvfølgelig blev modtaget af en 13-delegation, inklusiv den ungarske midtbanemand Istwan Kaibinger, der fik sig en snak med sin landsmand Puskas.
Så der var ikke den store optimisme at spore før kampen. Ingen af 13-spillerne troede på en sejr, og anfører Kaj Andersen fortalte endda Ekstra Bladet, at man ikke ville lægge nogen taktik på forhånd.
”Bortset fra en defensiv indstilling til at begynde med, er der reelt ingen mulighed for at lægge taktik mod dette vidunderhold. Hvordan ville det egentlig være muligt?” spurgte den odenseanske malermester, der i sin fritid var forsvarsstyrmand for De Blå.
”Skal vi lægge en taktik med en jordisk chance for at bremse deres frygtede angrebsspil, skulle vi vel være dobbelt så mange spillere på banen, som de. Desværre har vi også kun 11 på holdet. Næh, nogen taktik er ikke mulig i vores situation.”
”For mig at se er der ingen anden udvej end at gå ud og være ekstra påpasselige i forsvaret, og så i øvrigt spille vort allerbedste, hvis det er muligt og hvis vi får lov. Men en ting kan vi i hvert fald gøre: Kæmpe med dem, slås for det bedst mulige resultat og så håbe på at alt stadig kan ske i fodbold. Bolden er jo rund, og man hører dog fra tid til anden om fodboldmirakler,” lød det fra anføreren, mens Ekstra Bladets sportschef ”Julle” heller ikke var stor optimist.
”Spørgsmålet om resultatet er kun, hvor mange bolde, der går ind hos den kække, rødblonde, fregnede Erik Lykke Andersen, B 1913s unge målmand,” som han skrev i sin klumme inden kampen.
Men trods udsigten til manglende kamp om tingene var opmærksomheden alligevel enorm. Over 30.000 tilskuere stod klar på Odense Stadion, og kampen blev endda også sendt på TV. Og de 50 millioner tv-seere over hele Europa fik en forbløffende oplevelse, for de fynske amatø-
DA DE DANSKE AMATØRER NÆR HAVDE OVERVUNDET DE STØRSTE STJERNER
rer spillede lige op med de store stjerner fra kongeklubben i Madrid.
Di Stefano blev holdt i kort snor og brugte mere tid på at skælde sine medspillere ud end at spille bolden rundt – eller som Kaj Andersen sagde: ”Jeg vil hellere spille overfor Di Stefano end over for KB'S Jørn Sørensen” – den urugu- ayanske forsvarer Santamaria var flere gange på glatis, og B 1913s angrebsreserve, postbuddet Arne Christensen, havde tre gode chancer for at få hjemmeholdet på tavlen. Men han kiksede, og til sidst slap kræfterne op.
Real Madrid var allerede kommet foran efter et kvarter, da Kaj Andersen snittede et Pus- kas-forsøg med hovedet, så det ændrede retning uden chance for Erik Lykke Andersen, og til sidst gik det så helt galt, da bolden først sad fast i en ”pløreplet” under Keibinger, så di Stefano kunne prikke Puskas fri til endnu en scoring, før gæsterne satte trumf på med målet til 3-0, der muligvis var offside.
Så B 1913 tabte, men indsatsen blev med rette berømmet.
”De spiller vidunderligt fodbold, disse spaniere. Nu har jeg overrakt Europa-pokalen til dem fem gange og set dem spille dejligt fodbold. Nogen større kompliment kan jeg ikke give 1913, at det kun var de sidste 10 minutter, Real Madrid fik lov til at spille det, de normalt er gode for,” sagde Ebbe Schwartz, den danske Uefa-præsident fra 1954 til 1962, således, mens også kampens dommer var imponeret.
”Uden diskussion har jeg erkendt det samme som alle andre ... Real Madrid er verdens bedste fodboldhold. Og så skulle jeg komme til en lille dansk by og opdage, at et hold danske amatører afslører Real Madrid som en kolos på lerfødder,” lød det fra belgieren van Nuffel, ”som begge hold var lige begejstret for bagefter,” som Ekstra Bladet skrev i deres 10 siders dækning af kampen.
Og bagefter var der den hjerteligste stemning mellem kombattanterne ved den traditionelle banket.
GULDURE OG EN KNUST TESTIKEL
Det var der så ikke en uge efter, selv om Real Madrid ellers havde et guldur i gave til hver af de danske modstandere efter kampen på Santiago Bernabeu. Allerede ved ankomsten til Madrid kunne fynboerne mærke, at der var noget i gære – eller som ”Julle” skrev i avisen:
”Hvad er der dog sket i Madrid siden sidst? Sidst – da AGF gæstede Real og fik en modtagelse med smil, omfavnelser og kys på kinder. I aftes i sommervarmen i Madrids lufthavn, da luftkaptajn Krogh sikkert havde sat sin "Flying Enterprise" ned på cementbanen, hvor fynboerne, B 1913's Europa Cup-hold, tumlede ned ad landgangstrappen glade for at røre lemmerne efter syv timers flyvetur – over Hamborg, Amsterdam, Paris og sidst med Pyrenæernes bjergtoppe under os – stod ingen smilende Real-ledere og tog imod.”
I de dage, der var gået, var Madrid-klubben røget ud i en enorm krise. Efter 17 sejre i træk havde man nemlig tabt ude til upåagtede Oviedo, og nu blev de aldrende spillere skældt huden fuld af journalister og tilhængere, hvilket ramte hårdt. Således havde Di Stefano godt læst bemærkningerne om hans alder i de danske aviser, så han var mut, da de danske jour-
nalister opsøgte ham på tribunen, hvor han sad og så på B 1913s afsluttende træning, men han lovede hævn.
Nemmere blev det ikke for de gæstende fynboer, at kampbanen hverken var til korte eller lange knopper. Der måtte stål under fødderne for at få hul på det benhårde og glatte underlag, der ikke var græs, men kløver, der ifølge ”Julle” blev ”nederdrægtig glat af den dug, som efterårsaftner lægger overalt.” Så 13-træner Jack Johnson måtte rundt i Madrid for at finde nye knopper til spillernes støvler, hvorefter der blev brugt mange timer på at få dem slået i.
Men lige lidt hjalp det. Madrid-spillerne var virkelig indstillet på at spille nederlaget i Oviedo af sig, og det ramte B 1913 hårdt. Puskas åbnede efter 7. minutter og i løbet af de næste 65 scorede den udskældte Di Stefano tre, mens Gento og Del Sol hver lavede to, så da tiden var ved at rinde ud, stod der 8-0 på måltavlen.
Det sluttede endda 9-0, men det var ikke det, der optog sindene efter kampen. For kort før tid var Santamaria blevet så træt af den fysiske Løfqvist, at han med bolden langt væk og en plads bag fynboen simpelt hen sparkede ham med fuld kraft i skridtet bagfra. Innerwingen faldt om og besvimede af smerte og måtte siden på hospitalet med en knust testikel, mens Santamaria blev buhet fra banen af sit eget hjemmepublikum.
Og det var så galt fat, at 13-spillerne overvejede at blive væk fra banketten. De tog dog afsted, men uden træner Jack Johnson:
”Jeg vil ikke sidde til bords med den slags mennesker,” sagde B 1913-træneren, mens Real Madrid-ledelsen beklagede og endda sendte en tidligere klubpræsident på hospitalsbesøg.
Og Løfqvist kom sig da også over overfaldet og fortsatte siden som professionel i franske Metz.
ÆBLEKAST EFTER UDSKÆLDTE SANTAMARIA 23. september 1964: B 1909-Real Madrid 2-5
Selv om rivaliteten mellem de odenseanske årstalsklubber B 1913 og B 1909 var stor, så havde 9'ernes tilhængere ikke glemt Real Madrids uruguayanske forsvarer Santamaria, der havde ramt 13-topscoreren Bent Løfqvist så hårdt tre år tidligere.
”Hvorfor peb folk af mig? Det kan da ikke være alene fordi, jeg stoppede bolden med hænderne. Jeg har indtryk af, at tilskuerne i Odense er på nakken af mig. Faktisk er Odense den by, hvor jeg føler mig dårligst tilpas. Jeg spiller hårdt og kontant. Men jeg synes ikke, jeg går over stregen. Fejlen er, at danske spillere ikke spiller international fodbold. Der er for mange tøsedrenge på holdet," sagde den 35-årige forsvarer efter kampen til Ekstra Bladet.
Hele miséren skyldtes, at Santamaria havde stoppet et fynsk fremstød ved at hoppe op og gribe en høj fremlægning med hænderne uden videre påtale end et frispark.
”Hvorfor skulle jeg dog give Santamaria en advarsel, fordi han springer op og stopper bolden med hånden? Det er jo kutyme i internatio- nal fodbold, og i sine kampe i Spanien gør han det formentlig hver gang, han spiller, sagde den engelske dommer Dagnall efterfølgende, mens tilskuerne til gengæld piftede efter forsvareren, hver gang han var i nærheden af bolden.
Og nogle få nøjedes ikke med det. Der blev nemlig kastet æbler efter Santamaria, hvilket han forsøgte at gøre dommeren opmærksom på ved at tage et af dem op og kaste hen for fødderne af ham, hvilket nu ikke påvirkede mr. Dagnall. Han samlede bare æblet op og puttede det i lommen.
Ellers var det ikke helt den samme begivenhed med Real Madrid i Odense, som det havde været tre år tidligere. Folketingsvalget dagen før og udsigten til en Jens Otto Krag-regering uden Det Radikale Venstre fyldte i aviserne, mens interessen også var ramt af, at det udvalgte københavner-hold Stævnet samme aften spillede mod Tottenham i Idrætsparken.
Så modsat sidst var det kun fynboer, der var på lægterne den aften, og fuldmægtig Erik Hansen havde ramt tilstrømningen godt, da han i Fyns Stiftstidende vurderede, at der ville blive solgt 18.000 billetter, for der kom 18.139, hvilket han også begrundede med, at torsdagskampe nu var bedre end onsdagskampe, for torsdag var lønningsdag.
Men de, der kom, fik i hvert fald et par store stjerner at se, for den hurtige Gento scorede tre mål, mens Puskas hamrede 5-1 målet i nettet fra 30 meter, selv om han døjede med en forstuvet ankel. Ellers var det mest en kamp, der blev husket for de små svinestreger rundt omkring på banen, blandt andet trampede Puskas en liggende Arno Hansen over knæet,
hvilket den senere 9'er-formand dog kun kunne smile af 45 år senere, da han blev interviewet i anledning af klubbens 100 års fødselsdag.
”De var meget professionelle, lynhurtige og spillede god og flot fodbold. Min rolle var faktisk at dække Puskas op, og vi havde nogle gevaldige bråvallaslag ude på kanten. Han var nu en ganske rar mand, selv om han lavede et par små, beskidte tricks en gang imellem, men det vidste vi, at de ville. De var jo professionelle. Det var sådan noget med at træde på spillere, når de lå ned. Ja, jeg ved ikke, om vi var meget bedre. Vi har vel også lavet et par numre,” sagde Arno Hansen, der også mente at kunne huske, at brølet ved Walter Richters udligning til 1-1 ”kunne høres helt til Kerteminde.”
I returkampen i Madrid kunne B 1909 ikke stille meget op og tabte 4-0, men man var dog også så uheldig, at angriberen Mogens Håstrup trådte forkert i det første minut og måtte udgå, og uden udskiftningsmulighed måtte fynboerne kæmpe 10 mod 11 resten af vejen.
DEN DÅRLIGE GENERALPRØVE 18. september 1990: Ob-real Madrid 1-4
Når man siger OB og Real Madrid, er der selvfølgelig kun én kamp, der tæller, nemlig den der blev spillet i UEFA Cuppens 3. runde den 6. december 1994. Efter at have tabt 2-3 i Odense tog fynboerne som bekendt til Santiago Bernabeu og vandt 2-0 over Michael Laudrup og kompagni på et sent og afgørende mål af Morten Bisgaard i en så enestående præstation, at den har fået sin fortjente plads i historiebøgerne under overskriften ”Miraklet i Madrid.”
I dette magasin beskæftiger vi os dog kun med Europa Cuppen for mesterhold/Champions League, og her blev det første kapitel i historien om ”De Stribede” og Real Madrid skrevet fire år tidligere – og det var knap så prangende.
Ob-ledelsen havde ellers været begejstret, da det ved lodtrækningen i juli stod klart, at den store spanske klub for tredje gang ville komme forbi Fyn, for det var en kamp, der kunne løfte den trængte økonomi og måske kaste over en million kroner af sig med et udsolgt Odense Stadion. Men sådan gik det ikke. Forhåndsinteressen var beskeden med de øgede billetpriser, der blandt andet gjorde, at en ståplads uden tag over hovedet kostede 100 kroner, og på kampdagen stod det ned i stænger, så der var flere tomme end fyldte pladser. Den ende lige optælling lød kun på 8284 tilskuere, mens man tv-mæssigt blev spist af med en times sammendrag af kampen, hvilket kun gav 70.000 kroner, hvoraf Team Danmark endda skulle have 25 procent.
Men mestrene fra slutningen af oktober 1989 var heller ikke ved samme styrke her 11 måneder senere og fristede en plads under nedrykningsstregen i 1. division, mens suveræne Brøndby trak al medieinteressen med deres kommende UEFA Cup-kamp mod Eintracht Frankfurt. Modstanderen fra Madrid var nu heller ikke specielt godt kørende, for efter fem mesterskaber på stribe havde man åbnet den nye sæson med en beskeden 1-0 sejr over Castellon før 0-2 i Sevilla, så cheftræner John Toshack var allerede en presset mand.
Ob-træner Roald Poulsen ville trække tempoet ud af kampen og satse på kontrastød efter bolderobringer, mens landstræner og fynbo Richard Møller Nielsen lod optimismen råde med et bud på en 1-0 sejr til hjemmeholdet mod en modstander, der blandt andet savnede forsvarsstyrmand Fernando Hierro og angriberen Emilio Butragueño, hvilket Ob-keeper Lars Høgh nok var ganske godt tilfreds med, efter ”Gribben” havde scoret fire gange på målmanden under VM i Mexico fire år før.
Den gode Høgh måtte nu alligevel hente fire bolde ud af kassen den tirsdag aften, selv om OB undervejs faktisk spillede fornuftigt, og unge Per Pedersen hurtigt fik udlignet Aldanas føringsmål. Men Hugo Sanchez slog hurtigt kontra til 2-1, og i de sidste 10 minutter gik det galt for fynboerne, som det var gået for B 1913 29 år tidligere. For et fornuftigt resultat blev forvandlet til 1-4, og så var der alligevel ikke meget at glæde sig over.
”Jeg er en smule skuffet over, at slutresultatet blev 4-1 efter den 1. halvleg, hvor vi virkelig udfordrede dem overalt. Vi vidste, at vi senere hen i kampen ville få problemer med kræfterne på grund af deres boldkunnen,” sagde Roald Poulsen efter kampen, hvor han ikke ville ærgre sig over, at man ikke havde gravet sig ned foran eget mål til sidst, da kræfterne slap op.
”Vi skal ikke gå ud og grave os ned. Hvis dansk fodbold skal blive bedre, skal vi se, om vi kan være med, når det gælder tempo og teknik,” sagde cheftræneren, efter hans unge hold faktisk havde været i stand til det langt hen i kampen.
Men det blev hurtigt glemt og overskygget, for dagen efter slog Brøndby Eintracht Frankfurt med hele 5-0, og et par uger senere gik det så helt galt for OB i Madrid, hvor hjemmeholdet vandt 6-0. Samtidig røg Lyngby ud til Wrexham, mens Vejle ikke kunne overvinde Admira Wacker, så kun Brøndby holdt fanen højt, mens Per Høyer Hansen ikke var imponeret i Tipsbladet:
”OB, Vejle og Lyngby gjorde dansk fodbold til nar ude i Europa!” lød overskriften til kommentaren godt fire år før miraklet i Madrid.