Ny saeson

I disse dage er det uvist, om modens cyklus, som vi har kendt den hidtil, er ved at tage en ny form efter (og med) coronakrisen. Derfor er det nemt at glemme, at der lige før verdens nedlukning blev praesenteret et overflødighedshorn af det, der skulle tegne modebilledet dette efterår. Tilbage i februar og marts jublede vi på Costumes moderedaktion over genistregen af en strømpe med to C’er på catwalken hos Chanel, over frynser, som vi aldrig har set frynser før, hos toneangivende Bottega Veneta, Proenzas forfriskende New Sleek, endnu en saeson med de blødeste ‘pudetasker’ fra Loewe og Miu Miu, The Row-tvillingernes lag-på-lag-på-lag, Balenciagas silhuetter og et skaerpet og mere synligt fokus på flere og mere sexede, tidløse klassikere hos blandt andre Khaite. Vi spaerrede øjnene op over Hermès’ appetitlige hyldest til primaerfarverne gul, rød og blå og over nyheden om Raf Simons som Miuccia Pradas co-driver. Kort sagt: Vi blev begejstrede over at se barren for kreativitet og iscenesaettelse gå endnu en tak op. Ingen tvivl om, at justeringer siden har vaeret nødvendige, som når Saint Laurent og senest Gucci tilpasser husene efter tidens krav, moral og etik med faerre shows. Moden har ifølge mange traengt til en vitaminindsprøjtning, eller hvad man nu skal kalde det, for at overleve. Karantaenen og virussens fatale både menneskelige og økonomiske følger har fået os til at saette spørgsmålstegn ved den måde, moden ser ud på i dag, maengden af tøj, klimaomkostningerne og den kendsgerning, at for meget af noget gør det uinteressant. Men gør moden det, den skal, skal den også have taletid. Så har den sin berettigelse.