Marianne mellem linjerne
Tilbage i startnullerne var det dog ikke kun fest, der fyldte de lyse naetter. Mange aftener gik med at spise boller i køkkenet, spille musik for hinanden og tale. Altid tale.
“Selv i de teenageår, hvor jeg syntes, at mine foraeldre var de mest åndssvage i verden, har jeg betroet mig til Alberte, og hun har betroet sig til mig. Det er, som om vores samtaler er en følelsestaenketank, hvor jeg nemmere kan sige noget uigennemtaenkt eller forkert, uden at jeg føler, at det kan skade vores relation, som man risikerer det med sine kaereste- eller vennerelationer. Jeg er allermest umiddelbar i mine ord sammen med min mor, og selv om jeg i dag er 31, er det hende, jeg går til, hvis jeg for eksempel har problemer med min kaereste. Det er et meget fortroligt rum uden fordomme,” siger Josefine.
Hun behøver ikke engang at kigge hen på sin mor, hun ved det, at Alberte nu sidder med tårer i øjnene og et stort smil. Der bliver hverken skortet på følelser eller ord, når Josefine og Alberte snakker. Og selvom det netop er det, der har gjort deres relation så staerk, er det også det, der til tider kan skille dem ad – i hvert fald når det gaelder at dele ordene og følelserne med alle andre. Når Alberte turnerer rundt i landet, plejer anekdoter om Josefine at vaere en stor del af hendes repertoire. Mere end 50 af hendes sange er skrevet til datteren og fra vuggeviser til klubhit portraetterer de et liv fra barn til kvinde. Men begge er de klar over, at det er Albertes historie, at den ikke er skrevet af den mere private Josefine, så når datteren en gang imellem dukker op til koncert, kan hun godt se, at Alberte kommer på dybt vand.
“Det er virkelig sødt, så står du der, mor, og skal i gang med en anekdote om mig, og pludselig ser du ned på der, hvor jeg sidder og surmuler, og får i stedet fremstammet noget med, at her kommer naeste sang,” siger Josefine, mens Alberte sprutter af grin:
“Ej, men det er frygteligt. Taenk at have sådan en mor, der bare synes, at det er det fedeste at stå på scenen og berette om en. Mange føler jo, at de kender Josefine, hvis de har set mig spille. Det er godt, at du siger fra, skat.”
Og det gør Josefine faktisk– siger fra. Ikke på en vred måde, skynder Alberte sig at tilføje, men med få praecise ord eller med det der på én gang gennemborende og varme blik, som Alberte mødte første gang, da hun lå på barselsgangen med den lille pige i favnen.
“At få kritik af sit barn er en af de fineste gaver, man kan få. Ikke, at jeg altid er god til at tage imod det i øjeblikket, men det vender
naesten altid noget inde i mig, jeg bliver mere bevidst om, hvor skabet skal stå,” siger hun og forklarer, at hun kommer fra en familie, hvor man talte mere, end man spurgte.
Alle i familien Winding kaempede om at have taletid, og derfor blev historierne naesten altid enormt underholdende og fantastiske med store armbevaegelser.
“Men her har Josefine opdraget mig lidt, når hun nogle gange kigger på mig og siger: ‘Mor, du spurgte altså slet ikke om noget’, hvis hun har introduceret en kaereste eller haft en ven med hjem. Og jeg har bare siddet tilbage og taenkt: ‘Du godeste, hvor er jeg et frygteligt menneske’. For det handler jo slet ikke om, at jeg ikke er interesseret,” siger Alberte og bliver afbrudt af datteren:
“Ej mor, jeg synes ikke, du er forfaerdelig. Og det synes mine venner eller kaerester selvfølgelig heller ikke. Det er jo også derfor, at de altid har villet haenge ud her. Men ja, vi snakker meget, taet og hele tiden. Når jeg har haft kaerester med, kan de godt blive overvaeldet over, at de naermest ikke er trådt ind ad døren, før der er en eller anden, som tager dem i hånden og siger, ‘nå, hvordan gik det så med den der helt vildt private ting, som Josefine selvfølgelig har fortalt os om’. Men så går der aldrig mere end et kvarter, før vi sidder og skåler, og de faktisk synes, det er virkelig hyggeligt.”
“Men hvad skal man ellers lave end at snakke?” spørger Alberte. “Ja, det ved jeg heller ikke,” svarer Josefine.
Joses mor. Så får jeg lige lidt respekt og bliver med nød og naeppe lukket om bag scenen til Grøn Koncert, fordi hun spiller der.”
“Vi var i Marrakesh på bryllupsrejse i februar 2018, da Eva var 3-4 måneder gammel. Her sidder Eva og Annelise på en baenk i en kaempestor marokkansk have. Jeg har virkelig mange billeder af dem sammen, fordi de altid er sammen. Billedet minder mig om forskellen på første og andet barn. Med Eva syntes vi jo, at vi havde mega travlt, men der havde vi masser af tid til at sidde to voksne mennesker og bare glo på hende. Og tage billeder af hende konstant. Vi er lige blevet foraeldre til vores andet barn, Jens, og jeg må indrømme, at der er stor forskel på maengden af billeder af ham, i forhold til hvor mange billeder jeg har af Eva fra den tid. Det er virkelig maerkeligt at have fået en dreng. I starten taenkte jeg ikke over Evas køn, hun var bare et barn, men nu er jeg begyndt at bemaerke det. Hvordan hun, efter at hun er blevet puttet, er listet ud af sengen, har taget sit nattøj af, lagt det i skuffen og i stedet taget en totalt piget kjole på. I sådanne situationer bliver jeg bevidst om, at hun er min datter, og om, hvor meget hun ligner sin mor. Hendes måde at kigge på, hendes øjne og mund, det er en mini-Annelise, og lige meget, hvor mange rosinboller jeg eftergivende giver hende, har de to en saerlig relation, som jeg ikke kan sige skyldes, at de ligner hinanden, er af det samme køn eller det faktum, at de har vaeret meget mere sammen med hinanden end med nogen andre de seneste snart tre år.”
“Eva i armene og lyskaeder over hovederne på Talldungens Gårdshotell, et landsted i Skåne, hvor vi boede mellem jobs sidste sommer. Eva og Annelise er altid taget med på mine jobs rundt i verden. Så sover, laeser og bader de, mens jeg er ude at skyde. Det er fedt, for så føles det naermest som hverdag, når jeg har fri, selvom vi er langt vaek hjemmefra. Og så er Eva blevet vildt social af at rejse så meget. Hun render hen til alle og snakker med dem, og efter et par dage på Tenerife gik hun rundt og sagde ‘hola’, ‘gracias’ og ‘adios’ til de lokale. På den måde ligner hun sin mor. Annelise er journalist, og ordene kommer nemt til dem begge, mens jeg mere er visuelt taenkende.”