Hvad hjertet er fuldt af: Melissa Bech
Idéen var at finde en nybygget lejlighed, der ikke kraevede for meget tid eller arbejde. Resultatet blev et gammelt, fredet hus, hvor der altid er noget at lave. Men det har åbnet en helt ny interesse for dansk design og arkitektur hos Melissa Bech, medstifter og kommerciel direktør i Blanche. Det fortaeller hun her, hvor vi hver måned spørger en person fra den danske modebranche, hvad hendes hjerte banker for.
“Ro. Lige så snart jeg drejer ned ad Krusemyntegade, får jeg en enorm ro i mit sind og en følelse af, at det hele nok skal gå. Sådan har det vaeret, lige siden min kaereste og jeg så huset for første gang. Vi er egentlig på jagt efter en nybygget, funktionel bygning. Vi er begge selvstaendige og har meget travlt, så tanken er sådan en lejlighed, hvor du taender lyset ved at klappe. Vi ender med det fuldstaendigt modsatte. Et treetagers fredet hus i Nyboder-området, hvor der har boet et gammelt aegtepar i 80 år. Den kaerlighed, de har lagt i huset, kan maerkes, så snart vi traeder ind, og vi glemmer begge alt om, at vi ikke har tid til restaurering og vedligeholdelse.
Vi købte huset for et år siden og flyttede ind med det samme. Her indrettede vi de to øverste etager, mens vi ventede på tilladelse fra Københavns Kommune til at renovere stueetagen. Den kom forleden, så nu skal vi i gang igen – og hurra for det. For fra at jeg for et år siden syntes, at alt det her med boligrenovering og indretning var lidt overvaeldende, er jeg blevet en total nørd. Jeg bruger ufattelige maengder timer på Instagram og Pinterest med at finde inspiration og er til auktioner og byder på lamper og møbler på DBA, Lauritz og Bukowskis.
Min indretningsbesaettelse begyndte for alvor med en af funktionalismens pionerer, den finske arkitekt og designer Alvar Aalto, og derfra opdagede jeg den japansk-amerikanske kunstner og billedhugger Isamu Noguchi. De er begge mestre inden for rene linjer og organiske former, og det er fascinerende, hvordan de har brugt flere år på ét møbel. I en (mode)verden, hvor alting går så staerkt, er det fascinerende at se objekter, der holder efter flere årtier, fordi de er lavet i gode materialer og i design med en praktisk og social funktion.
Jeg er født og opvokset i USA og er flyttet meget – blandt andet til Tyskland – på grund af min fars arbejde. Jeg kom til Danmark som ung teenager, og i mine tyvere gik jeg på ingen måde op i indretning, men gik meget op i tøj. Fordi vi flyttede så meget, har jeg altid vaeret optaget af det, jeg kunne tage med mig, altså mit tøj, mens jeg aldrig rigtigt er stoppet op og har taenkt over glaeden ved det, man omgiver sig med. Nu nyder jeg at bygge rede. Det er naesten, som om jeg er ved at tage en voksenuddannelse inden for design og bolig, og jeg bliver mere og mere nørdet. Jeg elsker at laese om, hvordan designeren kom frem til lige netop det ene eller andet møbel, og jeg kan klart drage paralleller til mit eget arbejde i Blanche i forhold til fokusset på funktionalitet og baeredygtighed. Hvor er det lavet henne, hvordan og med hvilken tankegang, og hvad er det lavet af? Ligesom i modeindustrien kommer der hele tiden nye måder at lave møbler på og nye materialer som genbrugsplast, og ligesom med tøj skal man hellere købe lidt, men godt til hjemmet. Jeg går saerligt efter stole og lamper – det kan jeg tage med videre eller give til mine børn en dag.
Lige nu er vores hus gråt, men jeg har fundet en bestemt grøn tone, der er en af de seks københavnske farver, som alle hovedstadens huse var malet i engang. Den er lidt army-møder-flaskegrøn, og den farve drømmer jeg om at male huset i. Men jeg må erkende, at alt ved et hus tager tid. Isaer et gammelt fredet hus, og når vandet pludselig ikke dur, kan jeg godt bande langt vaek, at vi ikke bor i en ny lejlighed med vicevaert. Men så kommer jeg hjem fra en lang dag med kunder, møder og show-planlaegning og opdager, hvor meget ro, det faktisk giver mig at plante krydderurter eller reparere vandhanen. _