“Jeg er gået for meget igennem til, at nogen skal aendre på mig”
TEKST Olivia Nepper Winther
Som barn af et asylcenter har Tonia Atieno set, hvad det gør ved et menneske at miste sin frihed. Derfor saetter hun dagligt pris på den stemme, hun har fået gennem jobbet som model. Costumes journalist Olivia Nepper Winther har kendt Tonia, siden hun var 10 år gammel, og har nu mødt den fremadstormende model til et interview om, hvorfor det er så vigtigt selv at saette rammerne, når man er vokset op med aldrig at kunne det.
Der er stille i Musikkonservatoriets koncertsal, hvor Saks Potts holder show. Helt stille. Indtil det cirka 25 mand høje sortklaedte strygerensemble spiller et stykke, lyset bliver taendt, og en raekke af Danmarks største modeller og influencere traeder ud blandt publikum. Nadja Bender, Caroline Bille Brahe, Amalie Reedtz-Thott, Emma Rosenzweig – klaedt i pels- og laederfrakker, leggings og diamantbesatte cowboyhatte. Blandt celloer, violiner og klappende klarinetspillere traeder Tonia Atieno også frem i en tie dyeinspireret frakke, langskaftede lyseblå støvler og med sine meterlange hvide fletninger samlet i en høj knold på hovedet. Øjenbrynene er afblegede i samme farve som fletningerne og står i naesten lige så skarp kontrast til Tonias mørke hud, som hendes kraveben gør i frakkens åbning. Det er under Københavns modeuge i augst 2019, og alles øjne hviler på kvinden, der blot har et par hundrede følgere på Instagram og endnu ikke er signet på noget modelbureau, men som måske tydeligere end nogen andre på catwalken legemliggør det ord, Barbara Potts få minutter inden har opfordret modellerne til at taenke, når de traeder ud: Powerwoman. Der er en styrke i Tonias blik, i hendes måde at gå på, i hendes atletiske krop. ‘Hvor kom hun fra?’, hvisker flere omkringsiddende, men ikke mig. Jeg ved praecis, hvor hun kommer fra, og selvom jeg ikke er spor overrasket over at se, hvad jeg engang kendte som en lille pige, gå selvsikkert forbi mig, er det alligevel med tårer i øjnene over det faktum, at hun gør det.
Jeg er Tonia
“OMG, hvor er godt at se dig,” udbryder Tonia med sit store smil under en leopardmønstret bøllehat, da vi et lille år efter, at hun gik Saks Potts-showet, mødes for at lave et interview til dette nummer af Costume, som hun sammen med modellerne Ifrah Qasim og Mara Kasanpawiro er på forsiden af.
På det lille år har Tonia skrevet kontrakt med et bureau og har flere shows og kampagner for danske modebrands bag sig. Vinterens modeuge bød blandt andet på bookinger for Stine Goya og Mark Tan, og siden showet for Saks Potts er det også blevet til en kampagne for den danske designerduo samt for blandt andet 7 Days Active. Dagen før vi mødes, har Tonia skudt for Dansk Magazine, og faktisk har det vaeret svaert for os at finde en dag til interviewet, fordi der hele tiden
kommer skydninger ind. Men nu er det lykkedes, og praecis som det er sket, hver gang jeg har set Tonia de sidste år, falder vi hinanden om halsen i den naesten familiaere relation, vores forbindelse har skabt.
Fra Tonia var omtrent 10 til 14 år, var jeg under Ungdommens Røde Kors en del af en frivillig aktivitetsgruppe, der hver mandag tog busrute 33, den eneste navlestreng mellem Kongelunden Asylcenter og København, for i et par timer at give centerets store piger et afbraek fra en hverdag, der bestemt ikke ligner de fleste danske teenagepigers. Vi tog altid vaek fra centeret. Nogle gange i skoven, andre gange til Bakken, men stod det til Tonia og hendes veninder, gik turen allerhelst til Fields, hvor vi prøvede parfumer i Matas, kørte på rulletrapper, kiggede på mennesker og spiste på McDonalds. Nogle piger var med et par mandage, så fik deres familier opholdstilladelse, og de flyttede ud af centeret, eller deres sag blev afvist, og de rykkede til et udrejsecenter. Tonia var der i alle de år, jeg var frivillig. Hun gik fra at vaere en energisk pige til en mere eftertaenksom teenager, men i alle årene var hendes åbenlyse skønhed ikke til at komme uden om. De lange ben, den perfekte hud og det store, hvide smil – bevaegede man sig få meter ud i offentligheden, lagde man hurtigt maerke til, at alles øjne – akkurat som i Musikkonservatoriet – per automatik blev draget mod hende. Dog var der en stor forskel fra dengang, jeg kendte hende, til nu. For selvom hun er døbt Tonia, har jeg aldrig kendt hende som andet end Nancy, et kaelenavn, hun fik i fødelandet Kenya, fordi hun lignede en bekendt, der hed Nancy. Og Nancy var også et fint navn, indtil hun som 15-årig blev ramt af en efter egne ord ret voldsom identitetskrise. Kongelunden var lukket, hendes familie havde fået tilladelse til at flytte til Vanløse, selvom deres sag stadig var under behandling, og nu skulle hun på efterskole.
“Dagen før jeg tog afsted, sagde jeg til min mor, at jeg havde taenkt mig at praesentere mig som Tonia. Det, syntes hun, var en god idé, og jeg tror faktisk, at det var et ret vigtigt valg, jeg tog der. Måske var det første gang, at jeg tog et aktivt valg om, hvem jeg gerne ville vaere. Hele min historie og min situation som asylansøger ligger i navnet Nancy, så ved at sige, at nu er jeg Tonia, gav jeg mig selv en pause fra konstant at skulle saette spørgsmålstegn ved, hvem jeg er, for i stedet faktisk at prøve på selv at definere det,” siger Tonia.
Og selvom starten på Eisbjerghus Internationale Efterskole på
Fyn var lidt kraevende, blev det et virkelig godt år for Tonia:
“Jeg slappede af her. Vi boede alle på skolen og var nogenlunde i samme situation, hvilket var helt nyt for mig. Ved ikke hele tiden at blive mindet om, hvor anderledes mit liv var i forhold til mine venners, kunne jeg maerke efter, hvordan jeg egentlig havde det, og hvem jeg gerne ville vaere.”
Alle, der har gået på efterskole, kan skrive under på, at det er hårdt at stoppe, men for Tonia var det ekstra svaert, da året var forbi, og hun skulle flytte hjem til sin mor og bror for at starte i gymnasiet. For mens alle andre på Nørre G begyndte at maerke til den spirende frihed, der normalt følger med voksenlivet, blev Tonia her mere end nogensinde før mindet om, at hun ikke var som de andre.
“Det er bare sådan nogle småting, men det skete konstant. Jeg kunne ikke overføre på MobilePay, fordi jeg ikke måtte have et dankort. Jeg havde ikke frihed til at bruge penge som alle andre, fordi jeg ikke måtte arbejde eller modtage SU, jeg måtte heller ikke tage kørekort eller rejse eller alt det andet, som fylder meget i gymnasiet,” fortaeller Tonia.
Frihed til selv at vaelge
Siden Tonia var helt ung, har hun vaeret interesseret i mode og skønhed. I Fields ville hun altid naerstudere butikkernes sortiment og diskutere de kampagnebilleder, vi kom forbi. På hendes vaerelse i en af de nedlagte barakker, som Kongelunden Asylcenter havde overtaget, lå stakkevis af modemagasiner, som centeret fik doneret, og der var altid en duft af neglelak og hårprodukter.
“Hår, kunst og tøj har nok vaeret en måde at udtrykke mig selv på. Jeg maler også og er begyndt at style, begge dele hjaelper mig med at udtrykke mine følelser, fordi jeg taenker meget visuelt,” siger Tonia og forklarer, at det mere er kunst end modebranchen, der tiltraekker hende, men at hun ser modelkarrieren som en måde at møde og arbejde sammen med interessante fotografer, stylister, designere, artdirectors og makeupartister.
Derfor tog hun også spaendt til casting for et par år siden, da det første af flere modelbureauer kontaktede hende.
“Men det var aerligt talt ikke saerligt fedt. Der var ikke så stor åbenhed for diversitet på det tidspunkt.”
Hvad skete der?
“Bookeren, der havde bedt mig komme, havde set et billede af mig med en wig. Jeg gik ud fra, at man til en casting skulle komme så naturlig som muligt, så jeg havde ikke makeup på og kom med min naturlige afro. To af mine veninder tog med mig derhen, og da vi kom op på bureauet, var noget af det første, de sagde til mig, at mit hår var funky. Jeg blev helt mundlam, sagde ingenting, det var først, da vi kom hjem, at jeg blev vred. Taenk at blive omtalt på den måde af nogle, som selv har inviteret en ind. Dér besluttede jeg at gøre det selv. At samarbejde med folk, der vil lave kunst, frem for at prøve at passe ind i et skema. Jeg er gået alt for meget igennem til, at nogen skal have lov til at aendre på mig.”
Så i de følgende år afslog Tonia at komme til casting, når agenter kontaktede hende. Hun kom i kontakt med kreative mennesker, som
“At vaere barn af et asylcenter er min historie, og det er den historie, jeg vil fortaelle”
hun begyndte at lave forskellige projekter med, og blev streetcastet til at gå shows for blandt andet Laerke Andersen og KADK. Hvis hun ville have hvide fletninger, lavede hun dem derhjemme foran spejlet. Det tog tre dage og gjorde sindssygt ondt, men det var hendes valg, ingen andres.
“Det er blevet et mantra for mig, at ingen skal bestemme over mig i det her job. Der er så mange andre steder i mit liv, hvor jeg ikke selv kan bestemme, så jeg gider ikke også her, at nogen skal fortaelle, at jeg skal tabe mig eller aendre mit hår,” siger Tonia.
I vinter aendrede hun dog kurs og skrev kontrakt med Scoop Models.
“Jeg havde besluttet, at hvis jeg nogensinde skulle signe med et dansk bureau, skulle det vaere Scoop, fordi de vaegter personlighed højt og har andet end kun skandinavisk udseende piger. Og jeg kunne jo godt se, at jeg ville komme laengere ud med et bureau. Men det skulle vaere et bureau, der forstod mig. At vaere barn af et asylcenter er min historie, og det er den historie, jeg vil fortaelle,” siger Tonia.
Hun tager bøllehatten af og kører hånden gennem det i dag helt korte hår, før hun fortsaetter:
“Jeg er virkelig glad for, at jeg først signede som 21-årig. Det er jo ret sent i modelverdenen, men på grund af min alder er jeg ikke helt så letpåvirkelig, som hvis jeg havde vaeret 16 år. Vi har alle forskellige historier, og nogle af os kommer med mere bagage end andre. Derfor skal folk passe på med at fortaelle andre, at de skal aendre sig, for de aner ikke, hvad det har kraevet at komme dertil,” siger Tonia og understreger, at hun naesten kun har haft gode oplevelser, siden hun blev professionel model.
“Der var en enkelt gang i vinter, hvor jeg blev rigtigt ked af det. Det var, da en makeupartist lagde en lys foundation, der ikke passede til min hudtone. Det så helt skørt ud, og da jeg påpegede det, forklarede hun, at hun altså ikke havde en mørkere. Jeg forstod det ikke, de vidste jo, at jeg var booket og skulle gå showet. Heldigvis havde jeg selv en foundation til min hudtone med i tasken, så jeg kunne nå at rette det. Men det gør jo, at jeg føler mig anderledes. At de andre piger får lagt makeup af en professionel, og jeg står med mine egne produkter og selv gør det. Det er lidt den samme følelse, jeg får, når jeg kommer til et show eller en skydning, og de siger: “Du er klar, du behøver hverken at skulle i hår eller makeup”. Jeg ved jo godt, det er et kompliment, men igen er det at gøre forskel på os. For hvis de vaelger at køre det naturlige look, hvorfor skal de hvide piger så have lavet hår og makeup?”
En forpligtende platform
Tonia har som sagt travlt i de her dage. Det har mange modeller med anden hudfarve end hvid, fordi modebranchen naesten synkront har fået et wakeupcall, hvad angår diversitet eller mangel på samme, efter at racismedebatten er blusset op denne sommer.
“Jeg har da taenkt over, om jeg hellere skulle lade vaere. For ikke at støtte op om noget, jeg frygter bare er en trend. Men jeg ser det også som en mulighed for at kunne repraesentere dem, jeg ikke synes bliver repraesenteret nok. Som model har jeg fået en platform, som jeg føler en forpligtelse til at bruge til at saette fokus på de mennesker, der bor i landets asylcentre og kaemper med psykiske og fysiske lidelser. Den verden, jeg kommer fra, er ikke idyllisk. Men den verden er altså også Danmark, og det er der stadig mange, der ikke ved. Jeg har mødt jaevnaldrende, der er blevet overrasket over at høre, at der findes asylcentre herhjemme. Så ved at lave fotoskydninger og stille op til det her interview får jeg mulighed for at oplyse om, at der findes mennesker, der opholder sig i en helt anden verden end den, de fleste danskere kender til.”
Er det ikke en lidt tung byrde, du har lagt på dine skuldre?
“Jo. Men faktisk gør det også det hele lettere. For ved at saette fokus på min historie er det nemmere at vaere mig. Jeg har prøvet det modsatte. Engang fortalte jeg aldrig folk om Kongelunden og Kenya, fordi jeg syntes, det kraevede for meget at skulle svare på deres spørgsmål. Det skabte en magtesløshed inden i mig, at lige meget hvor gerne folk ville forstå mig, så kunne de ikke, men i dag kan jeg maerke, at det faktisk var hårdere at tie stille end at speake up,” siger Tonia og ryster på hovedet, da jeg spørger, om hun stadigvaek har meget kontakt med de andre piger, vi begge kender fra Kongelunden.
“Jeg snakker mest med min ven Remzi, der også boede der. Nu bor han i Fredericia, og han kender ikke til min nye verden, så derfor er det oftest den gamle verden, vi taler om. Det er derfor, det er lidt maerkeligt at mødes med dig, for du kender jo både til min nye og min gamle verden,” siger hun og smiler, da jeg siger, at jeg er vild med både Nancy og Tonia.
“Jeg tror ikke, at mit syn på verden ville have vaeret det samme uden dig og de andre frivillige. Når I kom hver mandag og tog os med ud fra centeret, blev vi bekraeftet i, hvor anderledes den verden, vi boede i, var. Det gav os håb. Men det kunne også vaere hårdt.”
Hvordan?
“Fordi folk på Strøget havde et helt andet blik, en anden måde at snakke og bevaege sig på end de voksne, vi levede med på centeret. Når vi var ude med jer, blev det tydeligt, hvor skidt dem, vi boede med, havde det. I mange år troede jeg, at jeg ville blive glad, hvis vi flyttede fra centeret, men glaede kommer og går. De ting, der har såret mig gennem livet, forsvinder jo ikke, men jeg er glad for at få den her mulighed. At jeg gennem mit arbejde møder så kreative mennesker og får lov til at udtrykke mig selv. De fleste i min situation får ikke den mulighed, og derfor mister de håbet. Det var nok det vaerste ved min tid på Kongelunden, at folk mister håbet på et asylcenter, fordi de hverken har frihed eller en fremtid foran sig,” siger hun og taenker sig lidt om, før hun fortsaetter:
“Ikke alle dage er gode i mit liv, men jeg har håbet.” _